Hopp til innhold

Kina

Folkerepublikken Kina

Kina er verdens mest folkerige nation, og er siden 1947 blevet styret af kommunistpartiet. I løbet af de sidste år har landet åbnet sine grænser mod vesten, og har haft stor økonomisk fremgang.

Sidst opdateret 09.12.2016

Geografi og miljø

Kinas størrelse, samt regionale forskelle i forhold til højde og afstand til havet, skaber store variationer i klima og natur. Den vestlige del af landet består hovedsageligt af bjerge og tørre områder, mens landet mod øst er dækket af frugtbare sletter. Monsunvindene har en stor indflydelse på landets klima. Om vinteren dominerer de polare vinde, mens varme og tropiske vinde kommer ind over landet i løbet af sommeren. Udvinding af olie og kul produktion har ført til en omfattende luftforurening. Flere af de kinesiske byer er rangeret blandt verdens mest forurenede. Desuden har emissioner fra industrien ført til en mangel på rent vand. Skovrydning og jorderosion er nogle af årsagerne til, at Kina siden 1949 har mistet en femtedel af landets landbrugsjord. Kina har for nylig bygget en af de største dæmninger i verden, ”Three Gorges Dam”. Udviklingen er kontroversiel, dels fordi fiskebestanden i floden er gået ned, og at 1,2 millioner mennesker er blevet tvunget til at flytte

Earth Ecoprint

1.4 jordkloder

Hvis alle mennesker i verden havde samme forbrug som en gennemsnitlig indbygger i Kina, ville vi behøve 1.4 jordkloder.
Se indikatoren som viser vores økologiske fodaftryk.

Historie

I århundreder var Kina et af de mest avancerede civilisationer i verden. Store opfindelser som kompasset, krudtet, papir og trykkerkunsten kommer fra Kina. Landet har været styret af en række dynastier, og var i en lang periode under mongolsk styre. I 1912 blev den kinesiske republik etableret, samtidig med at Kinas sidste kejserlige dynasti endte. Det nationalistiske parti "Guomindang" og det kommunistiske parti kæmpede om magten i mange år, men ingen af dem tog fuld kontrol over landet. I 1937 udbrød der krig mellem Kina og Japan. Uenighederne mellem de to partier blev sat til side for at vinde over Japan. Da Kina vandt krigen i 1945, udbrød der umiddelbart efter en borgerkrig, der dræbte 12 millioner mennesker. Kommunisterne, med Mao Zedong i spidsen, vandt og skabte Folkerepublikken Kina i 1949. Tilhængere af det nationalistiske parti trak sig tilbage og bosatte sig på øen Taiwan, hvor de oprettede Republikken Kina. Mao regerede med en jernnæve og lancerede i 1966, "Den store proletariske kulturrevolution". Målet var, ifølge Mao, at ødelægge alle de gamle skikke og praksis i det kinesiske samfund og erstatte dem med kommunistisk ideologi. Maos død i 1976 førte til et opgør med de mere radikale elementer i kommunismen. 

Samfund og politik

Kina er en folkerepublik med det kommunistiske parti som det eneste tilladte politiske parti. Præsidenten og statsministeren bliver valgt på Den Nationale Folkekongress, som er statens øverste organ. Kongressens udøvende komité, som styres af det kommunistiske parti, fungerer som lovgivende forsamling resten af året.

De studerende, der demonstrerede i 1989 på Den Himmelske Freds Plads for frihed og demokrati, blev mødt med kampvogne og tusindvis af mennesker blev dræbt. Respekten for menneskerettighederne er lille, og oppositionen nedkæmpes. Korruption betragtes som et stort problem, og hvert år udstedes hundredvis af dødsdomme til mennesker for økonomiske forbrydelser. Myndighederne fører stadig en stram befolkningspolitik, og tillader som regel kun familier at få ét barn. Kinesiske myndigheder er særlig kritiseret af Vesten for deres forhold til de to kinesiske provinser Tibet og Taiwan.

Udenrigspolitik

Hensynet til social stabilitet og økonomisk vækst styrer den kinesiske politik. Den voldsomme økonomiske udvikling i landet har medført at forskellene i levestandarden mellem rig og fattig, og by og land, er blevet særdeles store.

Kinas udenrigspolitik er under udvikling, i takt med landets fremvækst som økonomisk stormagt, og dets behov for at varetage stigende interesser i udlandet, som forudsætning for videre vækst. Udenrigspolitikken styres af et ønske om stabilitet i nærområderne og gode forbindelser med vigtige handelspartnere, for at sikre landets egen økonomiske og sociale udvikling. Samtidig forsøger Kina, med svingende held, at forsikre omverdenen om at de har fredelige hensigter og ikke har hegemoniske ambitioner. Ønsket om at blive opfattet som en ansvarlig international aktør og regional stormagt, vejer også mere og mere tungt.

Kina satser stærkt på Afrika, primært for at sikre sig tilgang til olie, gas og mineraler. Derudover ønsker Kina at bidrage til at de afrikanske lande kan producere fødevarer for den stadig voksende kinesiske befolkning. Afrikanske lande er også vigtige markeder for kinesiske varer.

Kina har en tendens til at prioritere økonomisk udvikling over menneskerettigheder, hvilket faktisk er et fortrin i konkurrencen mod USA og Vesten om samarbejde med afrikanske lande. Mens vestlige lande til en vis grad stiller krav til handelspartnere om demokrati og menneskerettigheder før de vil samarbejde og give udviklingsstøtte, siger Kina at de ikke vil blande sig i andre landes interne forhold. Dette bidrager til at sikre Kina adgang til vigtige råvarer og økonomier i vækst.

