Den Centralafrikanske Republik

I perioden 1964 – 1979 var regimet i landet særligt brutalt. Det var ledet af den selvudnævnte kejser Jean Bedel Bokassa. Efter han blev afsat ved et militærkup i 1979, fulgte et årti med militærstyre. Under militærstyret voksede ønsket om demokrati i landet, og styret åbnede op for demokratiske processer. På baggrund af et stærkt internt pres blev der indført flerpartisystem i 1992. Året efter vandt André-Félix Patassé valget, og blev landets første demokratiske præsident. 1990erne var igen præget af politisk ustabilitet.

Vælger afgiver sin stemme i hovedstaden Bangui under valget i 1998. (Foto: UN Photo/Evan Schneider)

Mod slutningen af 1990erne blev etnisk baggrund og tilhørsforhold stadig vigtigere både politisk og i samfundet generelt. Det påvirkede også landets militærstyrke, der også bestod af præsidentens vagtværn. Soldaterne i vagtværnet bestod af trofaste tilhængere af præsidenten, og tilhørte gerne samme etniske gruppe som ham. De øvrige soldater fandt, at de blev uretfærdigt behandlet, og at vagtværnet fik flere fordele end dem.

I maj 2001 brød en gruppe soldater ud af hæren og forsøgte et kup mod præsident Patassé. De fleste kampe foregik i hovedstaden Bangui. Regeringshæren svarede igen med at bombe den sydvestlige del af hovedstaden, hvor oprørssoldaterne gemte sig. Efter to ugers kamp havde regeringen igen kontrol med hele byen. Der blev indledt forfølgelser og jagt på soldaternes familier. Det resulterede i, at mere end 80.000 civile flygtede fra hovedstaden. Øverstkommanderende for militæret, Francois Bozizé, blev anklaget for at være involveret i kupforsøget. Han blev afsat og forsøgt fængslet, men modsatte sig, og knap 300 soldater deserterede fra militæret for at støtte ham.

Bozizé dannede en oprørsbevægelse med soldaterne bag det tidligere kupforsøg, og bevægelsen voksede sig hurtigt stor. Målet for gruppen var at fjerne præsidenten og regeringen. De mente, præsidenten var korrupt og plyndrede landets ressourcer. Endvidere påstod de, at det ville tage for lang tid at få et magtskifte ved hjælp af demokratiske midler, og at man derfor måtte ty til andre midler. Nabolandet Tchad støttede Bozizés oprørsbevægelse. De tillod bevægelsen at opholde sig i landet og angribe fra Tchads side af grænsen. Forholdet mellem Tchad og Den Centralafrikanske Republik blev stadig dårligere, og andre lande gik ind i konflikten. Libyen støttede Den Centralafrikanske Republik med soldater, takket være præsidentens nære bånd med til Gaddafih. Også oprørsbevægelsen i DR Congo støttede præsidenten, til gengæld for fri passage af udstyr og forsyninger gennem landet.

I oktober 2002 gik Bozizé og hans styrker ind i hovedstaden. Efter nogle dages hårde kampe formåede regeringshæren at nedkæmpe oprørerne, men hovedstaden var fuldstændig ødelagt. Bozizés styrker kontrollerede stadig den nordlige del af landet, og Bozizé gav sig ikke. I 2003 angreb han igen hovedstaden og fik denne gang kontrol med byen, hvorpå han udnævnte sig selv som statsoverhoved. Han opløste nationalforsamlingen og ophævede grundloven. Bozizé forsikrede, at det var et midlertidigt, men nødvendigt skridt på vejen mod demokrati for Den Centralafrikanske Republik; inden 2005 skulle der etableres demokrati i landet.

Efter tre år med relativt rolige forhold i landet blussede konflikten op igen i 2006. En ny oprørsgruppe, kaldet Union of Democratic Forces for Unity (UFDR), angreb den siddende præsident, Bozizé. Lederne af UFDR havde i 2003 hjulpet Bozizé til magten, men anklagede ham nu for at favorisere sin egen etniske gruppe økonomisk og eksludere andre fra magten, og ønskede ham fjernet. I løbet af 2006 var der flere kampe mellem regeringssoldater og UFDR, og flere blev dræbt. Kampene fandt primært sted i den nordlige del af landet på grænsen til Sudan. Regeringen anklagede Sudan for at støtte oprørerne, hvad de sudanesiske myndigheder har benægtet.

Civilbefolkningen blev udsat for grove overgreb, både fra regeringssoldater og oprørsgrupper. Krig og uro i nabolandene Tchad, Sudan og DR Congo gjorde det nemt for oprørerne at købe våben. På grænsen mod Tchad blev der rapporteret om, at regeringsstyrker fra Tchad gik ind i den Centralafrikanske Republik og plyndrede landsbyer. Omkring hundrede landsbyer blev brændt ned i sammenstødet mellem regeringsstyrker og oprørere.

Kønsbaseret vold er også taget til; omkring 30% af den kvindelige befolkning er blevet udsat for seksuelle overfald. Man regner med, at antallet af internt fordrevne er over 150.000. Situationen i nord er kaotisk med oprørsgrupper, landevejsrøvere og andre væbnede grupperinger, der holder til i området. I løbet af 2007 har myndighederne forsøgt at få en fredsaftale i stand med flere af oprørsgrupperne i håbet om at stabilisere konflikten. I april 2007 underskrev præsidenten en aftale med oprørsgruppen UFDR, der garanterede amnesti for oprørerne. Forhåbentlig er det et skridt på vejen mod mere fredelige tilstande for landet og for flygtningene til at vende hjem igen, men FN og andre organisationer er bekymrede for, om landet er på vej mod en humanitær katastrofe.