Hopp til innhold

Syrien

Den syriske borgerkrig er en konflikt mellem regeringen, ledet af Bashar al-Assad, og en række oprørsgrupper. Flere af oprørsgrupperne kæmper også indbyrdes. Rusland og Iran støtter Assad-regimet, mens USA og allierede som Tyrkiet, Saudi-Arabien og Qatar hjælper nogle af oprørsgrupperne, og bomber andre.

Sidst opdateret 06.04.2017

I den palæstinensiske flygtningelejr Yarmouk i Damaskus har adgangen til mad været meget begrænset under krigen. Befolkningen står i kø for at få madforsyninger fra FN, januar 2014

I den palæstinensiske flygtningelejr Yarmouk i Damaskus har adgangen til mad været meget begrænset under krigen. Befolkningen står i kø for at få madforsyninger fra FN, januar 2014 (Foto: Zuma Press / UNRWA).

Baggrund

Syrien har været styret af Assad-familiens autoritære regime i over fyrre år, først af Hafez al-Assad, der tog magten ved et militærkup i 1971, og af Bashar al-Assad siden 2000. Baath-partiet definerer sig selv som socialistisk og er baseret på ideen om at samle hele den arabiske verden i en union. Syrien er en et-parti-stat, og regimet har ikke stødt på betydelig modstand i mange årtier.

Assad familien har været ved magten i Syrien siden, Hafez al-Assad begik et militærkup i 1971. Siden 2000 er det sønnen Bashar al-Assad (nummer to fra venstre i bageste række), som har været præsident i landet

Assad familien har været ved magten i Syrien siden, Hafez al-Assad begik et militærkup i 1971. Siden 2000 er det sønnen Bashar al-Assad (nummer to fra venstre i bageste række), som har været præsident i landet (Foto: Wikimedia / Creative Commons).

Bevægelsen Det Muslimske Broderskab udfordrede staten i 1982, men blev slået hårdt ned, og regimet blev ikke udfordret af andre interne grupper efter det. Oppositionen er blevet fuldstændig undertrykt, og regimet har derfor været blandt de mest stabile i regionen. Mange forventede demokratiske reformer, da Bashar al-Assad overtog magten, men den øgede åbenhed varede kun en kort stund, og i stedet blev magten koncentreret blandt færre, hvoraf mange var nære slægtninge til præsidenten. Samtidig så man en privatiseringsproces, der kom til den samme gruppe til gode.

Assad-familien tilhører en af Syriens mange religiøse minoriteter; alawitterne. Alawitterne er en undergruppe af shia-islam. Det syriske regime har derfor knyttet tætte bånd til det shia-muslimske land Iran, og til den shia-muslimske gruppe Hizbollah i Libanon. I Syrien er der ligeledes mange kristne og kurdere. Den kristne minoritet har sat pris på større religionsfrihed under Assad-familien, der har vært optaget af, at den syriske stat skal være sekulær. Majoriteten af befolkningen er imidlertid sunni-muslimer. Der har længe været utilfredshed blandt mange sunni-muslimer, fordi alawitterne, som kun udgør 10 % af den syriske befolkning, har siddet i de centrale positioner i regimet, og dermed været bedre økonomisk stillet end mange andre syrere.

Bashar al-Assad har portrætteret sig selv som et landsfader og garant for politisk stabilitet i landet

Bashar al-Assad har portrætteret sig selv som en landsfader og garant for politisk stabilitet i landet (Foto: Ida Jørgensen Thinn).

Det Arabiske Forår og borgerkrig

I flere syriske byer blev der, som en del af Det Arabiske Forår i 2011, arrangeret protester. Protesterne blev slået hårdt ned af regimet. Det brutale svar på de fredelige demonstrationer fik modstanden til at sprede sig til flere dele af landet. Kravet, om at Assad skulle gå af, voksede.

Assad-regimet bestemte derefter at løslade ekstremistiske jihadister fra fængslet. The Daily Telegraph har rapporteret at ifølge anderledes kilder, som vestlige efterretningstjenester, syriske oprørere og afhoppere fra Al-Quaida, blev jihadisterne løsladet for at bidrage til at omforme det fredelige oprør til et voldeligt oprør - en type oprør som er lettere at legitimere et brutalt magtbrug imod. Assad havde beskyldt demonstranterne for at være sunni-islamistiske terrorister. Han havde dermed interesse i at bevise at dette var tilfældet ved at bidrage til at skabe en sådan virkelighed. Dette var hovedgrunden til at det såkaldte arabiske forår udviklede sig til en brutal borgerkrig. 

