Norduganda

I mange år fremhævede den vestlige verden præsident Yoweri Museveni, som et godt eksempel. Kritikken af ham er imidlertid steget i de seneste år. Det skyldes, at de demokratiske regler ikke bliver fulgt, og at regeringen ikke formår at stoppe oprørsgruppen The Lord's Resistance Army (LRA). Museveni kom til magten ved et kup i 1986 og har siden beholdt præsidenttitlen. Der har været mange oprørsgrupper i Uganda under Musevenis regeringstid, men det er kun LRA, der er aktive i dag. Dette er en gruppe, der terroriserer den nordlige del af Uganda, og som tidligere blev støttet af den sudanesiske regering. Længe havde LRA også baser i det sydlige Sudan. Den muslimske sudanesiske regering støttede den kristne oprørsgruppe som hævn for, at Ugandas regering længe støttede de sudanesiske oprørere SPLM/A (se Sudan).

Ugandas indenrigsminister Ruhahana Rugunda og FNs nødhjælpskoordinator Jan Egeland holder pressekonference i Juba i Sudan efter fredsforhandlinger mellem den ugandiske regering og LRA i november 2006. (Foto: UN Photo/Tim McKulka)

LRA’s oprindelse

LRA hed oprindeligt Holy Spirit Movement (HSM) og blev dannet i 1985 af Alice Auma. Hun hævdede, at Gud talte til hende gennem ånden Lakwena og bad hende om at gå i krig mod Musevenis regime. Hun var selv bevægelsens leder, indtil hun blev tvunget i eksil i 1987. Joseph Kony overtog ledelsen og har den stadig. Kony hævdede, at han var Aumas fætter, og at Lakwena nu havde taget bolig i ham. I 1992 skiftede gruppen navn til LRA. LRA rekrutterer soldater ved at bortføre børn i de nordlige områder. Sandsynligvis består LRAs hær af omkring 80 procent børnesoldater. Ca. 25.000 børn er blevet bortført i løbet af de sidste 20 år og blevet brugt som sexslaver og soldater. For at få en ende på massebortførelserne etablerede regeringen såkaldte beskyttede lejre, hvor lokalbefolkningen blev tvunget til at leve. Mangel på vagter fra regeringshæren har imidlertid gjort lejrene til foretrukne mål for LRAs angreb.

Kampen mod oprørerne

Musevenis regime har kæmpet mod LRA i nitten år. Mange hævder nu, at det er manglende vilje, der gør at konflikten ikke er løst. Noget, der kan motivere regimet til at holde krigen i gang er, at den pacificerer Acholi-folket. De er nu enten internerede i de beskyttede lejre eller er blevet tvunget med i LRA. Acholierne havde i lang tid magten i Uganda, og det var en præsident af acholifolket, der blev væltet af Museveni. Kritikken af Musevenis håndtering af LRA har været stigende. I 2002 underskrev Sudan og Uganda en aftale, der tillod Uganda at angribe LRAs baser i det sydlige Sudan. Sudan også lovede også ikke længere at støtte LRA med våben. Efter at denne aftale gik i orden, virker det uforståeligt, at Uganda ikke er i stand til at få bugt med LRA, som tilsyneladende kun har få og dårligt udrustede soldater. Nogle hævder, at Museveni har brug for konflikten i det nordlige Uganda for at retfærdiggøre at have en stor hær, som så sikrer ham at beholde magten. I de seneste år har der været en stigende militarisering af det ugandiske samfund, og al politisk opposition slås hårdt ned. Dette har betydet, at mange vestlige lande tilbageholder bistandsmidler. Andre kommenterer, at jorden til dem, der er tvunget til at sidde i lejrene, nu er forvandlet til større jordbrug for Musevenis tilhængere. Dette kan også gøre Museveni mindre interesseret i at løse konflikten. Ugandas regering fortsætter dog med at hævde, at de er tæt på et gennembrud.

Museveni har generelt haft ringe interesse i at forhandle med oprørerne, fordi han hævder, at gruppen ikke har en politisk dagsorden, som det går an at diskutere. Ikke desto mindre er der gjort gentagne forsøg på at opnå en våbenhvileaftale. I 1994 troede mange, at der ville komme et gennembrud i løbet f kort tid. Det var første gang repræsentanter for LRA og den ugandiske regering mødtes ansigt til ansigt. Forhandlingerne brød sammen, da Museveni stillede et ultimatum med kort frist, som LRA ikke vil efterkomme. Siden 2005 har det været vanskeligt at få fat i vigtige ledere af LRA, fordi Den Internationale Straffedomstol, ICC har efterlyst dem, tiltalt for krigsforbrydelser. Dette har gjort yderligere fredsforhandlinger meget vanskelige.

I august 2006 indgik LRA og regeringen en aftale om våbenhvile. Yderligere fredsforhandlingerne er blevet forsinkede på grund af LRAs problemer med at kommunikere med deres kommandanter i afsondrede og vanskeligt tilgængelige dele af landet.

Efter forholdet mellem den ugandiske regering og det sydlige Sudan er blevet forbedret, er LRA blevet tvunget ud af Sudan. Flere af gruppens styrker er flygtet til områder i den østlige del af Den Demokratiske Republik Congo, men Uganda fik ikke lov af regeringen i DR-Congo til at forfølge gruppen over grænsen. I løbet af 2006 kom det til flere konfrontationer mellem LRA og FN's fredsbevarende styrke i DR-Congo, MONUC.

