Hopp til innhold

Kenya

Kenya har haft en relativ vellykket udvikling efter frigørelsen fra Storbritannien i 1963. Billedet af Kenya som et stabilt, ungt demokrati slog rigtigt til ved valget i 2007.

Sidst opdateret 05.03.2015

Geografi og miljø

Landskabet i Kenya er meget varieret. Fra savannelandskab i syd til tropisk landskab i vest og ørken i nord. Fra kysten i øst kan du rejse til de høje sletter og åer i vest. Riftdalen strækker sig tværs igennem landet, i himmelretningen nord-syd. På savanne i syd finder du elefanter, løver, giraffer, zebraer og antiloper. Størstedelen af befolkningen i Kenya bor i de ujævne åslandskaber i de centrale- og vestliggende områder. Landet er også kendt for Turkanasøen, en af verdens største ørkensøer og Mount Kenya - en slukket vulkan og Afrikas næsthøjeste fjeld. 

Klimaet varierer afhængigt af jordoverfladens højde over havet. Kysten er tropisk med høje temperaturer året rundt. På højsletten er klimaet mere tempereret, det vil sige jævnt over koldt vejr med tydeligt skel mellem sæsonerne. Nedbør i landet er meget ujævnt fordelt og kan variere meget fra år til år. De lavtliggende områder omkring Viktoriasøen oversvømmes til tider, mens ørkenområderne i nord oplever tørkeperioder. Kenya har et yderst dårligt vandforsyning, og store dele af områderne har intet adgang til rent vand. Ulovlig høst af den tropiske skov i den vestlige del af landet har ført til, at jorden, eller den dyrkbare jord, skylles væk med regn og oversvømmelse, noget som har ført til at store områder i dag er ødet. 

Ecoprint

0.6 jordkloder

Hvis alle mennesker i verden havde samme forbrug som en gennemsnitlig indbygger i Kenya, ville vi behøve 0.6 jordkloder.
Se indikatoren som viser vores økologiske fodaftryk.

Historie

Kenya er et ganske ungt demokrati. Arabiske handelsmænd var de første som slog sig ned i landet langs kysten i 700-tallet. Araberne blev i landet og mødte folk fra de små landsbysamfunde. I 1500-tallet kom portugiserne og indvaderede byerne langs kysten. Indlandet fik lov til at være i fred for den vestlige imperialisme, mens kysten blev et centrum for slavehandel og varehandel. I 1800-tallet erobrede englænderne først kysten, og senere også indlandet, hvor de etablerede handelsstationer og plantager. I perioden fra 1920 til 1963 var Kenya en britisk koloni og lokalbefolkningen blev stærkt undertrykt. Kun de hvide kunne eje land og de sorte manglede helt fundamentale rettigheder. 

Udover det opstod der i 1900-tallet en frigørelsesbevægelse, som kæmpede for ligebehandling. I 1952 var der et kæmpe oprør og landet blev kastet ud i et politisk kaos, som varede til slutningen af 1950'erne. Kenya blev selvstændig i 1963. De første 15 år blev landet styret af den socialistiske frigøringsleder, Jomo Kanyatta. Hans budskab var klart: national forsoning og vækst. I Kanyattas regeringsperiode øgede kritikken mod hans lederskab. Oppositionen hævdede at et mindretal blev rigere på bekostning af et flertal. Da Kanyatta døde i 1978, overtog vicepræsidenten, Daniel Arap Moi, magten. Til at begynde med, blev der mere rum for åbenhed og kritik, men i 1980-tallet blev han stadigt mere hårdhændet mod sine kritikere. Moi indførte et et-partisystem og fattigdommen øgede i takt med korruptionen.

I valget i år 2000 tabte regeringspartiet Kanu for første gang magten. I stedet fik Kenya en samarbejdsregering med Mwai Kibaki som præsident. Økonomien fik et løft, men spændingerne var store i den kaotiske regeringsalliance. Tilsynladende begyndte uroligheder efter valget i 2007. Der skulle vælges præsident, parlament og kommunestyrer på samme dag. Kenya er et typisk præsidentstyret land. Præsidenten er statsoverhoved, regeringschef og har meget magt ifølge grundloven. Valgkampen stod mellem tre kandidater: Kibaki- siddende præsident, og udfordrerne, Odinga og Musiyoka. Valget delte befolkningen i to. Stemmetallet for den siddende præsident blev systematisk forfalsket og opjusteret. Da det endelige resultat af præsidentvalget blev bekendtgjort i et lukket lokale, hvor kun det statslige TV-hold var tilstede, viste de "justerte" tal at Kibaki havde "vundet" med et lille stemmeantal til hans fordel. Odinga hævdede at Kibaki "stjal" valgsejren ved hjælp af fusk og ville først have en ny optælling af stemmerne. 

