Cypern

Cypern blev indlemmet i det Osmanniske rige i 1570, og det var på dette tidspunkt, at den tyrkiske indvandring til øen begyndte. Tyrkerne bosatte sig primært i den nordlige del af landet, hvor 30.000 tyrkiske soldater blandt andet fik tildelt jord. Resten af øen er befolket af græskcyprioter.

Storbritannien etablerede sig på øen fra 1878. Briterne blev dengang enige med tyrkerne om, at de kunne have base på Cypern mod, at de hjalp tyrkerne i et eventuelt russisk angreb. I krigsopgøret efter 1. Verdenskrig, da sejrherrerne delte det tidligere Osmanniske Rige mellem sig, blev Cypern tildelt Storbritannien.

Cypern bliver selvstændigt

Modstanden mod Storbritanniens administration var stærk i den cypriotiske befolkning. I løbet af 1930’- og 1940’erne ønskede stadigt flere græskcyprioter, at Cypern hellere skulle indlemmes i Grækenland, men Storbritannien var interesseret i at trække sig ud. Heller ikke en folkeafstemning i 1950, hvor et flertal af øens befolkning stemte for, at øen skulle være græsk, fik Storbritannien opgive Cypern. Først efter flere år med voldsomme sammenstød mellem den såkaldte Enosis- (union-)bevægelse og de britiske soldater, trak de briterne sig ud, og Cypern blev selvstændigt i 1960.

Selvstændigheden viste sig hurtigt ikke at være enden på problemerne. Græskcyprioterne og tyrkiskcyprioterne fik hurtigt samarbejdsproblemer. Uroligheder var stigende fra 1963, og i løbet af 1964 udviklede konflikten sig til regulær borgerkrig. Volden ramte det tyrkiskcypriotiske mindretal hårdest. FN sendte en fredsbevarende styrke til Cypern, og de har været i landet siden. Fredsoperationen på Cypern er en af de ældste FN-operationer.

Britisk FN-soldat tjekker en cypriotisk bondes identitetspapirer. Foto: FN, John Isaac

Øen deles

Den græske militærjunta havde en finger med i spillet, da den cypriotiske præsident Makarios blev styrtet i 1974. Makarios, som havde arbejdet for et uafhængigt, forenet Cypern, blev erstattet af Nikos Sampson, som grækerne kunne styre. Det brød tyrkerne sig ikke om, og de besluttede for at gribe ind. Den tyrkiske invasion udløste en massiv masseflugt i landet: ca. 180.000 græskcyprioter flygtede fra den nordlige del af landet mod syd, mens omkring 45.000 tyrkiskcyprioter flygtede fra syd mod nord. Militærjuntaen i Athen gik imidlertid af kort efter, hvilket også fik Samson til at træde tilbage som præsident.

Den tyrkiske invasion og masseflugten førte til, at øen i praksis blev delt i to, både etnisk og geografisk, hvilket den har været siden da. Ca. 30 procent af Cypern administreres i dag af tyrkiskcyprioterne, 70 procent af græskcyprioterne, mens FN administrerer en neutral zone, der går tværs over hele øen. I november 1983 erklærede den tyrkiske del af Cypern sig som en selvstændig, og tog navnet Den Tyrkiske Republik Nordcypern. De har siden afholdt valg med jævne mellemrum om både præsident og nationalforsamling. Dette er imidlertid en statsdannelse, der kun er blevet anerkendt af Tyrkiet.

Annan-planen og EU

I de senere år har forholdet mellem græsk- og tyrkiskcyprioterne været stabilt, men man er ikke kommet nærmere en egentlig løsning. Flere runder af fredsforhandlingerne har ikke ført til noget. Mange har sat deres lid til FN-planen, som øens indbyggere stemte om i april 2004, den såkaldte ”Annan-plan”, der blev udarbejdet af FN's daværende generalsekretær, Kofi Annan. Både de græskcypriotiske og tyrkiskcypriotiske ledere opfordrede til en boykot af planen og folkeafstemningen. Tyrkiskcyprioterne valgte dog alligevel at stemme ja, hvilket blandt andet skyldtes, at det var deres eneste mulighed for at blive medlem af EU.

EU åbnede for cypriotisk medlemskab fra maj 2004, men kun for de internationalt anerkendte dele af republikken. Det vil sige, at kun den græskcypriotiske del af Cypern ville kunne opnå medlemskab. Da græskcyprioterne sagde nej til Annan-planen, forhindrede de dermed samtidig, at den nordlige del af landet, hvor de fleste havde stemt ja, kunne blive medlem af EU. I kølvandet på folkeafstemningen har Cyperns politiske ledere modtaget omfattende kritik fra det internationale samfund for den måde hvorpå, de håndterede folkeafstemningen.

Dialog og forhandlinger

I 2008 begyndte nye forhandlinger mellem de to fraktioner, og i foråret åbnede en gangbro tværs over den delte hovedstad Nicosia. Forhandlingerne resulterede ikke i nogen aftale, i høj grad på grund af sejren til de højreorienterede nationalister (UBP – Ulusal Birlik Partisi) ved parlamentsvalget i Nordcypern i april 2009. UBP repræsenterer stærke kræfter i det tyrkisk-cypriotiske samfund som ønsker en forening med Tyrkiet. I januar 2010 er parterne fortsat i dialog, og har fremlagt krav og konkrete forslag om en roterende præsidentordning og fordelingen af pladser i kabinettet. Forhandlingerne er stagneret på grund af tyrkisk-cyprioternes præsidentvalg i april 2010.