Hopp til innhold

Kuwait

Fra at være et fattigt land, som levede af fiskeri, har Kuwait, siden 2. Verdenskrig, udviklet sig til at være er et rigt land med ca. ti procent af verdens kendte oliereserver. Over halvdelen af befolkningen er udenlandske gæstearbejdere.

Sidst opdateret 04.05.2017

Geografi og miljø

Kuwait er et ørkenland, der består af bølgende sandsletter, med lave bakker i vest. Bakker har en særlig betydning, fordi råolien, på grund af tyngdekraften, strømmer fra oliefelterne ved Burghan til eksporthavnene ved kysten. Den brede Kuwait Gulf skærer sig ind i landet, hvilket skaber et stort og godt beskyttet havneområde. Kuwait omfatter flere øer ud for kysten, men kun én af dem, Faylakah, er beboet.
Kuwait har et subtropisk ørkenklima med meget varme, tørre somre og kølige vintre. Maksimal temperaturen om sommeren overstiger 50° C og minimums temperaturen falder ned til 0° C om vinteren. Der forekommer hyppigt sandstorme og vegetationen er meget sparsom. Den nordlige del af Kuwait er grusørken, den sydlige sandørken.
Kuwaits miljøproblemer er først og fremmest mangel på frisk vand, men en af ​​de største og mest moderne afsaltningsanlæg leverer størstedelen af ​​landets adgang til vand. Kuwait har også problemer med luftforurening.

Historie

Kuwait har været beboet i mindst 4000 år, primært af nomadiske mennesker. Det nuværende Sabah dynasti har regeret siden 1756. 1899-1961 var Kuwait under britisk beskyttelse, men landet blev selvstændigt i 1962. Irak anerkendte først uafhængigheden i 1963 - mod en betydelig finansiel støtte. Det har dog altid været et konfliktfyldt forhold, og Irak betragter Kuwait som en tabt provins.
Efter selvstændigheden fik Kuwait en grundlov og et parlament. Samtidig voksede olieindustrien. Olien gav kuwaitere arbejde og mulighed for at opbygge et velfærdssystem. Forholdet mellem Irak og Kuwait svingede fra dårligt til værre i slutningen af 80’erne. Grundene var mange. Med revolution i Iran i 1979 blev det nye regime anset som en større trussel end Irak. Samtidig med at Kuwait stadig frygtede Irak, støttede de dem alligevel i deres to krig mod Iran.

Forholdet mellem Irak og Kuwait blev forværret i slutningen af ​​1980erne. Landede mødtes i 1990 for at finde en løsning på konflikten, men forhandlingerne slog fejl. Resultatet var, at Irak besatte Kuwait og meddelte, at landet blev Iraks 19. provins. FN's Sikkerhedsråd fordømte invasionen og krævede øjeblikkelig tilbagetrækning. Da kravet ikke blev opfyldt, gav Sikkerhedsrådet bemyndigelse til FN's medlemslande til at tage "alle nødvendige midler" i brug for at genoprette fred og sikkerhed. I januar 1991 startede den amerikanskledede "Operation Desert Storm" med det formål at befri Kuwait, hvilket førte til, at Irak trak sig tilbage.

Forholdet til USA blev styrket som en følge af krigen, og i eftertiden har Kuwait været velvillige til at USA og Storbritannien har brugt landet som base blandt andet under krigen mod Irak i 2003. Tilknytningen til amerikanske tropper i landet har ført til flere terrorangreb i Kuwait, som Al Qaida antages at stå bag.  

Politikken i Kuwait har historisk set været præget af modsætninger mellem regeringen, som domineres af den styrende emirens slægt Sabah, og parlamentet. Da oppositionen i parlamentet forsøgte at stille regeringen til ansvar for, hvordan statslige penge blev brugt, gik regeringen af, og et valg blev udløst. I perioden 2006 og 2011 gik regeringen af syv gange under samme statsminister, sheik Naser al-Mohammed Al Sabah. Ved det sidste valg i 2013, som blev boykottet af de fleste oppositionelle, blev antallet shia-muslimer halveret, mens sunni-muslimer og liberale gik frem. Også ved dette valget gik flest mandater til kandidater, som i første række repræsenterer forskellige klaner. 

Samfund og politik

Levestandarden i Kuwait er høj, og landet har et godt udbygget velfærdssystem med pensioner, gratis sundhedssektor og uddannelse. Det kuwaitiske samfund er inddelt i traditionelle klaner. Selv om levestandarden er høj, er forskellene mellem landets rigeste og den almindelige befolkning stor. Rigest er kongefamilien Sabah og den gamle erhvervsdrivende klasse. Befolkningen er ung, næsten 40% er under 25 år. Næsten alle bor i Kuwait City eller i en af de mindre byer nær hovedstaden.

