Nepal

Nepal er et land med en lang tradition for dikatoriske kongedømmer. I begyndelsen af 1960erne bevægede landet sig i en kort periode i en mere demokratisk retning, indtil kongen tog magten og indsatte sig selv som enehersker i landet. Først 32 år efter i 1991 blev demokratiseringsprocessen sat i gang igen. Detr medførte store demonstrationer og mange hundrede døde, førend kong Biendra gik med til en revidering af monarkiet. Nepal skulle fra da af have konstitutionelt monarki, mens den udøvende magt skulle ligge hos de folkevalgte repræsentanter.

Det unge demokrati fik hurtigt problemer. Omfattende korruption og politisk kaos svækkede politikernes troværdighed. Befolkningen i et verdens mest fattige lande var misfornøjede med landets ledere og det manglende fremskridt. Midt i det etablerede maoistiske oprørere sig i de fattige nepalesiske landsbyer. Oprørerne ønsker at styrte monarkiet og indføre et kommunistisk samfund efter samme mønster som den kinesiske kulturrevolution i 1960erne. I februar 1996 lancerede de ’Folkekrigen’. Maoisternes anti-monarkiske, anti-feudale retorik gav dem en stigende støtte blandt de fattige landmænd, der følte sig negligerede af nepalesisk politik, og efter kort tid gik maoisterne fra at være et ubetydeligt parti med ganske få repræsentanter i parlamentet til at blive landets største politiske bevægelse. Regeringshæren var hurtigt ude for at slå oprøret ned, men deres hårdhændede behandling af lokalbefolkningen fik kun støtten til maoisterne til at vokse.

I 2001 skete der noget, der fik stor betydning for den videre politiske udvikling i landet. I den såkaldte ’Paladsmassakre’ dræbte en tilsyneladende fuld kronprins kongen og dronningen og otte andre medlemmer af kongefamilien, før han tog livet af sig selv. Massakren betød, at kongens yngre bror, Gyanendra, blev indsat som ny konge. Efter han satte sig på tronen, blev det vanskeligt at være folkevalgt i Nepal. Gyanendra tog mere og mere magt til sig, indtil han i 2005 erklærede landet i undtagelsestilstand, afsatte statsministeren, opløste nationalforsamlingen og indsatte sig selv som udøvende magt. Han fængslede en række demokratisk valgte ledere, politikere, journalister og menneskerettighedsaktivister, og satte på den måde et effektivt stop for ytringsfriheden og alt politisk opposition. Han forsvarede sig med, at politikerne ikke formåede at bekæmpe den maoistiske guerilla, og at der måtte stærkere midler til. Handlingerne blev fordømt af det internationale samfund, og blev betragtet som et decideret statskup.

I landsbyerne rasede kampene mellem regeringshæren og maoisterne uafbrudt. Mellem 2001 og 2005 tiltog kampene i styrke, og kortere perioder med våbenhviler i 2001 og 2003 blev efterfulgt af perioder med endnu voldsommere kampe. Frem til kuppet i 2005 havde Nepal en vigtig støtte i bl.a. Indien, der frygtede at oprøret skulle sprede sig ind over grænsen. USA og Storbritannien var også generøse med materiel støtte, eftersom de havde defineret maoisterne som terroristerne, og kampen mod dem blev en del af den internationale kamp mod terror. Efter kuppet i 2005 blev støtten mere afmålt, og kongen blev udsat for et betydeligt internationalt pres. Det førte til, at han i foråret 2005 løsladte de fleste af de politiske fanger, dog uden at trække sig nævneværdigt tilbage fra den politiske scene.

Indbyggere i byen Biratnagar demonstrerer for mere magt i parlamentet. (Foto: UN Photo/Agnieszka Mikulska)

I foråret 2006 brød der endnu en gang store demonstrationer ud over hele landet, og nepaleserne gav tydeligt udtryk for, at de ønskede, kongen skulle træde tilbage og lade de folkevalgte repræsentanter styre landet. Kongen prøvede i første omgang at standse demonstranterne med magt. Da det ikke lykkedes, gav han efter for deres krav om at genindsætte den opløste nationalforsamling. Forsamlingen, der består af den såkaldte syvpartialliance, er begyndt arbejdet med at få love på plads, der begrænser kongens magt. De skulle også se til, at hæren kom under civil kontrol frem for under kongens. Alliancen har imidlertid et forholdsvis dårligt rygte med mange anklager om korruption, så der er stor tvivl om den virkelig repræsenterer den politiske forandring, der er ønsket.

I fredsaftalen mellem kong Gyanendra og maoisterne, der blev indgået i 2006, blev det slået fast, at Nepal skulle gøres til republik. Efter den nye regering begyndte sit arbejde, var der dog ingen af partierne, der viste tegn på at støtte op omkring den ændring. I efteråret 2007 trak maoisterne, der havde fået plads i den nye regering, sig ud af regeringen i protest mod, at landet stadig var et monarki. I efteråret 2008 blev der afholdt nye valg, og maoisterne vandt overraskende 1/3 af pladserne i den lovgivende forsamling. I juni 2008 gik kong Gyanendra af, og på det første møde i nationalforsamlingen blev Nepal omgjort til republik. Forsamlingen har nu til 2010 til at skrive en helt ny grundlov for landet, der har været monarki i 240 år.