Hopp til innhold

Flygtningekonventionen

Flygtningekonventionen skal sikre, at alle, der er på flugt fra uholdbare situationer i deres hjemland, kan få beskyttelse og ophold i et andet land. Konventionen definerer hvem, der kan betegnes som en flygtning, og hvilke rettigheder flygtninge har. Konventionen er en af de første, der blev vedtaget i FN.

Sist oppdatert 08.05.2017

Facts

Vedtaget: 28.07.1951

Implementeret: 22.04.1954

Flygtningekonventionen på engelsk
Lim inn på din egen nettside

Flygtningekonventionen blev udarbejdet af FN i kølvandet på Anden Verdenskrig. Ødelæggelserne efter krigen var enorme, og millioner af mennesker var på flugt. Der fandtes ikke et godt system for at varetage menneskerettigheder til flygtninge. Målet med flygtningekonventionen var derfor at definere flygtninges rettigheder, og at landene skulle forpligte sig til at følge dem.

Flygtningekonventionen blev åbnet for underskrifter den 28. juli 1951, og trådte i kraft den 22. april 1954, da seks lande havde ladet sig endelig binde af aftalen. Konventionen siger at alle mennesker har ret til at søge beskyttelse i et andet land, og at flygtninge ikke kan returneres til et land, hvor de vil blive forfulgt eller hvor deres liv vil være i fare. Videre specificerer flygtningekonventionen nogle af rettighederne til flygtninge, efter at de har fået opholdstilladelse i et land. Disse overlapper med generelle menneskerettigheder, og indebærer bl.a. retten til

- arbejde

- uddannelse

- adgang til retssystemet

Konventionen var i høj grad videreført fra tidligere internationale aftaler om flygtninges status. Flygtningekonventionen har ingen fast komité, der overvåger implementeringen i medlemslandene. FN’s Højkommissariat for Flygtninge (UNHCR) blev oprettet i 1950, som en midlertidig indsatsstyrke til at hjælpe flygtninge efter Anden Verdenskrig. Organisationen er siden blevet en fast del af FN og hjælper i dag flygtninge over hele verden. Højkommissæren arbejder efter principperne i Flygtningekonventionen, og overvåger også implementeringen af den i medlemslandene.

Hvad indeholder flygtningekonventionen IKKE?

Flygtningekonventionen forpligter ikke stater til at tage imod flygtninge, men hjælper dem med at definere, hvem der regnes som en flygtning. Derfor er det op til hver enkelt stat at vurdere, om en asylansøger går ind under definitionen i flygtningekonventionen, og dermed har krav på beskyttelse. I dag fortolker stater indholdet i konventionen på forskellige måder.

Konventionens krav om at et menneske skal krydse en internationalt anerkendt grænse, for at kunne kaldes en flytning, gør at mange, som er på flugt fra krig og konflikt i dag, ikke beskyttes af konventionen.

Palæstinensiske flygtninge som får beskyttelse af FNs hjælpeorganisation for palæstinensiske flygtninge (UNRWA) er ikke beskyttet af flygtningekonventionen. Læs mere om palæstinensiske flygtninges særstilling her.

Kilde: UNHCR 2017. & FN-Sambandet Norge 2017.

Implementering

I Menneskerettighedserklæringen fra 1948 garanteres flygtninge retten til at søge om beskyttelse og ophold i andre lande end deres hjemland. Men erklæringen siger ikke, at lande har pligt til at tage imod mennesker på flugt. Hensigten med en selvstændig konvention om flygtninge var derfor at pålægge modtagerlandenes pligt til at tage imod mennesker på flugt og ikke sende dem tilbage til lande, hvor de kunne frygte forfølgelse eller frygte for deres liv ("refoulment").

Spørgsmålet om flygtninges status har ændret sig meget, siden Flygtningekonventionen blev vedtaget i 1951. Konventionens krav om, at et menneske må krydse en internationalt anerkendt grænse for at kunne kaldes flygtning, betyder, at mange mennesker på flugt fra krig og konflikt i dag ikke beskyttes af konventionen. Mere end 25 millioner mennesker er i dag på flugt internt i sit eget land. FN’s Højkommissariat for Flygtninge (UNHCR) arbejder på at få et mere omfattende regelsæt på plads, der også beskytter internt fordrevne flygtninge (kaldet "IDPs" som er en forkortelse for Internally Displaced People - internt fordrevne mennesker).

Kilde: UNHCR 2017.

Fuldgyldige medlemmer (146)

FN-forbundet © 2017