D.R. Congo (Zaire)

Den Demokratiske Republik Congo (herefter omtalt DR Congo) var indtil 1908 den belgiske kong Leopold II's personlige ejendom. I 1908 tog den belgiske regering over og regerede landet, indtil det fik sin selvstændighed i 1960. Kong Leopold og den belgiske regering var ansvarlig for et af verdens mest brutale koloniregimer, og da belgierne trak sig ud, efterlod de sig groft udnyttet land med store interne konflikter og dårlig infrastruktur.

Kort tid efter uafhængigheden i 1960 blev den venstreorienterede premierminister Patrice Lumumba myrdet. Det var midt under den Kolde Krig, og både USA og Belgien var involveret. Mobutu tog magten ved et kup i 1965 og var derefter landets stærke mand i 32 år. Som en del af hans Afrikaniseringspolitik blev landet omdøbt til Zaire, storbyer fik afrikanske navne, og han selv tog navnet Mobutu Sese Seko. Mobutus styre var korrupt og voldeligt, hvilket førte til utilfredshed og hyppige optøjer i forskellige dele af landet. Ikke desto mindre formåede Mobutu at bevare magten på grund af økonomisk og militær støtte fra blandt andre USA. USA opfattede Mobutu som en vigtig allieret i borgerkrigen i Angola, som på det tidspunkt var en af den Kolde Krigs slagmarker. I Angola kæmpede den venstreorienterede regering, med støtte fra Sovjetunionen og Cuba mod den USA-støttede oprørsbevægelsen UNITA. Som tak for at USA bidrog med militær og økonomisk hjælp til Zaires regering, lod Mobutu UNITA opholde sig i Zaire.

Oprøret i øst

Til sidst blev den interne utilfredshed mod Mobutus regering dog så stærk, at et magtskifte var uundgåeligt. Det afgørende oprør mod regimet begyndte i 1996 i den østlige del af landet. Det var ikke tilfældigt, at oprøret begyndte her. Dette er et område, som de centrale myndigheder aldrig har haft kontrol over, og det har altid været DR Congos mest urolige region. Området er støder op til Uganda, Rwanda og Burundi, og den politiske situation har været præget af rivalisering mellem de to etniske grupper, hutuer og tutsier. Striden har ført til store borgerkrige i både Rwanda og Burundi, og har også været medvirkende i krigen i DR Congo.

Der var flere grunde til oprøret, der brød ud i Sydkivu i 1996. Området havde i længere tid været præget af Rwandas borgerkrig mellem hutu-majoriteten og tutsi-minoriteten, som havde været i gang siden 1990. Da borgerkrigen førte til folkedrabet på mere end 800.000 tutsier og moderate hutuer i foråret 1994, valgte en million hutuer at flygte over grænsen til DR Congo. Der slog de sig ned i store flygtningelejre. Blandt flygtningene var også hutu-militsen Interhamwé, som havde deltaget kraftigt i massakrerne. Interhamwé brugte flygtningelejre som base for angreb ind i Rwanda, og derudover gik de til angreb på tutsier i DR Congo. De såkaldte banyamulengene (etniske tutsier) blev angrebet af ekstremistiske rwandiske hutuer. Banyamulengene var også under pres fra de lokale myndigheder, der forsøgte at landsforvise hele befolkningen på 400.000 personer med den begrundelse, at de ikke var congolesere. Denne etniske gruppe havde boet i området i mere end to hundrede år, men var blevet større efter banyamulenger flygtede fra Rwanda i 1959. Da de i 1996 fik de at vide, at deres jord ville blive konfiskeret og bedt om at forlade landet inden for en uge, reagerede de ved at gribe til våben og angribe både regeringsstyrker og Rwandiske hutu-milits Interhamwé.

