Hopp til innhold

Jamaica

Jamaica er ofte forbundet med reggaemusik og rastafari-bevægelsen. Velfærdssystemet er godt udbygget, men de sociale problemer er fortsat store med fattigdom, kriminalitet og narkotikamisbrug. Udvandringen fra øen er stor, faktisk bor det flere jamaicanere i udlandet end i hjemlandet.

Sidst opdateret 10.04.2017

Geografi og miljø

Jamaica er den tredje største ø i det Caribiske Hav efter Cuba og Hispaniola. Jamaica ligger på en undersøisk ryg, som forbinder Honduras med det sydlige Hispaniola. Efterfølgende hævninger, sprækkedannelser og forkastninger har efterladt flere parallelle bjergkæder. En smal kystslette, som er bredest i syd og vest, rammer øen ind. De fleste strande er på nord- og vestkysten. Vestkysten, og dele af sydkysten, er omgivet af koralrev, hvilket gør strandene helt hvide.

Jamaicas klima påvirkes af havet og passatvindene fra nordøst. Ved kysten er det varm og fugtig luft, mens det i højderne er mærkbart køligere. Der kan temperaturen falde til kun få plusgrader. Nedbøren er ujævnt fordelt. Sydkysten får helt klart mest, og den største nedbør er i perioden fra oktober til november. 

Historie

Før Columbus ankom til Jamaica i 1494, blev øen beboet af arawak-talende indianere. De blev på få år fuldstændig udryddet.

Afrikanske slaver blev bragt til øen fra 1517.  Da briterne overtog kolonien i 1655, flygtede slaverne op i bjergene, hvor de etablerede sig med landbrug og jagt. Denne befolkningsgruppe kaldes maroons. Briterne hentede nye slaver til deres plantager, men Jamaicas historie præges af modstand mod overmagten. Det har været flere væbnede konflikter mellem briterne og maroonerne. Slaver flygtede i flere perioder for at slutte sig til dem, som var frie, og det var også flere større oprør blandt slaverne.

Fra 1739 fik Jamaica delvis selvstændighed, men frem til 1938 blev landet domineret af de hvide, som udgjorde 1% af befolkningen. Dette året blev People's National Party (PNP) oprettet, og det sorte flertal fremsatte krav om økonomiske og sociale reformer. I midten af 50’erne emigrerede mere end 100 000 jamaicanere til Storbritannien og USA. I 1959 fik landet indre selvstyre og i 1962 fuld selvstændighed.

Siden Jamaica blev selvstændig fra briterne i 1962, har højrepartiet Jamaicas arbejderparti (JLP) og det socialdemokratiske Folkets Nationale parti (PNP) skiftevis haft regeringsmagten. Siden 60’erne har økonomien været igennem forskellige rutsjeturer – og udfordringer med social uro og bandekriminalitet. I 80’erne blev valgkampen til en national tragedie. Over tusinde mennesker blev dræbt, og der blev indført undtagelsestilstand. PNP tabte, og JLP overtog med partilederen Edward Seaga som statsminister. Seaga ønskede en mere vestvendt politik og forsøgte hurtigt at knytte tættere bånd til USA. Han bad også om hjælp fra IMF. I 1988 blev landet ramt af orkanen Gilbert, som førte til enorme ødelæggelser på bebyggelser og i landbruget. Året efter tog PNP magten tilbage med Michael Manley som statsminister. Han førte en politik, som var forenelig med rådene fra IMF, men da den jamaicanske dollar blev sluppet fri i 1990, medførte det en enorm prisforhøjelse, og PNP’s popularitet dalede i takt med pengeværdien. 

I november 2011 havde JLP haft magten i tre år, men i valget 2011 tabte de igen til PNP. Landets første kvindelige statsminister, Portia Simpson Miller, vandt støtte hos de fattige, som var trætte af manglen på arbejde, bolig, skyhøje strømpriser og usikker tilgang til vand. Det lykkedes hende at forhandle en ny aftale med IMF på plads i 2013. Vilkårene for lånet var blandt andet nye nedskæringer i den offentlige sektor. Fagforeningerne protesterede, men regeringen har insisteret på, at hvis ikke Jamaica får reduceret den enorme statsgæld, så går de en dyster fremtid i møde. 