Det er alligevel vigtigt at bemærke, at Kina ikke er imod menneskerettigheder, men at landet bare har et andet fokus end Vesten. Mens vi i Vesten har et stort fokus på politiske og demokratiske rettigheder, har Kina et større fokus på sociale og økonomiske rettigheder. Levestandarden i Kina er steget jævnt siden 80’erne, så Kina vil sige at de gør et godt arbejde med menneskerettighederne i deres eget land. Alligevel henretter Kina flere mennesker om året, end alle andre lande tilsammen.

 

Forholdet til andre lande i Sikkerhedsrådet

Kina er ét af de fem permanente medlemmer af Sikkerhedsrådet

USA er traditionelt set Kinas modstander i Sikkerhedsrådet, men i de sidste 20 år, har der været stor handel mellem de to lande. Selvom det sjældent siges højt, er forholdet til USA særligt vigtigt for kineserne. Forholdet mellem de to lande svinger, men i foråret 2013 blev forholdet markant forværret efter en række beviser på kinesisk hacking af amerikanske firmaer og myndigheder, samtidig med at der kom afsløringer frem af amerikansk internetovervågninger i stor stil. Kinas nedtonede kritik af amerikansk politik må ses i sammenhæng med det omfattende økonomiske samarbejde med USA. Denne handel er nemlig afgørende for moderniseringen af Kina. Selvom landets samhandel med landene i Øst- og Sydøst Asien vokser stærkt, er USA nemig det klart vigtigste eksportmarked for Kina.

Samtidig er Kina opsat på at fungere som modpol til USA. Kina står for et mere restriktivt syn på hvor meget magt, FN skal have i verden, og ønsker at de enkelte lande i størst mulig grad skal have lov at bestemme over deres interne forhold.

Forholdet mellem Kina og Rusland har traditionelt set været godt. Forholdet er præget af gensidig forståelse, men også en vis mistænksomhed. I FN’s sikkerhedsråd har de ofte samme standpunkt, selvom Kina holder en lavere politisk og diplomatisk profil. Kineserne frygter at Rusland vil prioritere forholdet til USA og Europa på bekostning af Kina, uden at de siger det offentligt. Samtidig er Rusland verdens 2. største olieproducent efter USA, så afhængigheden mellem de to lande er stor.

Der er mange uformelle og stærke bånd mellem Kina og Rusland, men der er også mange forskelligheder. Mange mener at Kina og Rusland ikke længere er ligestillede, og at Kina som kommende supermagt kommer til at marginalisere Rusland fra regional og global beslutningsmagt.

Forholdet til Syrien

Kina har et godt forhold til Syrien, og der er en betydelig handel mellem landene. Kina forholder sig skeptisk, når det kommer til at blande sig i det, de mener er andre landes interne anliggender, og ønsker at styrke Syriens territoriale integritet.

Sammen med Rusland har Kina flere gange nedlagt veto mod resolutioner om Syrien i Sikkerhedsrådet. Begrundelserne har bl.a. været at man må lade den politiske process gå sin gang, være tålmodige, og hellere fremme våbenhvile mellem parterne. Kinas repræsentant i Sikkerhedsrådet udtalte i maj 2014, at Kina var objektiv i forhold til situationen i Syrien, og at Kina ikke havde egeninteresser i Syrien.

Økonomi og handel

Siden 1970 har Kinas bevæget sig fra lukket planøkonomi til mere åben marked-orienteret økonomi. Det var særligt efter Maos død i 1976 at Kina begyndte at åbne op for handle med vesten og økonomien blev gradvist mere liberaliseret. Kina siges at have verdens hurtigst voksende økonomi. Siden 2010 har landet været verdens næststørste økonomi efter USA. Regeringen har til dels åbnet op for udenlandske investeringer og mere end 500.000 udenlandske virksomheder har etableret sig i landet. Derudover har Kina siden 2001 været medlem af World Trade Organization (WTO). Kina har løftet flere hundrede millioner mennesker ud af absolut fattigdom, men fattigdom er stadig udbredt i landsbyerne. Omkring en fjerdedel af Kinas befolkning er stadig ansat i landbruget. Kina er rig på naturressourcer såsom kul, olie og jernmalm. De vigtigste eksportvarer er tekstiler, elektroniske produkter, olie og olieprodukter, kemikalier og lette industrivarer og våben. I de seneste år er servicesektoren vokset kraftigt. EU, USA og Japan er Kinas vigtigste handelspartnere, mens eksporten til nye markeder i Afrika og Asien vokser mest. Kinas investeringer i udlandet er blevet betydeligt forøget de senere år, både i Afrika, Europa og Nordamerika.

Korte fakta

Kina

Hovedstad:

Beijing

Etniske grupper:

Han-kinesere 91.9%, zhuang, uighur, hui, yi, tibetanere, miao, mansju, mongoler, buyi, koreanere og andre 8.1%

Sprog:

Mandarin, kantonesisk, wu, minbei, minnan, xiang, gan, hakkadialekter og mindre sprog

Religion:

Officielt ateistisk, men mange er kristne, taoister og buddhister

Population:

1 401 586 609

Government:

Kommunistisk styre

Area:

9.600.001 km2

Currency:

Yuan

BNI per citizen:

14 239 PPP$

National Day:

1. oktober

Lokaliteter

Beijing

De Tre Kløfter dæmningen

Huang He-deltaet

Shenzhen

Medlemskab/deltagelse

Other country profiles

FN-forbundet © 2017