- Læs mere om de andre oprør på konfliktprofilen Det Arabiske Forår her.

Samme år etablerede dele af oppositionen et syrisk nationalråd (SNC) i Tyrkiet. SNC krævede Assads afgang samt en demokratisk stat i Syrien. Tilknyttet Rådet blev Den Frie Syriske Hær stiftet, for at slås mod regimestyrker. Kampene intensiverede, og situationen blev mere og mere uoverskuelig.

Nye oppositionsgrupperinger blev dannet, og der blev meldt om internationale krigere med tilknytning til Al-Qaeda-netværket, der drog til landet for at kæmpe mod regimet. Samtidig blev der meldt om stadig mere brutale aktioner fra det syriske regime. Syrien-konflikten udformerede sig som en kamp mellem hæren og oprørsgrupper om konkrete byer og bydele.

Manglen på journalister og international tilstedeværelse i landet, gjorde det vanskeligt at få pålideligt information om, hvad der skete i landet. På baggrund af dette etablerede FN en observatørstyrke, som skulle dokumentere situationen på stedet. Tidligere FN generelsekretær Kofi Annan blev udnævnt til særlig udsending til Syrien. På trods af dette udviklede konflikten i Syrien sig til en borgerkrig i løbet af 2012.

Folk samles i byen Nawa, nær Deraa i en af de første demonstrationer mod regimet i april 2011. På skiltet står der "Ingen vand, ingen medicin, ingen mad."

Folk samles i byen Nawa, nær Deraa i en af de første demonstrationer mod regimet i april 2011. På skiltet står der "Ingen vand, ingen medicin, ingen mad." (Foto: REUTERS / Handout).

Krigens påvirkning på Syriens nabolande

Syriens nabolande Libanon, Jordan, Irak og Tyrkiet er blevet stærkt præget af konflikten i Syrien. Forholdet til Syrien har længe været et vigtigt tema i libanesisk politik, og mange har frygtet, at krigen i Syrien ville lede Libanon ud i en ny borgerkrig.

En af de store udfordringer for Libanon og de andre nabolande, er den store mængde syriske flygtninge, som har søgt beskyttelse hos dem på grund af krigen i Syrien. Krigen i Syrien har også bidraget  til den kaotiske udvikling i Irak og udbredelsen af Islamisk Stat (IS).

 

- Læs mere om IS på konfliktprofilen Den Islamiske Stat (IS) her.

- Læs mere om konflikten i Libanon på konfliktprofilen Libanon her.

Det storpolitiske spil

Syrien har en vigtig strategisk betydning for mange lande – både i Mellemøsten og resten af verden. Derfor bliver både regimet og oppositionen aktivt støttet af andre lande. Derudover spiller religiøse forskelle i lande, som er sunni- og shia-domineret, ind i konflikten.

Udover det tætte forhold som Syrien har til Iran og Hizbollah, får Assad-regimet økonomisk og politisk støtte fra Rusland. Syrien er Ruslands eneste tilbageværende allierede i Mellemøsten. Rusland har i øget rad støttet Assad-regimet militært, og begynde bombekampagner i Syrien i september 2015. I forbindelse med de FN-ledede forhandlinger har Rusland trappet ned på sin militære deltagelse i Syrien.

Anti-Assad grupper blev derimod i udgangspunktet støttet af store dele af det internationale samfund, med USA i spidsen. Sunnimuslimske lande, som Saudi-Arabien, Tyrkiet og Qatar har støtte oprørerne økonomisk og til dels med våben. I lighed med USA, har disse lande et anspændt forhold til Iran, og senere også til terrororganisationen den Islamiske Stat.

 

Foto: US Department of Defense/Flickr

Et land i opløsning - fremvæksten af Islamisk Stat

Syrien er blevet et fragmenteret land. Assad-regimet kontrollerer området i det vestlige Syrien, som inkluderer hovedstaden Damaskus, mens oprørerne kontrollerer andre områder. Terrororganisationen Islamisk Stat (IS), som har sit ophav i Irak, kontrollerer store områder i den østlige del af Syrien. IS er i stor grad vokset frem på grund af krigen i Syrien, og delvist på grund af den støtte USA, Saudi-Arabien, Qatar og andre har givet oprørsgrupperne i kampen mod Assad-regimet. De lande, som havde været optaget af at støtte oprørsgrupper, som var imod Assad-regimet, blev senere mere optaget af at bekæmpe IS, både i Syrien og i Irak. USA etablerede en international koalition i kampen mod IS, og begynte bombningen af IS-mål i Syrien i 2014.

