Kyoto-protokollen

Kyoto-protokollen er et tillæg til FN’s rammekonvention om klimaændringer (UNFCCC), også kaldet klimakonventionen. Klimakonventionen blev underskrevet på verdenskonferencen for miljø og udvikling i Rio de Janeiro i 1992. Kyoto-protokollen blev vedtaget i december 1997 i Kyoto, Japan.

Lande, der har underskrevet Kyoto-protokollen, forpligtiger sig til at reducere udslip af skadelige drivhusgasser for perioden 2008-2012. Det er de rige lande, der er forpligtiget til at reducere deres CO2-udslip. Samlet skal disse lande skære drivhusgasserne ned med 5% i perioden 2008-2012 i forhold til niveauet i 1990. Flere udviklingslande har også underskrevet aftalen, men uden de samme forpligtigelser. Kyoto-protokollen trådte ikke i kraft før den 16. februar 2005, hvor 55 lande havde ratificeret aftalen. I dag har 189 lande underskrevet aftalen.

Kyoto-aftalen tillader medlemslandene at samarbejde på tværs af grænser for at reducere CO2udslip og at købe og sælge de såkaldte CO2-kvoter imellem hinanden. Hvert år i december mødes medlemslandene til partsmøder (Conference of Parties – COP). Her forhandler og diskuterer landene, hvordan de bedst reducerer deres drivhusgasserne og gennemfører Kyoto-protokollen.

Gjennomføring

Kyoto-protokollen er blevet kritiseret for ikke at være ambitiøs nok, og målene for reduceringen af CO2-udslip for små og kortsigtede. Protokollens forpligtigelser ligger da også milevidt under de målsætninger, FN’s Klimapanel anbefaler.

Kyoto-protokollen er også blevet kritiseret for at skævvride fordelingen i forhold til målestokken for reduceringen af udslip. Målestokken er sat til 1990, hvad der favoriserer nogle lande, mens andre står dårligere. Et land som Rusland (da: Sovjetunionen) havde for eksempel en industri på det tidspunkt, der forurenede meget, mens et land som Japan for længst havde gennemført kraftige tiltag til at reducere deres CO2-udslip.

Lande, der historisk set har haft moderate CO2-udslip, som Indien, Brasilien og Kina, er ikke ramt af kravene i aftalen, til trods for at drivhusgasserne i disse lande tager til – og det stærkt. Aftalen omfatter heller ikke den internationale fly- og skibstrafik, der er ansvarlig for en væsentlig del af de globale drivhusgasser. Også USA’s manglende deltagelse gør, at mange anser aftalen som mislykket med tanke på, at landet står for 20% af verdens CO2-udslip.

FN’s Klimakonference i København 2009

Målet for FN’s klimakonference i København i december 2009 er at få en ny klimaaftale på plads. Håbet for den nye klimaaftale er, at de rige lande vil forpligtige sig til mere ambitiøse reduceringer af CO2-udslip. Det diskuteres også, hvordan hele verden kan gøre en indsats for at bekæmpe klimaforandringerne. Allerede på Bali i 2007 blev det bestemt, at den globale klimaindsats skulle styrkes på fire områder: reducering af CO2-udslip, tilpasning til klimaændringer, finansiering af klimatiltag og klimavenlig teknologi.

USA’s rolle under konferencen i København har lagt grund til meget diskussion. Foreløbigt har de amerikanske myndigheder givet udtryk for, at de ønsker sig en mindre forpligtigende aftale (en såkaldt politisk aftale). Det diskuteres også, hvad udviklingslandene skal bidrage med til en ny klimaaftale. Udviklingslandene lægger pres på industrilandene og forlanger kraftige reduceringer af deres CO2-udslip. De argumenterer for, at de rige lande må tage hovedansvaret for den globale opvarmning og støtte den fattige del af verden både økonomisk og teknologisk.

Relateret information