Elfenbenskysten
| Fakta | Kort | Statistik | 2015 Målene |
Elfenbenskysten var længe et af de stabile og fremgangsrige lande i Afrika. I de seneste år har landet imidlertid været præget af konflikter mellem gæstearbejdere og ”ægte” ivorianere, og mellem kristne og muslimer.
Geografi og miljø
Elfenbenskysten ligger i Guinea-bugten og har en kystlinje på 480 kilometer. Landet har store naturresurser, som gør det muligt at drive alsidigt landbrug. Elfenbenskysten har længe været storeksportør af tropisk tømmer og er i dag et af de lande i verden, som afskoves hurtigst. Rovdriften har ført til, at det meste af regnskoven i den sydlige del af landet nu er helt væk. I slutningen af 1980'erne blev der iværksat skovplantingsplaner og -fredninger. Alligevel fældes der fortsat i den nordlige del af landet, som har vært uden for myndighedernes kontrol siden 2002. Det er også der, de største skovområder befinder sig i dag.
Hvis alle mennesker i verden havde samme forbrug som en gennemsnitlig indbygger i Elfenbenskysten, ville vi behøve 0.4 jordkloder. Se indikatoren som viser vores økologiske fodaftryk.
Historie
Det var angiveligt Ghanarigets opløsning, som førte til, at der i 1200-tallet indvandrede store folkegrupper østfra til nutidens Elfenbenskysten. Indvandring nordfra på ca. samme tid førte til, at islam fik fodfæste i områderne mod nord. I syd blev der etableret flere stater, hvor de vigtigste var Agni- og Abrong-kongedømmerne. Elfenbenskysten blev underlagt Frankrig som koloni i 1893, men modstanden mod kolonimagten var stærk. Først i 1917 formåede franskmændene at underlægge området under sig og administrerede landet, til det fik sin selvstændighed i 1960. De næste 30 år var Elfenbenskysten et af Afrikas rigeste lande, primært som følge af kakaoeksport. Store plantager blev etableret, og gæstearbejdere strømmede til fra Burkina Faso og Mali.
Samfund og politik
Félix Houphouët-Boigny regerede landet fra selvstændigheden og frem til sin død i 1993. Hans parti var det eneste tilladte frem til 1990. I den politiske magtkamp, som fulgte efter Houphouët-Boignys død, udnyttede flere politikere nationalistiske strømninger for at øge tilslutningen. Dette førte til spændinger mellem dem, som betegnede sig som ”ægte” ivorianere på den ene side, og gæstearbejdere og børn af gæstearbejdere på den anden. Nationalismen, som primært udviklede sig i den kristne del af befolkningen, påvirkede også landets mange muslimske indbyggere, som holdt til i den nordlige del af landet. Enkelte politikere mente, at de skulle fratages vigtige borgerrettigheder, hvilket førte til omfattende protester. Konflikten blev forstærket af økonomiske nedgangstider, og i 2002 udbrød der borgerkrig. Landet blev delt i to, og i dag styres den nordlige del af Elfenbenskysten af muslimske oprørsstyrker. Den sydlige del styres af regeringen.
Økonomi og handel
Landbruget er hjørnestenen i Elfenbenskystens økonomi, og landet var længe verdens største eksportør af både kaffe og kakao. Omkring halvdelen af den erhvervsaktive befolkning arbejder i landbruget, som står for cirka 3/4 af eksportindtægterne. Mens man i syd har store plantager drevet af udenlandske investorer, som dyrker kaffe, kakao og bananer, har man i nord småbønder, der producerer majs, durra og peanuts. På grund af de sidste års konflikter har mange af de udenlandske arbejdere valgt at forlade landet. Dette har fået negative konsekvenser for de store plantager, som nu kæmper med at finde nok arbejdskraft.
Other country profiles
Kontinent/region
Afrika
Lokaliteter
Nationalparken Taï
Medlemskab/deltagelse
Afrikanske union
Alliancefrie stater
Den Internationale Valutafond
ECOWAS
FN
G77
OIC
Verdensbanken
Elfenbenskysten som blev medlem af FN i 1960.
Elfenbenskysten
Elfenbenskysten var frem til slutning af 1980erne et af de mest velfungerende og rigeste afrikanske lande. Dette varede desværre ikke ved.
Læs mere
Hovedstad:
Yamoussoukro
Etniske grupper:
Akan 42.1%, voltaique/gur 17.6%, mande (nord) 16.5%, krou 11%, mande (syd) 10%, andre 2.8% (1998)
Sprog:
Fransk, flere end 60 lokale dialekter
Religion:
Muslimer 35-40%, traditionel religion 25-40%, kristne 20-30% (2001)