Tyrkiet har derimod spillet en dobbeltrolle i kampen mod IS, da Tyrkiet først og fremmest har bombet kurdiske mål samtidig med, at de er mest optaget af at styrte Assad-regimet. Tyrkiet frygter kurdernes kamp om selvstændighed, både i Tyrkiet og i nabolandene. Kurderne kontrollerer et lille område i det nordlige Syrien og i det nordlige Irak, og har kæmpet i frontlinjerne mod IS. Alligevel er Tyrkiet officielt med i den USA-ledet koalition (som støtter kurderne) i kampen mod IS. Læs mere om konflikten her.

Stormagternes kamp mod Islamisk Stat i Syrien

Efter at Frankrig blev ramt af et terrorangreb i Paris den 13. november 2015, som IS hævdede at stå bag, har Frankrig taget initiativ til en fælles militær optrapning for at bekæmpe IS, hvor både Rusland og NATO-landene USA, Storbritannien og Tyskland har ønsket at bidrage mere. Storbritannien valgte dermed at deltage i bombekampagnen mod IS i Syrien, mens Tysklands militære styrker skal deltage uden at deltage direkte i krigsføringen. 

På den ene siden har Paris-angrebet åbnet muligheden for et samarbejde mellem Rusland og NATO i bekæmpelsen af IS. På den andre siden blev et samarbejde vanskeligere efter, at NATO-landet Tyrkiet skød et russisk jægerfly ned den 24. november 2015. Tyrkiet begrundede det med, at det russiske fly havde fløjet ind i tyrkisk luftrum, hvilket Rusland benægter. Tyrkiets forhold til Rusland og Vesten tog tilsyneladende en negativ drejning i kølvandet på et mislykket kupforsøg i Tyrkiet 15. Juli 2016. Tyrkiet rykkede derefter ind med landsstyrker i Syrien 24. August 2016. Invasionen var officielt rettet mod IS, men antageligvis også med en sjult agenda om at modvirke kurdisk samarbejde over grænsen. Rusland beskylder på den ene side Tyrkiet for at støtte IS, blandt andet ved at købe olie af dem. Dette benægter Tyrkiet og hævder, at det er russerne som køber olie af IS.

Konflikten mellem Rusland og Tyrkiet har gjort et tættere samarbejde mellem NATO og Rusland mere kompliceret. Efter at Rusland blev knyttet til konflikten på den ukrainske Krim-halvø i 2014, har forholdet mellem NATO og Rusland været præget af konflikt. Syrien konflikten må på den måde ses i sammenhæng med Ukraine-konflikten, siden forholdet mellem stormagterne er så vigtig for at forstå begge konflikter. 

En humanitær krise

En FN undersøgelseskommission har afdækket, at syriske sikkerhedsstyrker har begået forbrydelser mod menneskeheden så som massakre, kidnapninger, tortur, voldtægt og drab af civile. Oppositionen har ligeledes taget regimesympatisører som fanger og anklages ligeledes for sporadiske henrettelser. Næsten 400.000 syrere sulter i belejrede områder, områder der er vanskelig for FN at nå ud til.

Krigen har drevet mere end 12 millioner mennesker på flugt. Det er næsten over halvdelen af en befolkning på ca. 21 millioner. De fleste er internt fordrevne, mens mange har flygtet til nabolandene Jordan, Libanon, Tyrkiet og Irak.

Den humanitære situation for civilbefolkningen er svært kritisk, og FN regner med at rundt 13.5 millioner mennesker har behov for humanitær hjælp.

FN's menneskerettighedskontor (OHCHR) har identificeret over 191.000 dræbte i perioden fra marts 2011 til april 2014. Syrian Observatory for Human Rights har estimeret, at antallet dræbte er nærmere 300.000. 

I flygtningelejren "Hands of Cooperation" er borgerne flygtet fra tøndebombning og artilleriangreb på byer og landsbyer. Børnene i lejren har meget lidt at lave

I flygtningelejren "Hands of Cooperation" er borgerne flygtet fra tøndebombning og artilleriangreb på byer og landsbyer. Børnene i lejren har meget lidt at lave (Foto: Andree Kaiser / MCT / Sipa USA).

Kemiske våben

Før konflikten begyndte, havde Syrien et af verdens største lagre med kemiske våben, såsom sennepsgas og sarin. I 2013 blev raketter fyldt med sarin brugt i og rundt omkring Damaskus. Mellem 300 og 1430 mennesker blev dræbt. Oppositionen og vestlige lande mente, at det kun var syriske regeringsstyrker som kunne have gennemført et sådant angreb, mens Assad hævdede, at det var oprørere, som stod bag.