Regeringen tog også kampen op for at bekæmpe den omfattende kriminalitet. Målet var at reducere antallet dræbte med en hver dag inden 2017. Det amerikanske udenrigsdepartements internationale rapport om narkotikabekæmpelse viser, at Jamaica har gjort fremskridt. Men i en rapport fra 2012 blev det slået fast, at Jamaica har over 250 kriminelle bander, som opererer ganske frit. 

Samfund og politik

Jamaica satsede tidligt på at opbygge et velfærdssystem for alle sine indbyggere. Allerede i 1938 indførte de mindsteløn, og i 1966 kom et system for alderspension og forsikringer på plads. FN har alligevel udregnet, at hver femte jamaicanere levede i fattigdom i 2012. Det er en nedgang fra 1991, hvor omtrent hver tredje blev defineret som fattige. Tilgangen til rent vand er dog blevet bedre, sanitæranlæggene fungerer, og den forventede levealder er øget. 

Det største sociale problem i landet er kriminaliteten, ikke mindst i hovedstaden Kingston. Koblingen mellem narkotika og kriminalitet er tydelig. Både narkotikahandelen og misbrug af narkotika er omfattende. Jamaica ligger på verdenstoppen i antallet af drab. 

Jamaica er måske mest kendt for rastafari-bevægelsen, der fremstod som en mobiliserende reaktion mod undertrykkelsen af den sorte befolkning. Drømmen om at vende tilbage til Afrika stod stærkt, og de havde en egen tolkning af Bibelen, hvor Etiopiens kejser Haile Selassie fremstod som den levende Kristus (Jah). Rastafari-bevægelsens mest kendte formidlingsform er reggaemusikken. Maroon-traditionen havde bidraget til, at den autentiske afrikanske kultur stod stærkt på Jamaica.

Økonomi og handel

Jamaicas økonomi har siden 60’erne udviklet sig fra at være helt afhængig af landbrug til at basere sig mere og mere på mineindustri, turisme og penge, som jamaicanere bosat i udlandet, sender hjem. Landbruget spiller dog fortsat en ganske vigtig rolle i landets økonomi, og det er særligt sukker og bananer, som dyrkes. Men siden 60’erne har Jamaica været en verdensledende leverandør af aluminium, og det er især eksport af bauxit og alluminiumoksid. Det har samtidig gjort økonomien i landet sårbar – for hver gang priserne svinger på verdensmarkedet, påvirkes nationalbudgetterne. 

I 70’erne nærmede Jamaica sig Cuba for at styrke sammenholdet i Caribien, hvilket førte til en amerikansk kampagne mod Jamaica. Bauxitselskaberne fik reduceret deres aktiviteter, turismen blev svækket, og USA trak deres økonomiske støtte til øen tilbage. Dette fik dramatiske konsekvenser. I 1981 brød Jamaica sine forbindelser til Cuba, og de blev hurtigt USA’s vigtigste støtte i området.

Siden 90’erne er den økonomiske politik blevet dikteret af IMF (Den Internationale Pengefond), hvilket har ført til øget privatisering, at statsgælden har kommet under kontrol, og at landet har fået bugt med den galopperende inflation. Fra årtusindskiftet har Jamaica oplevet en forholdsvis stærk økonomisk vækst, men den forventes ikke at vare ved. Statsgælden er fortsat 128% af BNP, og knap halvdelen af statsbudgettet går til at betale renter – og en fjerdedel til udbetaling af lønninger. Årsagen er lavt skatteniveau og store lønomkostninger til den offentlige sektor.

I 2013 var arbejdsløsheden 16%, en stigning fra året før, hvilket skyldes krav fra IMF om at privatisere statslige selskaber i større grad samt en ny skattereform.  

Korte fakta

Jamaica

Hovedstad:

Kingston

Etniske grupper:

sorte 91.2%, blandede 6.2%, andre 2.6%

Sprog:

Engelsk

Religion:

protestanter 62.5% , katolikker 2.6%, andre religioner 14.2%, ingen religion 20.9%

Population:

2 813 276

Government:

Konstitutionelt monarki

Area:

10 990 km2

Currency:

Dollar à 100 cents

BNI per citizen:

9 063 PPP$

National Day:

Første mandag i august

Medlemskab/deltagelse

Other country profiles

FN-forbundet © 2017