I Kibakis lejr hævdede at valget havde foregået helt ærligt og at hvis nogen var utilfredse, måtte de gå rettens vej. Set med etniske øjne støttes Kibaki af sin egen talrige folkestamme, kikuyu, samt de nær beslægtede stammer, embu og meru. Disse grupper bor stort set i centralprovinsen og rundt om Kenyafjeldet. Efter valget har kambafolket, som i præsidentvalget, støttet sin egen kandidat. Musyoko sluttede sig til Kibaki, da Musyoko fik vicepræsidentstillingen. Oppositionen omfatter etnisk set folkegrupperne, vest i landet: luo, luhya og kalenjin. Odinga har også betydelig støtte på kysten og i Nordøstprovinsen. Oppositionen står også stærk i alle de største byer.

Den omfattende voldsudøvelse efter valget i 2007 var ikke kun en spontan reaktion på det, som blev opfattet som valgfusk, men til dels en planglagt kampagne for at spille det etniske kort fra Odingas side, og for at planlægge uroligheder i tilfælde af at Kibaki vandt valget. På den anden siden var angreb fra kikuyu-milits som støttede Kibaki, i Naivasha og Nakuru, planlagt - og vold udøvet mod andre folkegrupper. Politiet og dets specialstyrker bidrog også til at over 1000 mennesker blev dræbt efter valget i 2007; over 300000 blev fordrevet fra deres hjem. Regeringstalsmanden beskyldte Odingas tilhængere for at stå bag organiseret etnisk rensning, mens Odinga anklagede regeringen for at stå bag folkemord. Voldelige sammenstød mellem kikuyo- og luo-milits har også haft udspring i kamp om kontrol med kriminel virksomhed, bl.a. sprithandel. Der foregår nu flere retsprocesser for at retsforfølge det, som skete efterfulgt af valget i 2007. 

Valget i 2013 gik fredeligt for sig og Uhuru Kenyatta, søn af landets førende præsident, fik af med sejren. Kenya har siden 2011 været en del af Den Afrikanske Unions styrker i Somalia, for at få bugt med truslen fra Al-Shabaab. Fra 2013 har man oplevet at Al-Shabaab har udført angreb indenfor Kenyas grænser. 

Samfund og politik

Kenya har en republikansk styreform, hvor præsidenten leder regeringen og er statens formelle overhoved. Partisystemet i Kenya er ustabilt, så det er lidt flydende hvorvidt man kan tale om et ordentligt partisystem overhoved. Det er vældigt nemt at lave et parti og få det registreret. Der findes et mylder af registrerede partier, omkring 130. Der laves stadig samarbejde på tværs af partier, men som ofte mislykkedes, særligt før et valg. 

Valgordningen er således at den kandidat, som får flest stemmer, bliver valgt. Det kræves med andre ord ikke absolut flertal, det vil sige 50% af stemmerne eller mere. For at blive præsident, må man også blive valgt ind som medlem af parlamentet. Oven i det, skal man mindst have 25% af stemmerne i fem af de otte provinser i landet. Det sidste krav skal sikre en geografisk og dermed også en etnisk repræsentation i magtapparatet. 

Det etniske bosætningsmønster sammenfalder gerne med geografiske grænser. Luo-folket bor hovedsageligt omkring Viktoriasøen, mens kikuy-folket bor i centralprovinsen. Luhyaene bor i vest mod grænsen til Uganda, mens kalenjin bor i Riftdalen. 

De etniske modsætninger har historiske rødder tilbage til kolonitiden under Storbritannien. Hvide bosættere slog sig ned i de bedste jordbrugsområder med kolonistatens beskyttelse og fordrev den oprindelige befolkning. Efter uafhængigheden i 1963 blev det løst, med de britiske bistandspenge. Den nye regering under Jomo Kenyatta - en kikuyu - sørget for at mange fik jord tilbage, men i den process var der også meget korruption. Det førte til at den økonomiske og politiske elite skaffede sig store jordejendomme. 

Så meget som 80 procent af landet er halvørken. Omkring halvdelen af den dyrkbare jord ejees af 20 procent af befolkningen. Ca. 13% er jordløse. I et land, hvor det store flertal lever af landbrug, er tilgang til jord derfor et vanskeligt politisk spørgsmål i dagens Kenya. Daniel arap Moi - en kalenjin - som tog over præsidentembedet i 1978 efter Kenyattas død, gjorde lidt for at omfordele jord. Det samme gælder Kibaki i hans regeringstid. Ingen af de politiske ledere efter uafhængigheden har forsøgt at håndtere jordspørgsmålet på en måde, som kunne dæmpe modsætninger. 

