Palæstina

Både palæstinensere og israelere er folkeslag med oprindelse i Mellemøsten. Hvem der, historisk set, har mest ret til området, er det centrale spørgsmål i konflikten i dag. Jøderne blev drevet ud omkring 70 år efter vor tidsregning og blev spredt ud over hele Europa og Mellemøsten. I mange år blev de nægtet adgang til området, mens de i deres nye lande ofte blev udsat for forfølgelse og overgreb. Som følge af blandt andet inkvisitionen i det sydlige Europa valgte mange jøder i 1500- og 1600tallet at bosætte sig i Palæstina igen. Man påregner, at befolkningen i Palæstina på det tidspunkt var omkring de 200.000, hvoraf den jødiske befolkning udgjorde omkring 15.000.

Den organiserede jødiske indvandring til Palæstina begyndte i 1882, som følge af zionismens opblomstring i Europa. Zionismen var en politisk bevægelse, der arbejdede for en jødisk stat i Mellemøsten. Bevægelsen fik sit diplomatiske gennembrud i 1917 med den såkaldte Balfour-erklæring, hvormed den britiske regering lovede at arbejde for oprettelsen af en jødisk stat i Palæstina.

Efter Første Verdenskrig gik det osmanniske rige, som Palæstina var en del af, i opløsning. Palæstina blev underlagt britisk mandat, hvad der satte skub i den jødiske indvandring. Palæstinenserne brød sig ikke om udviklingen, og der var stadig flere sammenstød mellem hhv. den jødiske minoritet, den arabiske majoritet og den britiske administration. Jødeforfølgelserne i Tyskland efter 1933 øgede indvandringen til Palæstina yderligere, hvad der i 1935 fik arabiske ledere til at fremsætte et krav om at standse den jødiske immigration. Derefter blev jøderne nægtet udrejse fra Europa, og mange blev ofre for nazisternes koncentrationslejre. I 1940 udgjorde jøderne omkring en tredjedel af Palæstinas befolkning på 1.530.000.

En israelsk stat blev oprettet

Den jødiske indvandring fortsatte efter Anden Verdenskrig, og det internationale samfunds støtte til oprettelsen af en israelsk stat havde større opbakning end tidligere. Samtidig greb ekstremistiske jødiske grupper, herunder Irgun, til våben og gik til angreb mod både briter og palæstinensiske arabere. Det fik frivillige, arabiske styrker fra flere lande til at blande sig i konflikten og aktivt støtte palæstinenserne. Den vanskelige situation fik de britiske myndigheder til at trække sig fra landet i maj 1948, og overlod derpå problemet til FN. FN anbefalede, at man delte landet i to, hvor jøderne ville blive tildelt 54% af jorden og palæstinenserne 46%. Palæstinenserne udgjorde på det tidspunkt 70% af befolkningen. Før FN fik færdiggjort sagen, proklamerede den zionistiske ledelse i Palæstina i 1948 staten Israel for oprettet.

Den arabiske verden anså FN’s anbefaling og det internationale samfunds støtte til oprettelsen af en jødisk stat som et svigt af palæstinenserne. Flere lande havde truet med at gå i krig skulle det ske, og Egypten, Irak, Jordan, Libanon og Syrien gjorde alvor af truslen. Den nye stat Israel blev kastet ud i en toårig krig med sine arabiske nabolande.

Da krigen sluttede i 1949, sad Israel på et landområde, der var 21% større, end hvad FN havde foreslået. Egypten tog Gaza, og Jordan besatte Vestbredden. Palæstinenserne sad tilbage uden nogen stat. 700.000 palæstinensere var flygtet fra områder, der nu var besat af Israel. De søgte tilflugt i flygtningelejre i Gaza og på Vestbredden samt i nabolandene Jordan, Syrien og Libanon. I 6-dageskrigen i 1967 tog Israel Gaza-striben og Sinai-ørkenen fra Egypten, Vestbredden med Øst-Jerusalem fra Jordan og dele af Golan-højderne fra Syrien, og besad dermed hele Palæstina.

I flygtningelejren Dikwaneh udenfor Beirut boede mere end 5000 palæstinensere i 1970. Få år senere blev lejren ødelagt, og flygtningene måtte flytte til andre lejre. (Foto: UN Photo/DB)

Den palæstinensiske befrielsesorganisation, PLO og Yassir Arafat

Den palæstinensiske befrielsesorganisation PLO blev dannet i 1964 og ledet af Yassir Arafat fra 1969. Flygtningelejre var de vigtigste rekrutteringspladser for de palæstinensiske modstandsbevægelser, der talte flere grupper. Nogle stod bag terroraktioner, bl.a. flykapringer, for på den måde at rette opmærksomhed mod palæstinensernes situation. Det diplomatiske gennembrud for PLO kom i 1988, da Arafat tog afstand fra brugen af terror i kampen for selvstændighed. Cirka samtidig udråbte det palæstinensiske nationalråd den selvstændige stat Palæstina, bestående af Gaza og Vestbredden. Mange lande anerkendte staten, og det palæstinensiske krav om selvstændighed blev forstærket, da der i 1987 udbrød oprør i de besatte områder. I 1994 lykkedes det at få kravet igennem, og for første gang kunne palæstinenserne stemme på deres egne myndigheder. De gik sammen med de israelske myndigheder om at finde en vej til en varig fred.

