Konventionen om civile og politiske rettigheder

FN’s internationale konvention om civile og politiske rettigheder blev åbnet for underskrifter den 12. december 1966. Konventionen trådt dog først i kraft den 23. marts 1976, efter at 35 lande havde forpligtiget sig til aftalen, herunder at respektere borgernes grundlæggende ret til liv, personlig frihed, retssikkerhed, ytringsfrihed og demokrati. Implementeringen af konventionen overvåges af FN’s Menneskerettighedsråd (HRC). Rådet evaluerer situationen i medlemslandene med jævne mellemrum.

Gjennomføring

Da FN vedtog Menneskerettighedserklæringen i 1948, skulle den have været udgangspunkt for en fælles international aftale om menneskerettigheder, hvor alle rettigheder var lige meget værd. Sådan blev det imidlertid dog ikke, og man endte i stedet med to konventioner i stedet for én; konventionen om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder og konventionen om civile og politiske rettigheder. Sidstnævnte bærer præg af det politiske skel mellem de vestlige lande og kommunismen efter Anden Verdenskrig. De vestlige lande mente, at individets civile og politiske rettigheder var de vigtigste rettigheder, og ønskede derfor en konvention, der vægtede dem frem for de økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder, som de kommunistiske lande vægtede tungest.

Fordi det er de vestlige lande, der har været mest aktive indenfor menneskerettighedsarbejdet, er det konventionen om de civile og politiske rettigheder, der er blevet anset som den vigtigste af de to, og konventionen om de økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder er ofte gledet i baggrunden, når menneskerettighederne har været på den internationale dagsorden. Flere mener ligeledes, at konventionen om de civile og politiske rettigheder vil give de bedste resultater på lang sigt, ligesom de er lettere at udføre i praksis. Det er tydeligt i arbejdet af to af verdens største menneskerettighedsorganisationer, Amnesty International og Human Rights Watch. Disse organisationer har primært fokuseret på individets frihed og politiske fanger, samt andre overtrædelser af civile og politiske rettigheder.

Til trods for det store arbejde for de civile og politiske rettigheder, bliver de stadig overtrådt i stort omfang. Flere af de aktører, der arbejder med menneskerettigheder i dag, mener, at arbejdet må bygge på både de civile og politiske rettigheder og de økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder.

Relateret information