Mobutu falder

Oprøret blev begyndelsen på en fem år lang og blodig borgerkrig. Banyamulengene allierede sig snart med adskillige politiske og etniske grupper, og sammen dannede de AFDL, ledet af Laurent Kabila. AFDL blev støttet af den rwandiske hær, som gik ind i DR Congo i 1997. Rwandas tutsi-regering så en mulighed for at styrte Mobutu, der havde været en vigtig allieret i den tidligere rwandiske hutu-regering. Desuden ønskede den rwandiske regering at få kontrol over Interhamwé og stoppe militsens angreb på rwandisk jord. Tutsier fra den ugandiske hær deltog også på AFDLs side. DR Congos regeringshær var lille og i dårlig forfatning efter flere års manglende lønudbetalinger og kunne derfor ikke holde stand mod AFDL og deres allierede. Mobutus regime faldt den 17. maj 1997, da oprørerne erobrede hovedstaden Kinshasa, og Mobutu drog i eksil. AFDLs leder Laurent Kabila blev udråbt til præsident, og landets gamle navn, Den Demokratiske Republik Congo, blev taget tilbage.

Desværre viste Kabila sig at være lige så dårlig som sin forgænger til at fordele magten og blev snart uvenner med sin tidligere allierede i AFDL. Anti-banyamulenge-retorik gjorde, at han mistede støtte fra både banyamulengene, Uganda og Rwanda, og kampene blussede op igen i august 1998. Også denne gang startede oprøret i det østlige Congo, og oprøret havde mange paralleller til den opstand, som Kabila havde ført i 1996-97, men denne gang var oprøret rettet mod ham. Uganda og Rwanda spillede nok en gang en central rolle, men nu involverede også flere andre afrikanske lande sig, og kampene spredte sig hurtigt til store dele af landet. Efter 1998 udviklede borgerkrigen i DR Congo sig til at blive Afrikas første multi-nationale militære konflikt, og krigen blev langt mere kompliceret, end den havde været tidligere.

Sikkerhed og naturressourcer

Lande, der har deltaget i krigshandlinger i DR Congo er bl.a. Rwanda, Burundi, Angola, Namibia, Uganda og Zimbabwe. Derfor er krigen også blevet kaldt Afrikas først verdenskrig, og det anslås, at der på det højeste deltog 50.000 udenlandske soldater i krigen i Congo, ofte ud fra en begrundelse om national sikkerhed. Den begrundelse udgør dog ikke hele billedet. Angola ønskede at ødelægge UNITA’s baser i den sydlige del af DR Congo. Namibia slog sig sammen med Angola, fordi UNITA samarbejde med namibiske oprørsgrupper. Begge lande slog sig sammen Zimbabwe på regeringshærens side. Uganda og Rwanda valgte efter 1998 at kæmpe mod regimet, de tidligere havde været med til at indsætte. Rwandas regering begrundede dette med, at Kabilas regime ikke magtede at standse hutu-militsen, Interhamwé, der stod bag målrettede angreb mod civile i Rwanda fra baser i Congo, hvad der også lagde grunden for Burundi og Ugandas begrundelse for at indgå i konflikten.

Flere af landene havde også interesse i DR Congos naturressourcer. DR Congo har Afrikas største diamantforekomster, ligesom der er fundet store forekomster af coltan, kobolt, guld og kobber, netop i den urolige region i det østlige Congo. Her bliver mange ædelsten og mineraler udvundet ulovligt i ly af krigen. DR Congo fik i 2005 medhold, da landet indgav Uganda for den Internationale Domstol i Haag, og Uganda blev idømt at betale for at have drevet minevirksomhed i den østlige del af Congo under krigen. Derudover har FN udfærdiget rapporter i både 2001 og 2003, der fastslår, at også angolesiske, rwandiske og zimbabwiske selskaber har deltaget i ulovlig udvinding af mineraler – de samme lande, der var mest involverede i krigshandlingerne.

DR Congo og freden

Der var mange forsøg på at få en fredsaftale i stand mellem regeringen og de mange oprørsgrupper i DR Congo, inden det lykkedes med den såkaldte Lusaka-aftale i 1999. I aftalen blev man blandt andet enige om at udsende fredsstyrker under FN-flaget og at påbegynde afvæbningen af oprørsgrupperne. Det viste sig imidlertid, at Kabila ikke var så interesseret i at skabe fred, og i 18 måneder forblev situationen uændret, indtil han i 2001 blev dræbt af sin livvagt. Sønnen, Joseph Kabila, overtog magten, og anlagde umiddelbart en mere forsonende tone overfor regimets modstandere. Han indgik en aftale om magtfordeling med de forskellige parter, og en overgangsregering blev indsat. Det medførte, at de udenlandske styrker officielt trak sig ud af landet i løbet af 2002. I maj 2003 vedtog FN’s sikkerhedsråd at indsætte en fransk-ledet, multinational styrke udover fredsstyrken. Måneden efter fik man en aftale mellem samtlige af de stridende grupper, og krigen blev officielt afsluttet. Der er dog stadig uroligheder i dele af landet, særligt i de østlige egne, og selvom de udenlandske soldater officielt er trukket ud, beskyldes enkelte lande i regionen for at støtte oprørere i denne del af DR Congo.

