Colombia

Mellem 1948 og 1958 var der krig i Colombia. Perioden omtales ofte som "La Violencia", og over 300.000 mennesker mistede livet. Det var primært en krig mellem landets konservative og liberale fløj men den ramte også befolkningen hårdt. På landet organiserede bønderne sig derfor i deres egne hære for at beskytte sig. Hærene blev støttet af det kommunistiske parti, som efterhånden fik stærkere og stærkere fodfæste i landområderne. "La Violencia" endte med et forlig mellem de konservative og liberale. De blev enige om at dele positionerne i statsapparatet ligeligt imellem sig og regere landet i fællesskab. De forbød samtidig al opposition. På den måde gjorde de fælles front mod landets radikale kræfter og indførte et magtmonopol, som faldt den politiske venstrefløj tungt for brystet.

Magtdelingsordningen blev indført i 1958. I 1959 brød revolutionen ud i Cuba, og generelt var der stærke, radikale kræfter i store dele af Latinamerika. I Colombia voksede der hurtigt indtil flere guerilla-organisationer frem, nogle af dem med rødder i bøndernes hære, andre i de radikale studentermiljøer. De største og vigtigste guerillagrupper var Colombias Væbnede Revolutionære Styrker (FARC) og Den Nationale Befrielseshær (ELN), der begge talte for at ændre regimet og skabe en mere demokratisk styreform. Det første sammenstød mellem regeringsstyrker og guerillaerne fandt sted i 1965, og lige siden har kampene raset. Ud over hæren og guerillaen etableredes også forskellige paramilitære grupper i landet. De slog sig efterhånden sammen i en styrke, som de kaldte Colombias forenede Selvforsvar (AUC) . Denne højreorienterede styrke havde til formål at bekæmpe guerillaer og beskytte staten og det herskende system. Fra flere sider hævdes det, at de paramilitære grupper samarbejder med regeringen, men dette benægtes af regeringen. De paramilitære grupper er ansvarlige for de mest omfattende overgreb i Colombia, men også hæren og den venstreorienterede guerilla er ansvarlige for alvorlige krænkelser af menneskerettighederne.

Ud over den voldsomme rivalisering mellem venstre- og højrefløjen i colombiansk politik, har landet et alvorligt problem med narkohandel. De to problemområder er tæt forbundne, fordi en masse penge fra narkohandel går til at finansiere både guerillaen og paramilitære grupper. Narkobaronerne har længe været betydelige faktorer i colombiansk politik. Politiske modstandere myrdes stadig, og da man i 1990 gjorde bekæmpelse af narkohandlen til et tema i valgkampen, blev tre præsidentkandidater myrdet, inden valgkampen var slut. USA har engageret sig stærkt i kampen mod den colombianske narkotikaproduktion og -handel, især gennem den såkaldte Plan Colombia, der blev indledt i 2001. Efter terrorangrebene mod New York og Washington den 11. september samme år satte USA både FARC og ELN på listen over terrororganisationer og definerede kampen mod dem som en del af den verdensomspændende kamp mod terror (se også Irak, Al-Qaeda og Afghanistan). "Planen" går ud på at besejre guerillaen militært samt ødelægge narkotikaplanterne ved hjælp af sprøjtemidler.

Internt fordrevne børn leger ved floden i byen Rio Sucio. Befolkningsgrupper, som berøres af konflikten, flytter til byerne, hvor de kan føle sig mere trygge, få arbejde og børnene kan komme i skole. (Foto: UN Photo/Mark Garten)

USA har begrundet sit engagement i Colombia med, at landet er en af de største leverandører af marihuana og kokain til det nordamerikanske marked, og at dette er noget, de ønsker at sætte en stopper for. Plan Colombia og USA's involvering i den colombianske konflikt har imidlertid mødt megen international kritik. Dette skyldes flere ting. For det første kritiseres brugen af sprøjtemidlerne for også at ødelægge alt andet planteliv, hvilket fjerner livsgrundlaget for de i forvejen forarmede bønder. Desuden hævdes det fra flere sider, at USA’s engagement handler mere om olie end om narkotika: I Amazonas-områderne, som guerillaen kontrollerer antages det, at der ligger store olieressourcer, og ved at kontrollere guerillaen, vil man også få adgang til olien.

Colombias nuværende præsident, Álvaro Uribe Vélez, overtog magten i 2002. Han er en USA-venlig mand og kører en hård politik mod FARC og ELN. Fredsaftalen, som han fik på plads med AUC i 2003 imponerer ikke landets venstreorienterede, som ser AUC og regeringshæren som to sider af samme mønt. I kølvandet på aftalen fra 2003 blev også godkendt et forslag i parlamentet om amnesti i forbindelse med afvæbning af de paramilitære grupper. Dette har mødt udbredt kritik, da det umuliggør strafferetlig forfølgelse af paramilitære soldater, der har begået alvorlige overgreb mod den colombianske civilbefolkning.

Uribe har udtalt, at han vil forhandle med FARC og ELN, hvis de erklærer en våbenhvile. Guerilla-organisationerne siger til gengæld, at de er villige til at forhandle, hvis præsidenten erkender, at det er tale om væbnet konflikt i landet og ikke omtaler kampen mod FARC og ELN som en kamp mod terrorister. På trods af, at betingelserne for forhandling foreløbig ikke er blevet opfyldt af begge parter, har der i de seneste år fundet møder sted mellem guerillaen og regeringen. Reelle forhandlinger er det dog ikke blevet til.

I 2007 afholdt Venezuelas præsident Hugo Chávez samtaler med FARC uden at komme tættere på en fredsaftale. Dette gjorde ham meget upopulær hos Uribe, der allerede var stærkt skeptisk over for Chavez’ socialistiske politik. Den colombianske hær reddede i sommeren 2008 15 gidsler fra en FARC-lejr, herunder den tidligere præsidentkandidat Ingrid Betancourt, der havde været i fangenskab siden 2002. Efter aktionen har Uribe og Chávez mødtes og forsøgt at nå frem til et fælles fodslag for håndteringen af FARC-gruppen.

I 2005 ændrede Uribe valgloven, så det blev muligt for ham at blive genvalgt som præsident ved valget i foråret 2006. Det diskuteres, om det er muligt at få igangsat egentlige fredsforhandlinger, før han er færdig som præsident i 2010. Colombia er næst efter Sudan i dag det land i verden med flest internt fordrevne mennesker. 3,5 af 45 millioner colombianere er nu på flugt i deres eget land. Dette er resultatet af regeringens offensiv mod guerillaerne i de seneste år. I samme periode er antallet af mord og forsvindinger faldet dog lidt.