Liberia

Liberia har en speciel historie, da det har som det eneste land i Afrika aldrig været koloniseret af europæiske stormagter og har en stærk forbindelse til USA. Liberia blev grundlagt af frigivne amerikanske og caribiske slaver. De amerikanske myndigheder mente at de frigivede slaver ville få det bedre i Afrika en Amerika og sendte dem til et land de kaldte Liberia (Liberty=Frihed).

Konflikt med de indfødte  

Efterkommere af slaverne, kaldet americo-liberianere, udgør omkring 5 procent af befolkningen. Indtil 1980 var det dette mindretal, der regerede landet efter en model bygget på amerikanske demokratiske principper.  Da  Samuel Doe tog magten ved militærkup blev det enden på det americo-liberiske styre: Doe indsatte en militærjunta bestående af medlemmer fra Liberias oprindelige etniske grupper. I 1980’erne fik landet økonomiske problemer, og samtidig blev Does korrupte regime mere og mere upopulært. Oprøret brød ud juleaften i 1989. Et par hundrede medlemmer af den liberianske oprørsgruppe NPLF invaderede Liberia fra deres baser i Elfenbenskysten. Lederen var americo-liberianeren Charles Taylor. Oprøret blev brutalt nedkæmpet af regeringsstyrker. Det betød dog, at oprørerne vandt sympati hos befolkningen, og oprøret bredte sig til nye områder. I løbet af kort tid var borgerkrigen i gang.

Etnisk krig

NPLF blev delt i to fraktioner allerede i 1990. Taylor fortsatte som leder af NPLF, mens Prince Yormie Johnson blev leder af det nyoprettede INPLF. Senere fulgte nye splittelser, således at man til sidst fik en række forskellige oprørsgrupper, som dels kæmpede mod hinanden og dels mod regeringshæren. Før borgerkrigen var der kun lidt fjendskab mellem de forskellige etniske grupper i Liberia, men dette ændrede sig i krigsårene. Civilbefolkningen var særligt udsat, da det ikke var regulære tropper, men oprørsgrupper der kæmpede, og der ikke var nogen regeringshær til at beskytte dem. Kamphandlingerne blev derimod udført af militsgrupper fra forskellige etniske grupperinger, og dette førte til omfattende etnisk udrensning. Der fandt en masse grusomheder sted i den liberianske borgerkrig, blandt andet fordi soldaterne blev givet stoffer til at miste hæmninger. Der blev spillet på overtro og spiritisme, og kannibalisme forekom formentlig i de fleste lejre. At spise modstanderes hjerte og drikke deres blod ansås for give soldaterne øget styrke.

Taylor som præsident

Ecowas, som er et samarbejdsorgan for Vest-Afrika, mislykkedes i sine første forsøg på at få de forskellige parter til forhandlingsbordet. De besluttede derfor i 1990 at sende styrken ECOMOG ind for at stabilisere situationen og indsætte en overgangsregering. Omtrent på samme tid kidnappede INPLF landets præsident Samuel Doe og torturerede ham til døden. Både Taylor og Johnson hævdede, at de var landets nye statsoverhoved, og ingen af dem ville acceptere den midlertidige regering, som var blevet indsat under ECOMOGs beskyttelse. Konflikten blev yderligere kompliceret af, at heller ikke den afdøde Does tilhængere accepterede ECOWAS’s indsættelse af regering. De dannede dog deres egen væbnede gruppe. Dette betød at et et år med hårde kampe fulgte, før INPLF opløst i 1992. En ny våbenhvile blev underskrevet i 1993, og FN sendte en observatørstyrke for at bistå ECOMOG. I årene, der fulgte, blev flere fredsaftaler underskrevet, men NPLF brød gang på gang våbenhvilen. I 1996 fik man en våbenhvile, som holdt længe nok til, at der blev afholdt valg. Taylor blev valgt til præsident i 1997, og dermed lagde også NPLF våbnene. ECOMOG og FNs observatører trak sig ud efter de forskellige militser var blevet afvæbnet.

Afvæbning og udvikling

Efter flere år med et relativt stabilt styre, brød borgerkrigen ud igen i 2002. Nu var det oprørsgruppen LURD, der greb til våben i det nordlige Liberia, men oprøret spredte sig hurtigt til andre dele af landet. LURD krævede nye fredsforhandlinger, og Taylor indvilgede i at træde tilbage som præsident på betingelse af, at nye fredsbevarende styrker blev indsat. Både ECOWAS og FN sendte fredsbevarende styrker til landet, og Taylor gik i eksil i Nigeria. Som den første afrikanske leder er Samuel Taylor sat for den internationale krigsforbryderdomstol i Sierra Leone for forbrydelser mod menneskeheden. Af frygt for, at en retssag mod ham vil kunne destabilisere hele regionen, er retsagen nu overført til domstolen i Haag. En ny overgangsregering blev indviet i 2003, og efteråret 2005 blev der afholdt ordinære valg. Ellen Johnson-Sirleaf blev valgt til præsident efter en hård valgkamp, hvor hovedmodstanderen var den internationalt kendte fodboldspiller George Weah. Johnson-Sirleaf kunne derefter tage fat på opgaven med at få landet på fode igen efter den brutale borgerkrig. Der arbejdedes den dag i dag i Liberia for at afvæbne oprørerne, men tendensen går i den rigtige retning. I 2006 oprettede regeringen en sandheds- og forsoningskommission. Landet kæmper fortsat med korruption og kriminalitet, men landet bevæger sig nu langsomt men sikkert mod normaliserede forhold.