LRA flytter

Fre 2006 til 2008 blev der forhandlet mellem myndighederne i Uganda og LRA. Disse forhandlinger endte i en aftale om varig våbenhvile, som blot skulle underskrives af LRA’s leder Joseph Kony. Da han ikke mødte op for at underskrive aftalen, brød forhandlingerne sammen.

Konflikten mellem LRA og de ugandiske myndigheder er blevet dæmpet betydeligt i løbet af de sidste år, men der sker stadig overgreb i den nordlige del af landet. LRA har i løbet af 2009 optrappet sine aktiviteter i Sydsudan, den østlige del af DR Congo og i den Centralafrikanske republik. Oprørsgruppen har i flere tilfælde slået til mod befolkningen i den Centralafrikanske republik og drevet dem på flugt. I oktober 2009 fik Uganda tilladelse fra den Centralafrikanske republik til at deltage i en militær operation mod LRA. Det er vanskeligt at vide præcis hvor stor LRA er, men det antages at gruppen tæller omkring 1000 personer. 

Kampen mod oprørerne

Musevenis regime har kæmpet mod LRA i nitten år. Mange hævder nu, at det er manglende vilje, der gør at konflikten ikke er løst. Noget, der kan motivere regimet til at holde krigen i gang er, at den pacificerer Acholi-folket. De er nu enten internerede i de beskyttede lejre eller er blevet tvunget med i LRA. Acholierne havde i lang tid magten i Uganda, og det var en præsident af acholifolket, der blev væltet af Museveni. Kritikken af Musevenis håndtering af LRA har været stigende. I 2002 underskrev Sudan og Uganda en aftale, der tillod Uganda at angribe LRAs baser i det sydlige Sudan. Sudan også lovede også ikke længere at støtte LRA med våben. Efter at denne aftale gik i orden, virker det uforståeligt, at Uganda ikke er i stand til at få bugt med LRA, som tilsyneladende kun har få og dårligt udrustede soldater. Nogle hævder, at Museveni har brug for konflikten i det nordlige Uganda for at retfærdiggøre at have en stor hær, som så sikrer ham at beholde magten. I de seneste år har der været en stigende militarisering af det ugandiske samfund, og al politisk opposition slås hårdt ned. Dette har betydet, at mange vestlige lande tilbageholder bistandsmidler. Andre kommenterer, at jorden til dem, der er tvunget til at sidde i lejrene, nu er forvandlet til større jordbrug for Musevenis tilhængere. Dette kan også gøre Museveni mindre interesseret i at løse konflikten. Ugandas regering fortsætter dog med at hævde, at de er tæt på et gennembrud.

Museveni har generelt haft ringe interesse i at forhandle med oprørerne, fordi han hævder, at gruppen ikke har en politisk dagsorden, som det går an at diskutere. Ikke desto mindre er der gjort gentagne forsøg på at opnå en våbenhvileaftale. I 1994 troede mange, at der ville komme et gennembrud i løbet f kort tid. Det var første gang repræsentanter for LRA og den ugandiske regering mødtes ansigt til ansigt. Forhandlingerne brød sammen, da Museveni stillede et ultimatum med kort frist, som LRA ikke vil efterkomme. Siden 2005 har det været vanskeligt at få fat i vigtige ledere af LRA, fordi Den Internationale Straffedomstol, ICC har efterlyst dem, tiltalt for krigsforbrydelser. Dette har gjort yderligere fredsforhandlinger meget vanskelige.

I august 2006 indgik LRA og regeringen en aftale om våbenhvile. Yderligere fredsforhandlingerne er blevet forsinkede på grund af LRAs problemer med at kommunikere med deres kommandanter i afsondrede og vanskeligt tilgængelige dele af landet.

Efter forholdet mellem den ugandiske regering og det sydlige Sudan er blevet forbedret, er LRA blevet tvunget ud af Sudan. Flere af gruppens styrker er flygtet til områder i den østlige del af Den Demokratiske Republik Congo, men Uganda fik ikke lov af regeringen i DR-Congo til at forfølge gruppen over grænsen. I løbet af 2006 kom det til flere konfrontationer mellem LRA og FN's fredsbevarende styrke i DR-Congo, MONUC.

LRA flytter

Fre 2006 til 2008 blev der forhandlet mellem myndighederne i Uganda og LRA. Disse forhandlinger endte i en aftale om varig våbenhvile, som blot skulle underskrives af LRA’s leder Joseph Kony. Da han ikke mødte op for at underskrive aftalen, brød forhandlingerne sammen.

Konflikten mellem LRA og de ugandiske myndigheder er blevet dæmpet betydeligt i løbet af de sidste år, men der sker stadig overgreb i den nordlige del af landet. LRA har i løbet af 2009 optrappet sine aktiviteter i Sydsudan, den østlige del af DR Congo og i den Centralafrikanske republik. Oprørsgruppen har i flere tilfælde slået til mod befolkningen i den Centralafrikanske republik og drevet dem på flugt. I oktober 2009 fik Uganda tilladelse fra den Centralafrikanske republik til at deltage i en militær operation mod LRA. Det er vanskeligt at vide præcis hvor stor LRA er, men det antages at gruppen tæller omkring 1000 personer.