Konvention om bevaring af verdens kultur- og naturarv

Ved at underskrive konventionen forpligter landende sig til at tage vare på  verdens kulturarv, men derudover også at anerkende og beskytte deres nationale kulturarv.  Medlemsstaterne skal rapportere regelmæssigt til verdensarv udvalget om tilstanden for deres nationale verdens kulturarv, så udvalget kan følge op på disse.

Det er UNESCO der varetager konventionen.
Lande opfordres til at oprette deres egne programmer til at beskytte kultur og natur, og de opfordres til at tilkendegive steder gennem uddannelse og information. I konventionen beskrives World Heritage Fund, der yder internationaløkonomisk støtte til steder på listen.
Steder kan misste sin plads på listen, hvis de ikke opretholder kravene i udvalget.

Gjennomføring

Ideen om at arbejde internationalt for at bevare vigtige steder for den menneskelige arv begyndte efter ødelæggelserne efter den første verdenskrig. Fokus er øget efter Egypten i halvtredserne ønskede at bygge en dæmning, der ville oversvømme Abu Simbel tempel Faraotiden. UNESCO og medlemsstaterne mobiliseres og reddede templet, og begyndte forberedelserne til en konvention. I 1972 blev konventionen om beskyttelse af verdens kultur-og naturarv vedtaget ved detn første FN-topmødet om miljø i Stockholm. Man kombinerede kultur og natur og ville også vise, hvordan folk interagerer med naturen, og hvordan vi lever i et gensidigt afhængighedsforhold.
Medlemmer især udviklingslandene får adgang til World Heritage Fund. Omkring 4 millioner dollars er hvert år gives til stater til at identificere, bevare og fremme den verdens kulturarv. Der er også hjælp til områder i akut fare, uanset om de er truet af menneskeskabte ødelæggelse eller naturkatastrofer.

Steder, der er på listen får også fordel ved at have en omfattende bevaring plan og overvågningsmekanismer, samt lettere tilgang til eksperterderudover tiltrækker stederne flere turister og besøgende, hvilket kan være økonomisk indbringende. Et paradoks er dog, at flere besøgende kan føre til at stederne vil blive endnu mere sårbare.
UNESCO verdensarvliste blev gennem 80'erne kritiseret for at have en stærk overrepræsentation af historiske kristne steder i Europa, selv om konventionen havde til formål at udarbejde en liste, der afspejler den globale mangfoldighed af kultur-og naturarv. For at løse dette, at fremlagde UNESCOen strategi  i 1994, som identificerede en række typer  arv, der ikke tidligere har været en del af listen, hvilket giver en større variation. Hertil kommer, at nu får regioner og lande, der er lidt repræsenteret, forrang frem for andre nomineringer.

Senere erUNESCO konventioner udviklet i andre områder såsom immaterielle kulturarv, undersøisk kulturarv og kulturel mangfoldighed. Hertil kommer også konventioner der forhindre ulovligt salg og eksport eller destruktion i krigstid,