Hopp til innhold

Elfenbenskysten

Republikken Elfenbenskysten

Elfenbenskysten var længe et af de mest stabile og fremgangsrige lande i Afrika med en økonomi grundlagt på kakao og kaffe, selvom det aldrig blev et demokrati. Efter et statskup ved årtusindskiftet har landet været hærget af borgerkrig og politisk kaos. I 2007 sluttede parterne fred.

Sidst opdateret 20.05.2015

Geografi og miljø

Elfenbenskysten ligger i Guinea-bugten og har en kystlinje på 480 kilometer. Det meste af landet er helt fladt, og i de indre dele af landet lå der et bælte af regnskove. Landet har store naturresurser, som gør det muligt at drive alsidigt landbrug. Elfenbenskysten har længe været storeksportør af tropisk tømmer og er i dag et af de lande i verden, som afskoves hurtigst. Rovdriften har ført til, at det meste af regnskoven i den sydlige del af landet nu er helt væk. I slutningen af 1980'erne blev der iværksat skovplantingsplaner og -fredninger. Alligevel fældes der fortsat i den nordlige del af landet, som har vært uden for myndighedernes kontrol siden 2002. Det er også der, de største skovområder befinder sig i dag. Fire store floder løber fra nord til syd i landet, og særlig i sydøst er jorden frugtbar, og man kan plante og dyrke mange forskellige slags landbrugsvarer.

I løbet af året har Elfenbenskysten to regnperioder i syd og én i nord. Klimaet er generelt ret varmt, varmest i nord, og luftfugtigheden er høj. Klimaet er blevet varmere og regnskyllene mere utilregnelige det sidste årti.

0 jordkloder

Hvis alle mennesker i verden havde samme forbrug som en gennemsnitlig indbygger i Elfenbenskysten, ville vi behøve 0 jordkloder.
Se indikatoren som viser vores økologiske fodaftryk.

Historie

Det var angiveligt Ghanarigets opløsning, som førte til, at der i 1200-tallet indvandrede store folkegrupper østfra til nutidens Elfenbenskysten. Indvandring nordfra på ca. samme tid førte til, at islam fik fodfæste i områderne mod nord. I syd blev der etableret flere stater, hvor de vigtigste var Agni- og Abrong-kongedømmerne. Elfenbenskysten blev underlagt Frankrig som koloni i 1893, men modstanden mod kolonimagten var stærk. Først i 1917 formåede franskmændene at underlægge området under sig og administrerede landet, til det fik sin selvstændighed i 1960. De næste 30 år var Elfenbenskysten et af Afrikas rigeste lande, primært som følge af kakaoeksport. Store plantager blev etableret, og gæstearbejdere strømmede til fra Burkina Faso og Mali. Den velstand, der tidligere havde været i landet, forsvandt af forskellige årsager i løbet af 80- og 90’erne, hvilket førte til store modsætninger mellem forskellige befolkningsgrupper. Félix Houphouët-Boigny ledede landet fra selvstændigheden og til han døde i 1993. I den politiske magtkamp, som efterfulgte hans død, udnyttede flere politikere nationalistiske strømninger for at øge deres popularitet. Dette førte til spændinger mellem dem som opfattede sig selv som “ægte” ivorianere på den ene side, og “gæstearbejderne” og børn af disse, på den anden side. Spørgsmålet om hvem der skulle have ret til borgerskab - og dermed politisk indflydelse - fik stor betydning.

I 2002 udbrød der borgerkrig i landet, hvilket i praksis delte landet i to. En sydlig del ledet af Laurent Gbagbo, som vandt præsidentvalget i 2000, og en oprørskontrolleret nordlig del. Flere tusind mennesker døde, og hundredtusindvis blev drevet på flugt inden det lykkedes at genoprette fred i 2007. Præsidentvalget, som parterne i fredsaftalen var blevet enige om at afholde, blev længe udsat inden det i efteråret 2010 endelig blev afholdt. Valgkomiteen udpegede oppositionskandidaten Alassane Ouattara som vinder af valget fremfor den daværende præsident Gbagbo. Gbagbo nægtede at acceptere nederlaget, hvilket førte til nye konfrontationer og kampe mellem Gbagbos tilhængere og Ouattaras tilhængere. I april 2011 blev Gbagbo alligevel tvunget til at give magten fra sig, og den valgte Ouattara kunne nu blive præsident - også i praksis.

Efter Ouattara fik magten, har han kunnet arbejde på at genopbygge økonomien. Selvom han er blevet kritiseret for ikke at gøre meget for at skabe forsoning og reformere forsvarsstyrkerne, har han formået at forbedre den økonomiske situation en del. Det så længe ud som om Ouattara ikke ville stille op til valget i 2015 grundet interne uenigheder i partiet. Elfenbenskysten holder sit næste valg i 2015.

Samfund og politik

Der er stor fattigdom i Elfenbenskysten. I FN’s udviklingsindeks for 2011 lå landet som nr. 170 ud af 187 lande. Næsten halvdelen af befolkningen levede i 2008 for mindre end $2 om dagen. Befolkningen i landsbyerne er særligt udsatte. Arbejdsløsheden er høj, og i slumområderne i byerne og i nord, lider mange mennesker af underernæring. De største byer er stærkt belastede af vold og fattigdom, og mange børn bor på gaden. Nem adgang til våben har forværret situationen. Omkring 1 ud af 10 af den voksne befolkning regnes med at være smittet med HIV, hvilket er det højeste tal i Vest-Afrika.

Økonomi og handel

Landbruget er hjørnestenen i Elfenbenskystens økonomi, og landet var længe verdens største eksportør af både kaffe og kakao. Landet har tjent på landbruget, oveni at det har budt udenlandske investeringer velkommen. Dette har gjort at landet er et af de mest fremgangsrige i det tropiske Afrika. Omkring halvdelen af den erhvervsaktive befolkning arbejder i landbruget, som står for ca. tre fjerdedele af eksportindtægterne. Mens man i syd har store plantager drevet af udenlandske investorer, som dyrker kaffe, kakao og bananer, har man i nord småbønder som producerer majs, sorghum og jordnødder. På grund af konflikterne, som har stået på de senere år, har mange af de udenlandske arbejdere valgt at forlade landet. Dette har haft negative konsekvenser for de store plantager, som nu kæmper med at få nok arbejdere. Godt halvdelen af befolkningen lever under fattigdomsgrænsen, og landets relativt veludviklede økonomi har oplevet stor tilbagegang som følge af borgerkrigen.

Landet viser dog nu tegn på at økonomien er i bedring. I 2013 voksede BNP med 9%, og det er lykkedes landet at få udenlandske investeringer igen.

Korte fakta

Flagg

Hovedstad:

Yamoussoukro

Etniske grupper:

Akan 42.1%, voltaique/gur 17.6%, mande (nord) 16.5%, krou 11%, mande (syd) 10%, andre 2.8% (1998)

Sprog:

Fransk, flere end 60 lokale dialekter

Religion:

Muslimer 35-40%, traditionel religion 25-40%, kristne 20-30% (2001)

Population:

21 295 284

Government:

Republik

Area:

322 463 km2

Currency:

CFA-franc

BNI per citizen:

3 496 PPP$

National Day:

7. august

Lokaliteter

Nationalparken Taï

Medlemskab/deltagelse

Other country profiles

Krig og konflikter

FN-forbundet © 2017