Hopp til innhold

Djibouti

Djibouti er blevet et vigtigt knudepunkt i Afrika på grund af sin beliggenhed ved mundingen til Det Røde Hav. Udvikling af demokratiet har også bevæget sig i en positiv retning i løbet af de sidste tyve år.

Sidst opdateret 30.03.2011

Geografi og miljø

Djibouti er et af Afrikas mindste lande. Næsten 90 % af landet består af ørken med vulkaner og salt søer, og her bor nomadiske hyrder. Den salte Assalsjøen, som ligger 150 meter under havets overflade, er det laveste punkt på det afrikanske kontinent, og det andet laveste i verden. Området omkring søen er også en af ​​jordens varmeste steder med temperaturer over 50° C. Kun i bjergene i nord er der næsten fuld vegetation. 2/3 af befolkningen bor i hovedstaden, og resten bor i de relativt frugtbare kyststrækninger langs Tadjourabugten. Djibouti kæmper med tørke og med at landet ikke er særlig frugtbart. Hvis det regner, sker det i november og ofte i højst 20 dage. Hertil kommer, at saltholdigheden i vandkilder øges, og djiboutierne lider derfor af vandmangel. Forurening af drikkevandskilderne er også et stort problem. Skovene er truet af udvidelsen af ​​landbrugsarealer, og der er mange dyrearter der bliver truet på grund af dette. Myndighederne har forbudt jagt, men forbuddet overholdes ikke.

Earth Ecoprint

1.1 jordkloder

Hvis alle mennesker i verden havde samme forbrug som en gennemsnitlig indbygger i Djibouti, ville vi behøve 1.1 jordkloder.
Se indikatoren som viser vores økologiske fodaftryk.

Historie

Djibouti dominerer to etniske grupper - den somaliske Issa klan i det sydlige og Afar-folket i nord. Afar kom fra den arabiske halvø ca. 200 år f.Kr., men Issa-folket jagede dem senere væk fra området i syd. Begge stammer var nomader. I 800-tallet bragte muslimske missionærer islam til området, og i 700 år kontrollerede araberne handelen i regionen. I sidste halvdel af 1800-tallet, overtog Frankrig mere og mere kontrol over dagens Djibouti, og i 1897 blev området en fransk koloni. 60 år senere havde Djibouti omfattende selvstyre, men befolkningen, særligt Issa stammen, krævede fuld uafhængighed. Med en folkeafstemning i 1977 blev dette opnået, og Republikken Djibouti blev født. Lederen af ​​det Issa-dominerede parti, Hassan Gouled Aptidon, blev valgt til præsident. I 1981 forbød Gouled alle partier undtagen hans egen, og da han blev genvalgt i 1987, øgedes spændinger mellem de etniske grupper. Fem år senere brød en borgerkrig ud. FRUD, en modstandsgruppe hovedsageligt bestående af Afar-folket, kæmpede mod regeringsstyrkerne i 1990'erne. Først i 2000 lagde begge parter våbnene fra sig.

Samfund og politik

I 1992 afskaffedes etpartisystem efter pres fra Frankrig, og ti år senere forsvandt den begrænsning der var mellem 1992-2002, som var på fire partier. Djibouti har præsidentstyre efter fransk forbillede. Valgsystemet gør at det største parti, det Issa-dominerede RPP, er overrepræsenteret i parlamentet. RPP har haft magten landet siden uafhængigheden. I 2001 blev Dileita premierminister, og balancen i magtforholdet mellem de etniske grupper siden blevet meget bedre. Djibouti fører både en vestlig-venlig og en proarabisk politik. Det viser sig både i udenrigspolitikken og det juridiske system. Landet blander sharia, islamisk lov, med det franske retssystem. Den strategiske beliggenhed ved mundingen af ​​Det Røde Hav gør landet attraktivt for vestlige lande med interesser i Afrika. Båndene til Frankrig er stærke, og en amerikansk militærbase blev etableret i landet som led i krigen mod terrorisme. De sociale forhold i Djibouti er dårlige. Færre end én ud af tre børn gennemfører grundskolen, og ledigheden er op til 50 % i byerne. Mens 25-40 % af husholdningernes udgifter går til den narkotiske plante khat, er næsten 1/3 af alle børn underernærede. Betingelserne for kvinder er noget bedre end i nabolandene.

Økonomi og handel

Havnen i Djiboutis hovedstad er meget vigtigt for varertransport til og fra Det Røde Hav. Siden 1981 har den været en frihavn, hvilket betyder, at området er uden for landets toldgrænse. For Etiopien, er dette den vigtigste havn i udenrigshandelen. Tilsvarende er Djibouti helt afhængig af Etiopien bruger havnen - over 90 % af de varer, der passerer den, er på vej til eller fra Etiopien. Andre afrikanske lande anvender havnen som et mellemled i udenrigshandelen. Djibouti er afhængig af udenlandsk bistand. Frankrig er den største donor, men USA giver mere og mere. Store dele af landets indtægter kommer i form af betaling for vedligeholdelse af udenlandske militærbaser i landet. Fordi Djibouti hovedsageligt består af ørken, er landbrugspotentialet begrænset. Landet importerer derfor 80 % af alle fødevarer, hovedsageligt fra Etiopien. Fordi området er vulkansk, forsøger det at udnytte geotermisk energi. Det er håbet, at landet vil blive selvforsynende med energi og sidenhen eksportere det videre, men arbejdet er langsommeligt. I dag eksporterer Djibouti husdyr og læder.

Korte fakta

Flagg

Hovedstad:

Etniske grupper:

Sprog:

Religion:

Population:

899 658

BNI per citizen:

3 282 PPP$

Medlemskab/deltagelse

Other country profiles

FN-forbundet © 2017