Congolesere med valgkort venter på at få lov til at stemme. Foto: UN Photo/Myriam Asmanil

Krigen i DR Congo er blevet betegnet som en af de mest alvorlige humanitære kriser i nyere tid. Man regner med, at omkring 4 millioner mennesker er omkommet, de fleste som følge af sygdom og sult, og ikke af direkte krigshandlinger. Landet står i dag overfor store problemer, men der er alligevel optimisme at spore i forhold til landets videre udvikling. I 2005 blev der afholdt folkeafstemning om landets nye grundlov. For første gang, siden landet blev uafhængigt af Belgien i 1960, blev der afholdt præsidentvalg i sommeren 2006, hvor Joseph Kabila gik af med sejren. Kabila fik støtte fra Vesten, herunder USA og Frankrig, men også fra Sydafrika og Angola. Dertil er udenlandske selskaber, der har underskrevet kontrakt under Kabilas styre, positive overfor det siddende regime.

Den humanitære krise er dog ikke til at komme udenom. Den internationale hjælpeorganisation, International Rescue Committee (IRC), rapporterer om store civile tab. Én af grundende til den humanitære krise er, at infrastrukturen i landet er brudt fuldstændig sammen, hvad der gør det vanskeligt at få lægehjælp og medicin frem til dem, der har brug for det. Mange mennesker dør af sygdomme, som det ellers ville være muligt at kurere. Vandkvaliteten er dårlig, og der mangler gode sanitære systemer. På grund af konflikten er mange flygtet fra deres hjem, og har ingen adgang til mad, tøj eller arbejde.

Herudover begyndte oprørslederen, Laurent Nkunda, i 2007 at opbygge nye styrker i Nordkivu i den østlige del af landet. Nkunda har været aktiv i stridighederne i regionen, siden han deltog i borgerkrigen i Rwanda i 1994. I løbet af foråret og sommeren sikrede han sig støtte fra lokalmiljøerne til sin milits, CNDP, i denne provins.

Nkuda er tutsi og beskylder den congolesiske regering for at støtte hutu-militsen, FDLR, der har opholdt sig i grænseområdet mellem Rwanda og DR Congo siden midten af 1990erne. Efter en række sammenstød i 2007, lykkedes det FN-styrkerne at forhandle sig frem til en våbenhvile mellem de stridende parter i januar 2008. Aftalen var dog ikke forpligtende for parterne, og lod en lang række spørgsmål stå ubesvarede hen. Det vigtigste punkt i aftalen var, at grænseområdet mellem Rwanda og DR Congo skulle patruljeres af FN-styrker fremover.

Aftalen er ikke blevet overholdt af nogle af parterne. Mindre sammenstød har fundet sted siden, og FN-styrkerne har ikke kunne gennemføre jævnlige patruljeringer i området. Regeringerne i Rwanda og DR Congo beskylder hinanden for manglende handlekraft, imens flere og flere civile drives på flugt fra deres hjem.

Fra efteråret 2008 og frem er situationen blevet forværret betragteligt med Laurent Nkundas forsøg på at indtage byen Goma, der ligger på grænsen mellem de to lande. Goma huser et af FN-styrkens største hovedkvarterer, men styrkerne har været ude af stand til at beskytte civilbefolkningen, der er flygtet fra byen i store strømme. Nkunda valgte til sidst ikke at invadere byen, og trak sine styrker nordpå igen. Samtidig begyndte der at sprede sig rygter om, at angolanske og zimbabwiske styrker var blevet set i aktion med regeringshæren i flere tilfælde. Dette er blevet benægtet af regeringerne i begge lande, der ikke vil tage ansvar for soldater, der er blevet tilbage i DR Congo efter fredsaftalen i 2003. Efter alt at dømme bliver disse soldater dog betalt for at overvåge de store miner, der drives illegalt i landet.