Hopp til innhold

Marshalløerne

Republikken Marshalløerne

Marshalløerne ligger nord for Ækvator og består af en række atoller og småøer. Marshalløerne har siden 2. Verdenskrig haft nære bånd til USA. Landene har en aftale om fri forbindelse, som giver USA ansvar for Marshalløernes forsvar. USA spiller en helt afgørende rolle for Marshalløernes økonomi.

Sidst opdateret 08.05.2017

Geografi og miljø

Marshalløerne ligger i Stillehavet, nord for ækvator, omtrent 4000 kilometer nordøst fra Australien. Østaten består af 29 atoller og fem større øer. Øerne danner to grupper: Ratakkæden og Ralikkæden, som betyder solopgangs- og solnedgangskæderne. To tredjedele af befolkningen bor på atollen Majuro, hvor hovedstanden ligger, og øen Ebebe i Kwajalein-atollen. De ydre øer er tyndt befolket på grund af få muligheder for beskæftigelse og økonomisk udvikling. Det anslås, at der findes op til 1150 småøer og skær, som betyder småøer bestående af sten. Marshalløerne ligger i en tropisk zone og har et meget hedt og fugtigt klima. Regntiden er mellem maj og november. Øerne har i perioder problemer med adgang til ferskvand, fordi det samles fra regnvand. Øerne er udsat for tropiske orkaner. Ingen af atollernes koraløer hæver sig mere end 10 meter over havet. Derfor er landet sårbart for klimaændringer, som medfører havstigning og de tropiske orkaner.

Historie

Man ved ikke meget om Marshalløernes ældre historie. Man antager, at øerne er blevet befolket af mikronesiske folkeslag for ca. 4000 år siden. Før europæernes ankomst i 1500-tallet, blev øerne styret af små høvdingedømmer. Den spanske opdagelsesrejsende De Saavedra ankom til øerne i 1529, og spanierne var antageligt de første europæere, som kom til området. Øerne blev opkaldt efter den engelske opdagelsesrejsende John Marshall, som udforskede øerne i 1799. Øerne var et tysk protektorat fra 1885, og tyskerne byggede handelsstationer på øerne Jaluit og Ebon for at udnytte den blomstrende kokoshandel. Marshallesiske iroij-høvdinge styrede stadig på lokalt niveau under Tysklands indirekte koloniadministration. Da første verdenskrig brød ud, blev Marshalløerne erobret af Japan. Efter hårde kampe overtog USA magten i 1944. Fra 1947 tilhørte øerne USA’s tilsynsområde i Stillehavet efter en bestemmelse fra FN’s Sikkerhedsråd. USA gennemførte i årene 1946 til 58 i alt 23 kernefysiske prøvesprængninger over Bikini- og Eniwetok-atollerne. I 1986 blev Marshalløerne en selvstændig stat, men har stadig en aftale om at være frit associeret med USA (Compact of Free Association).

Samfund og politik

I følge grundloven fra 1979 er Marshalløerne en parlamentarisk-demokratisk republik. Marshalløerne er et forholdsvist nyt demokrati, som har elementer fra den traditionelle hierarkiske kultur på øerne. Næsten alle præsidenter har været traditionelle høvdinger. Den lovgivende myndighed er lagt til en forsamling kaldet Nitijela, valgt for fire år ad gangen. Forsamlingen, som har 33 medlemmer (kaldt senatorer), vælger præsidenten blandt sine egne medlemmer for fire år. Præsidenten er både statsoverhoved og regeringschef. Præsidenten vælger så de øvrige ministre fra forsamlingen. Forsamlingen rådgives af et overhøvdingeråd på 12 medlemmer. Retsvæsenet på Marshalløerne er uafhængigt. Ifølge associationsaftalen sørger USA for øernes forsvar og har militære baser på øerne. De forpligter sig til at give årlige økonomisk bidrag til Marshalløerne. Endvidere har marshallerne ret til at studere, arbejde og bo i USA.

Flere studier har vist en øgning i antallet af kræfttilfælde på øerne på grund af atomprøvesprængninger i 1940erne og 1950erne. Dette har ført til uenigheder mellem USA og Marshalløerne - og amerikanerne er gået med til at betale erstatninger. Moderniseringen af samfundet på øerne har skabt sociale problemer som stofafhængighed og øget kriminalitet. 

Økonomi og handel

Marshalløernes økonomi består af en traditionel del, som hovedsageligt er baseret på landbrug til underhold, og en moderne servicesektor på de store øer Majuro og Ebeye. Økonomien er afhængig af bistand fra USA, som står for 60% af landets budget. Servicesektoren udgør en stor del af BNP. En betydelig del af sektoren er offentlige arbejdspladser og den offentlige sektor på øerne er stor. Øerne har de senere år satset på fiskeri og turisme og forsøger at udvikle de perifere øer. De forsøger at tiltrække udenlandske investeringer, blandt andet gennem et internationalt skibsfartsregister. Marshalløerne må importere det meste af, hvad de behøver og har kun selv få eksportprodukter. Kokosnødprodukter, som kopra og kokosnøddeolie, står for omkring halvdelen af eksporten. Arbejdsløshed er et stort problem for landet. 

Korte fakta

Marshalløerne

Hovedstad:

Majuro

Etniske grupper:

Marshallesere 92.1%, blandede marshallesere 5.9%, andre 2% (2006)

Sprog:

Marshallesisk (officielt) 98.2%, andre sprog 1.8% (1999)

Religion:

Protestanter 54.8%, assembly of god 25.8%, romersk katolske 8.4%, bukot nan jesus 2.8%, mormonere 2.1%, andre kristne 3.6%, andre 1%, ingen 1.5% (1999)

Population:

52 993

Government:

Konstitutionelle myndigheder i fri forbindelse med USA

Area:

180 km2

Currency:

Amerikanske dollar

BNI per citizen:

3 817 PPP$

National Day:

1. mai

Medlemskab/deltagelse

Other country profiles

FN-forbundet © 2017