Libanon

Libanon blev selvstændigt i 1946. Da landet havde været et fransk mandatområde siden fredsslutningen efter Første Verdenskrig, blev Libanon kendt som Mellemøstens Schweiz, og hovedstaden Beirut blev på grund af sine brede boulevarder og fransk-inspirerede arkitektur, kaldet Mellemøstens Paris. Nogle få af de storslåede bygninger overlevede den libanesiske borgerkrig, der varede fra 1975 til 1990.

Borgerkrigen i Libanon kan ikke ses isoleret fra konflikten mellem palæstinenserne og israelerne, (se Israel-Palæstina). Mange palæstinensere søgte tilflugt i Libanon, da de flygtede fra israelernes offensiver i slutningen af 1940’erne og i 1967. Mange bor stadig i flygtningelejre, og de palæstinensiske flygtninge udgør i dag omkring 10 procent af den libanesiske befolkning. Lejrene har hele tiden været den palæstinensiske modstandsbevægelses vigtigste rekrutteringsgrundlag. Den Palæstinensiske Befrielsesorganisation (PLO) etablerede tidligt militærbaser i det sydlige Libanon, som blev brugt som base for guerilla-angreb mod Israel. Da PLO blev tvunget til at forlade Jordan i 1970, etablerede de deres hovedkvarter i Beirut. Der var med andre ord en tydelig palæstinensisk tilstedeværelse i landet, og fra slutningen af tresserne førte dette til en stigende spænding mellem palæstinensere og libanesiske nationalistiske grupper. Falange var sådan en libanesisk gruppe. Den havde sit udspring i det største kristne samfund i Libanon, nemlig i de arabisk-talende maronitter.

Aleye Al-Dor fortæller om klyngebombene, som ramte ti meter fra hendes hus. Foto: UN Photo/Mark Garten

Ud over konflikten mellem palæstinenserne og falangister, blev kløften mellem venstre- og højreorienterede i libanesisk politik stadigt større op gennem i tresserne. Gennem hele sin historie har Libanons politiske liv været domineret af landets kristne befolkning, som bestod af et snævert flertal i en befolkning, der også bestod af store grupper af drusere, shia-muslimer og sunni-muslimer. Men nu ønskede radikale muslimske kræfter forandring. De muslimske venstreorienterede allierede sig med palæstinenserne, mens falangisterne blev støttet af regeringen, hæren og Israel. Palæstina-Israel konflikten blev således blandet med interne stridigheder, og op gennem 1970’erne blev fronterne trukket stadigt hårdere op, og det kom til flere og flere voldelige sammenstød.

Den begivenhed, der betragtes som begyndelsen til borgerkrigen, var et falangistangreb på en bus med palæstinensere i Beirut i april 1975. PLO-lederen Yassir Arafat forsøgte at holde PLO udenfor, men falangistangreb i flere palæstinensiske flygtningelejre gjorde det umuligt. Derefter fulgte år med hårde kampe og med mange aktører involveret. Andre lande blandede sig også, og især Syrien og Israel var aktive i kampen. Syrien har traditionelt spillet en vigtig rolle i libanesisk politik og ønskede at indlemme Libanon i Syrien. Først i 1991 anerkendte Syrien Libanon som eget land, og Syrien har haft tropper i landet helt indtil 2005.

Israel deltog både direkte og indirekte i den libanesiske borgerkrig. For det første støttede de falangisterne både materielt og militært. De to mest kendte massakrer i de palæstinensiske flygtningelejre i Sabra og Shatila, stod falange bag, mens israelerne bevogtede udgangene. Israel støttede også den South Lebanese Army (SLA), som kæmpede mod PLO i det sydlige Libanon. Desuden gik Israel også selv ind i Libanon med tropper, første gang i 1978. Aktionen blev fordømt af FN, og israelerne valgte at trække sig ud. FN etablerede en observationsstyrke i grænseområderne. Israel gik imidlertid ind igen i 1982 og besatte store dele af Libanon indtil 1985. Besættelsen førte til massiv væbnet modstand, og i det sydlige Libanon blev den shia-muslimske gruppering Hizbollah oprettet for at bekæmpe israelerne. I 1985 valgte israelerne at trække sig tilbage til en selvdefineret sikkerhedszone, og først i år 2000, trak de sig helt ud af landet. Borgerkrigens afslutning sættes ofte til 1990, da den såkaldte Taif-aftale fik praktiske konsekvenser, og man begyndte afvæbningen af de forskellige militsgrupper. Det anslås, at omkring 100.000 mennesker mistede livet i løbet af den femten år lange borgerkrig. Lige så mange blev påført varige skader.

Efter borgerkrigen var forbi blev de forskellige militante grupper afvæbnet. Den eneste gruppe, der ikke opgav våbnene var Hizbollah, der efterhånden har vokset sig til at blive landets største militære magt. Hizbollah har modtaget massiv militær støtte fra de shiitiske naboer, Iran og Syrien. De har også stærk støtte i Sydlibanon efter i mange år at have drevet skoler og hospitaler her. Siden 1992 har Hizbollah også været et politisk parti og har i dag flere repræsentanter i både regeringen og parlamentet.

I begyndelsen af juli 2006 kidnappede Hizbollah kidnappede to israelske soldater. Israel reagerede i de følgende uger ved at gå til angreb på Libanon, både fra luften og med landstyrker. Denne modoffensiv mødte massiv kritik fra det internationale samfund og FN, og blev af de fleste betragtet som værende en reaktion ude af proportioner. Omkring 1.000 libanesere blev dræbt i konflikten, mod 40 israelere og et ukendt antal soldater fra den israelske hær. I midten af august 2006 vedtog Sikkerhedsrådet resolution 1701, der udvidede den allerede store FN-styrken, UNIFIL. Dette førte til, at parterne enedes om en våbenhvile. Begge parter betragtede sig selv som sejrherrer i konflikten. I 2007 var der ingen konfrontationer mellem parterne, men Hizbollah udvidede sit forsvarsværk i nærheden af den UNIFIL-oprettede delingslinje. I sommeren 2008 udvekslede Israel og Hizbollah faldne fra krigen. Israel fik de to døde soldater, der blev kidnappet, mens Hizbollah fik de jordiske rester af 200 libanesiske faldne fra kampene sammen med fem løsladte fanger.