Fredsforhandlinger

I løbet af 1990erne gik forhandlingerne den rette vej, og i Oslo-aftalen fra 1993 blev man enige om, at en selvstændig palæstinensisk stat skulle oprettes. Forhandlingerne fik imidlertid en brat afslutning, da den israelske premiereminister Yitzhak Rabin blev myrdet af en jødisk ekstremist i 1995. Rabins arvtager, Benjamin Netanyahu, var langt mindre samarbejdsvillig end sin forgænger, og fronterne blev trukket op igen.

Israel besætter Vestbredden igen - en mur bygges

De sidste år har parterne ikke formået at føre en meningsfyldt dialog, volden er eskaleret og man kan ikke længere tale om en fredsproces. I 2002 besatte Israel endnu en gang områder på Vestbredden. Samtidig blev arbejdet med den omstridte ’sikkerhedsmur’ påbegyndt. Muren går tværs gennem Vestbredden og er bygget for at forhindre palæstinensiske selvmordsbombere komme ind i Israel. Muren er blevet fordømt af FN, og den Internationale Domstol i Haag har dømt den i strid med folkeretten.

Uenighed mellem Hamas og Fatah

I januar 2006 vandt Hamas valget i de palæstinensiske selvstyreområder, og PLO-partiet Fatah mistede magten. Både USA og EU har Hamas på deres terrorlister, og de nye palæstinensiske myndigheder er blevet mødt med en kold skulder i de fleste vestlige lande. Et forsøg på en samlingsregering med Fatah mislykkedes, og stridigheder mellem Hamas og Fatah brød ud. Efter lang tids kampe endte det med, at Hamas overtog kontrollen med Gaza og Fatah Vestebredden med præsident Mahmoud Abbas ved magten. Israel kontrollerer alt, hvad der sker på Vestbredden med checkpoints, vejspærringer og militære styrker. Gaza er totalt isoleret, og FN er kommet med rapport efter rapport om den katastrofale sundheds- og fødevaresituation.

Forholdet mellem Israel og præsident Abbas er bedre, end det har været længe, da mange parter presser på for at styrke Abbas på bekostning af Hamas. Abbas har erklæret undtagelsestilstand og oprettet en midlertidig regering, som Hamas ikke anerkender. Den er heller ikke godkendt af parlamentet, som forfatningen kræver. Abbas problem er, at hans selvstyremyndighed ikke er repræsentativ for den palæstinensiske befolkning, og hans forhandlingsposition er derfor svækket.

30 FN-resolutioner mod Israel

Israels operationer i Libanon og annekteringen af Golan-højderne er blevet mødt med forståelse, eftersom landet er omgivet af fjendtligt indstillede naboer. Særligt USA har været en vigtig støtte for Israel, både økonomisk og militært. Siden slutningen af 1980erne har kritikken mod Israel dog været stigende. Særligt den hårdhændede behandling af palæstinenserne i de selvstyrende områder, og den fortsatte etablering af nye israelske bosættelser på palæstinensisk jord. FN er efterhånden blev forholdsvis klar i sin fordømmelse af den israelske praksis. Bare i løbet af 2004 vedtog FN’s generalforsamling mere end 30 resolutioner, der kritiserede de ulovlige bosættelser. Israel har valgt at ignorere kritikken. I FN’s sikkerhedsråd er de fleste resolutioner mod Israel blevet stoppet af USA, der har veto-ret.

Mislykkede forsøg på fred

I november 2007 blev der afholdt en konference i Annapolis i USA, hvor Israel og Fatah kom frem til en ’fælles forståelse’ om forhandlingerne for en fredsaftale. Den faldt dog til jorden igen, og 2008 bød ikke på nogen ændringer for Gaza, der forblev isoleret fra omverdenen, mens Hamas fortsatte med sende raketter ind over det sydlige Israel. Raketangrebene har ikke kostet mange menneskeliv, men de når langt ind i Israel og er en konstant trussel for den israelske befolkning.

Israel angriber Gaza

I midten af december 2008 ophørte en i forvejen skrøbelig våbenhvile mellem Israel og Hamas, uden at parterne var kommet til enighed om en aftale, fordi begge parter beskyldte den anden for at bryde den gamle aftale. Den 27. december begyndte Israel luftangreb på Gaza, og 1400 palæstinensere og 13 israelske soldater blev dræbt angrebet, der rystede store dele af verden. Krigen rasede i 25 dage, og Gaza blev lagt i ruiner. Israel blev beskyldt for en voldsom og uproportionel reaktion.

Fredsprocessen efter Gaza-krigen

To måneder efter Gaza-krigen sluttede, var der valg i Israel, hvor Benjamin Netanyahu blev valgt til ny statsminister. Hans regering har, historisk set, ført en hård linje mod palæstinenserne og har fortsat isoleringen af Gaza samt bosættelserne på Vestbredden.

FN’s menneskerettighedsråd nedsatte i 2009 en undersøgelseskommission, ledet af den sydafrikanske (og jødiske) dommer Richard Goldstone. Resultatet blev den såkaldte Goldstone-rapport, der konkluderede, at både den israelske hær og palæstinensiske grupper havde gjort sig skyldig i krigsforbrydelser. Rapporten skal nu igennem en længere sagsbehandling gennem FN, inden det kan besluttes, om sagen skal indgives for den Internationale Krigsforbryderdomstol i Haag (ICC).

Det kan virker som om situationen i dag er mere kompliceret og fastlåst end nogensinde før. Samtidig mener mange at flere andre alvorlige konflikter og modsætning i international politik er relateret til denne konflikt og at en løsning her ville være nøglen til en verden med færre konflikter, terror og overgreb.