Den oprindelige kuwaitiske befolkning udgør kun en tredjedel af landets indbyggere. Resten af befolkningen er stort set udenlandske gæstearbejdere fra Asien eller andre arabiske landene. I Kuwait findes der over 100 000 statsløse arabere, beduiner og palæstinensere. I 1999 blev gruppen lovet, at hvis de kunne bevise, at de havde boet i landet siden 1965, kunne de få statsborgerskab. Processen er trukket ud, og der opstår fra tid til anden demonstrationer, som politiet har slået hårdt ned på. I 2014 kom Kuwait til enighed med Comorerne om at statsløse gæstearbejdere kunne få statsborgerskab på Comorerne. I bytte skulle comorerne få penge til at opbygge deres skole- og sundhedsvæsen. De fleste af de statsløse har takket nej til tilbuddet, siden de som statsborgere på Comorerne vil kunne blive udvist fra Kuwait. Det er vanskeligere, når de forbliver statsløse. 

Efter befrielsen blev der fremført krav om politisk liberalisering og demokrati i Kuwait. Kravene blev delvist opfyldt med valget af nyt parlament i 1992 og regelmæssige valg siden. Den politiske liberalisering er fortsat, om end i et langsomt tempo. Kvinder fik valgret i 2005, og samme år fik Kuwaits kabinet sit første kvindelige medlem. Emiren (den kuwaitiske leder) har stadig en omfattende magt, og al-Sabah familien indtager mange vigtige positioner.
I 2009 blev fire kvinder valgt til regeringen, og kvinder har i de senere år fået adgang til flere erhverv som politi og militær. Fra 2009 kunne en kvinde få et pas uden tilladelse fra en mandlig slægtning, men der er endnu ikke fuld ligestilling. Blandt andet vægter kvinders vidnesbyrd ikke så tungt som mænds i retten – og retten til statsborgerskab arves gennem faderen.
Formelt har der været pressefrihed siden 1992, og der er et forholdsvist åbent debatmiljø. Dog er der en del selvcensur blandt journalister og redaktører. Internet og medier er statsejede og kontrolleres af myndighederne.

Økonomi og handel

Den første olie blev fundet i Kuwait i 1938, men på grund af anden verdenskrig kom industrien ikke ordentlig i gang før 1946. Olieforekomsterne ændrede Kuwait både som samfund og stat med en hurtig modernisering, der begyndte i 1950. Før olien var Kuwait et fattig ørkenland med fiskeri som sin vigtigste ressource. Med store indtægter i et lille land var udviklingen af infrastruktur og indførelse af sociale ydelser let. Kuwait har en af verdens højeste levestandarder og opsparer penge i en fond til fremtidige generationer. Ca. ti procent af verdens kendte olieforekomster findes i Kuwait.
De meget betydelige olieindtægter kontrolleres i vid udstrækning af den nærmest enevældige al-Sabah familie, og rigdommen i landet er ujævnt fordelt. Det samme gælder for velfærdsydelser, der ikke gælder halvdelen af ​​befolkningen, nemlig de udenlandske gæstearbejdere.
Landet har meget lidt dyrkbar jord, det lider af mangel på vand og er derfor uegnet til landbrug. Næsten alle fødevarer skal importeres. Kuwaits offentlige sektor er enorm. Otte ud af ti kuwaitere, som er i arbejde, er ansat i den offentlige sektor. Af disse udgør omtrent en ud af fem noget produktivt, resten udgør udelukkende udgift på statsbudgettet. Fire femtedele af statsbudgettet går til lønninger og forskellige tilskud. Udover de store lønudgifter har regeringen garanteret indbyggerne i landet korte arbejdsdag, gratis sundheds- og skoletjeneste. 

Kuwait er nummer 47 af 169 i FN's indeks over menneskelig udvikling (Human Development Index 2010).

Korte fakta

Kuwait

Hovedstad:

Kuwait

Etniske grupper:

Kuwaiter 45%, andre arabere 35%, sydasiater 9%, iranere 4%, andre 7%

Sprog:

Arabisk (officielt), engelsk

Religion:

Muslimer 85% (Sunni 70%, Shia 30%), andre (herunder kristne, hinduister, parsi) 15%

Population:

3 583 399

Government:

Monarki

Area:

17 820 km2

Currency:

Dinar à 1000 fils

BNI per citizen:

71 312 PPP$

National Day:

25. februar

Medlemskab/deltagelse

Other country profiles

FN-forbundet © 2017