Efter internationalt pres gik Assad-regimet med til at tilslutte sig til FN’s konvention mod kemiske våben. Regimet forpligtede sig dermed til at afslutte deres brug af kemiske våben. I afslutningen af april 2014 meldte organisationen OPCW at 92,5% af Syriens kemiske våben var blevet fragtet ud af landet for at ødelægges.

Der er imellem tiden blevet konstateret, at regimet i Syrien har brugt kemiske våben mod deres civilbefolkning gentagne gange. Blandt andet i slutningen af 2016 og igen i foråret 2017, konkluderede blandt andre Russiske og Tyrkiske militære enheder et brug af sennepsgas (2016) og giftgas (2017) mod civilbefolkningen, der medførte høje drabstal.

Et af de hidtil værste kemiske angreb mod civilbefolkningen skete i begyndelsen af april 2017. Her blev omkring 100 mennesker kvalt, hvoraf mange var børn, efter giftgas blev spredt ud over det nordlige Syrien i Khan Sheikhoun af kampfly. Humanitære organisationer i Syrien var i begyndelsen af april stadig i færd med at få overblik over det samlede drabstal som følge af bombeangrebet.

FN's rolle i konflikten

FN's sikkerhedsråd er næsten helt lammet i den syriske konflikt. Med Libyen-interventionen friskt i hukommelsen har Rusland og Kina argumenteret imod, at FN skal blande sig i interne anliggender i Syrien. De har nedlagt veto flere gange i Sikkerhedsrådet, og i mai 2014 nedlagde de ydermere veto mod et forslag om at bede Den Internationale Straffedomstol (ICC) at efterforske situationen i Syrien. Uden en resolution i Sikkerhedsrådet har FN ikke kunnet påvirke konflikten i særlig stor grad.

Alligevel er det Rusland og USA's syn på Assad-regimets fremtid, som er den største hindring for en omfattende og virkningsfuld resolution fra Sikkerhedsrådet. USA mener, at en løsning i Syrien forudsætter, at Assad-regimet fjernes. Rusland mener derimod, at løsningen ligger i at styrke Assad-regimet, fordi regimets militærapparat er det som er best egnet til at bekæmpe IS.

En af de få ting Sikkerhedsrådet er blevet enige om, er en resolution, som pålægger parterne i konflikten at tillade nødhjælp til civilbefolkningen. Rådet er også blevet enige om sanktioner mod IS og andre lignende terrorgrupper, som opererer i Syrien. Rådet er dog ikke blevet enige om militære aktioner mod disse grupper. En USA-ledet koalition har alligevel bombet IS-mål i Syrien. Da koalitionen ikke har fået et FN-mandat, som tillader en sådan militæraktion på syrisk territorium, er disse bombniner yderst problematiske set fra et folkeretsligt perspektiv. Det russiske militær er derimod blevet inviteret ind af Assad-regimet og har dermed et bedre folkeretsligt udgangspunkt for magtbrug i Syrien.   

I april 2012 sendte FN en observatørstyrke (UNSMIS) til Syrien for at overvåge fredsplanen for Kofi Annan. Annan var udnævnt som FN's og Den Arabiske Ligas særlige udsending, men fredsplanen feilede. UNSMIS bidrog med at dokumentere nogle af massakrene i landet, men bestod kun af 300 soldater og derfor slet ikke nok til at dække hele Syrien. UNSMIS blev afviklet, da mandatperioden var ovre i august 2012, som var samtidig med, at Annan trak sig som særlig udsending og blev erstattet af Lakhmi Brahimi. Mens Brahimi forsøgte at etablere fredsforhandlinger i Syrien, fik FN en gruppe våbeninspektører på plads i august 2013. Manglen på fremgang i fredsforhandlingerne gjorde, at Brahimi trak sig i foråret 2014. 

Staffan de Mistura blev FN's særlige udsending i februar 2015. Han fremlagde et forslag for Sikkerhetsrådet, som handlede om at oprette såkaldte frysnings-zoner i Syrien. Disse zoner vil sige krigsfrie-zoner, som skal fungere som beskyttende zoner for civile. Dette har hidtil været forgæves.

En våben ekspert fra FN tager prøver i Ghouta, hvor missiler, der angiveligt indeholdt kemiske våben, faldt i august 2013

En våben ekspert fra FN tager prøver i Ghouta, hvor missiler, der angiveligt indeholdt kemiske våben, faldt i august 2013 (Foto: AFP Foto / Ammar Al-Arbini).

Kilder: Uppsala Conflict Database, International Crisis Group, un.org, UNHCR

FN-forbundet © 2017