Den arabiske liga
Den arabiske liga er en politisk organisation, som består af 22 lande fra den arabiske verden. Den blev oprettet i 1945 og arbejder for politisk og økonomisk samarbejde mellem medlemslandene. Ligaen har i perioder været handlingslammet på grund af store interne uenigheder, særligt under den Kolde Krig, hvor landene var delt mellem USA og Sovjetunionen.
Der har dog været bred enighed i Ligaen i forhold til Palæstina-konflikten. Palæstina har fået fuld støtte fra Ligaens medlemmer og blev optaget som fuldgyldigt medlem allerede i 1976. Ligaen havde også en central rolle i forhold til oprettelsen af den palæstinensiske frihedsbevægelse, PLO. Egypten blev suspenderet i årene mellem 1979 og 1988, efter at landet indgik en fredsaftale med Israel.