Men der er ikke bare tale om fordeling af jordejendomme. Staten får skattepenge ind, som fordeles mere eller mindre retfærdigt. At være ansat i staten er af betydning, da man så kan få indflydelse over fordelingen af disse resourcer. I gennem staten kan resourcer kanaliseres til områder som tidligere er blevet favoriseret. Penge går gerne til skoler, veje, helbredsklinikker og lignende i områder, hvor toplederne kommer fra. Det opleves som uretfærdigt. Og når det opleves systematisk over langtid, bygger der sig en vrede og bitterhed op. Der er ingen tvivl om at at luofolket føler bitterhed over at have blevet undertrykt gentagende gange. 

 Landet var i en periode i 1980'erne, et etpartisystem under Daniel arap Moi, men i dag er der et utal af politiske partier. Der er kun få ideologiske forskelle mellem de politiske partier og valg er domineret af politikeres personlige egenskaber og etniske tilhørsforhold. Kenya har mere end 50 forskellige etniske grupper, og lige siden uafhængigheden har forholdet mellem disse grupper ført til konflikter og spændinger, især i forbindelse med valg hvert femte år. Landet kæmper med fattigdom, økonomisk tilbagegang og faldefærdigt vej- og jernbanenet. Efter Rainbow Alliance kom til magten i 2002, har landet dog oplevet nogle ændringer til det bedre: Den udbredte korruption er faldet, og uddannelse er nu fri og tilgængelig for alle. Regeringen har taget vigtige skridt mod en forbedring af kvinders rettigheder, og strenge reformer er i færd med at vende den negative økonomiske udvikling. Efter valget i december 2007 har landet oplevet store politiske uroligheder, og tusindvis af mennesker er blevet tvunget til at flygte.

Økonomi og handel

De fleste kenyaner arbejder inden for landbruget. Blandt de vigtigste varer, som produceres for eksport er the og kaffe. Kenyas afhængighed af landbruget har gjort landet sårbar for ustabilt nedbør og svingninger i priserne på det internationale handelsmarked. Store dele af landets befolkning lever under fattigdomsgrænsen, til trods for at den politiske elite hæver lønninger på niveau med vestlig middelklasse. Kenya er et fattigt land og er helt afhængig af international bistand. I begyndelsen af 1900-tallet gik landet ind i en økonomisk krise på grund af regeringens dårligt styre, og Verdensbanken og Pengefonden gik ind i landet med store lån og programmer. Organisationerne afbrød imidlertid støtten da Kenya ikke kunne opfylde forpligtelserne, som fulgte med lånene. Efter år 2002 er økonomien, langsomt, men sikkert begyndt at komme sig efter den lange nedtur. Korruption og manglende modernisering af industrien udgør fortsat store hindringer for landets videre økonomiske udvikling. 

Turisme til den kendte nationalparker, som ligger i tilknytning til savannen, er Kenyas vigtigste kilde til udenlandske penge. Kenya er også et vigtigt mellemland for handel med nabolandene Uganda, Rwanda, Burundi, DR Kongo og Syd-Sudan. 

Kenya er et landbrugsland, med store områder der er egnet til mange forskellige afgrøder. Mere end 60 procent af befolkningen arbejder i landbruget. Blandt de vigtigste råvarer, der produceres til eksport, er te og kaffe. Kenyas afhængighed af landbruget har gjort landet sårbart over for ustabilt nedbør og udsving på det internationale handelsmarked. Store dele af landets befolkning lever under fattigdomsgrænsen, trods det faktum, at den politiske elite hæver lønninger på niveau med den vestlige middelklasse. Kenya er et fattigt land, og er helt afhængig af international bistand. I begyndelsen af ​​1990'erne, indtrådte en økonomisk krise på grund af regeringens forsømmelser. Verdensbanken og IMF gik ind i landet med store lån og programmer. Organisationerne har dog aflyst programmerne, da Kenya ikke i stand til at opfylde de forpligtelser der fulgte med lånene. I perioden efter 2002 er økonomien langsomt begyndt at komme sig fra sin lange nedtur. Korruption og manglende modernisering af industrien udgør stadig store hindringer for landets videre økonomiske udvikling.

Korte fakta

Kenya

Hovedstad:

Nairobi

Etniske grupper:

Kikuyu, luhya, luo, kalenjin, kamba, kisii, meru

Sprog:

Engelsk, kiswahili, andre

Religion:

Protestanter 45%, katolikker 33%, muslimer 10%, traditionelle 10%, andre/ingen/uspecificeret 2%

Population:

46 748 617

BNI per citizen:

3 083 PPP$

Lokaliteter

Narok

Omo-deltaet

Victoriasøen

Medlemskab/deltagelse

Other country profiles

FN-forbundet © 2017