Ikke-spredningsaftalen

Traktaten om ikke-spredning af kernevåben blev indgået i 1968, og trådte i kraft to år senere. Aftalen har tre hovedmål, eller ’piller’: ikke-spredning, afvæbning og fredelig brug af atomteknologi. Medlemsstater, der har atomvåben, forpligter sig til ikke at sprede våbnene til andre stater og til at indgå forhandlinger om destruktionen af eksisterende våbenlagre. Medlemsstater, der ikke har atomvåben, forpligter sig til ikke at udvikle atomvåben og til at bruge eventuelle atomressourcer til fredelige formål. Overholdelsen af aftalen overvåges primært af FN’s Atomenergiagentur (IAEA), men aftalen har formelt set ingen egen komité. Medlemslandene mødes til tilsynskonferencer hvert femte år for at diskutere ændringer og justeringer i aftalen. Under et møde i 1995 blev det vedtaget at forlænge aftalen på ubestemt tid.

Gjennomføring

Kun fire af verdens selvstændige stater er ikke medlemmer af aftalen, og de har alle (formodes det) atomvåbenprogrammer. Nordkorea meldte sig ind i 1985, men trak sig ud igen i 2003 efter anklager fra USA om, at de udviklede atomvåbenprogrammer. Ikke-spredningsaftalen blev indgået, da den Kolde Krig var på frysepunktet, og det præger da også aftalen. Landene, der havde atomvåben på det tidspunkt, blev ikke pålagt at destruere disse, men blot at indgå forhandlinger ’i god tro’. Desuden har NATO-landene flere aftaler om brug af amerikanske atomvåben i krigssituationer, aftaler der er i strid med forbudet om ikke-spredning. Særligt gruppen af alliancefri stater har været kritiske i forhold til aftalens moderate krav til stater, der har arsenaler af atomvåben.

Til trods for store mangler er og bliver ikke-spredningsaftalen den vigtigste internationale aftale til at begrænse spredningen af eksisterende atomvåben og destruere eksisterende våbenlagre. Siden den Kolde Krigs afslutning er tusindvis af atomsprænghoveder blevet destrueret, og våbenlagre over hele verden blevet nedlagt. Parallelt hermed er der imidlertid forsvundet en række atomvåben fra det tidligere Sovjetunionen og atomvåbenstater, der ikke er medlemmer af aftalen, og kommet på afveje. Den mest kendte sag er ringen, der blev etableret af den pakistanske ingeniør, Abdul Khader Khan, hvor Libyen, Iran og Nordkorea fik adgang til vigtigt materiale om produktion af atomvåben. Ikke-spredningsaftalen er dårligt tilpasset til det trusselsbillede, hvor ikke-statslige aktører udgør den største trussel, og disponeringen af atomvåben ligger udenfor statsmagternes kontrol.