Hopp til innhold

Turkmenistan

Turkmenistan er et diktatur hvor al opposition er forbudt og hvor pressen styres af myndighederne. Landet er primært ørken og kunstig vanding og brugen af pesticider i landbruget har sørget for meget forurening. Landet er rigt på olie og gas.

Sidst opdateret 08.06.2011

Geografi og miljø

Omkring 90 % af Turkmenistan er ørken og et af landets miljøproblemer er ørkenspredning. Derudover findes der ”oaseregioner”, primært i syd. Helt mod syd, ved grænsen til Iran, ligger Koppeh-Dagh bjergene. Der er også et højtliggende område ved grænsen til Afghanistan. På grund af de store ørkenområder er Turkmenistan svært afhængig af vandtilførslen fra floderne. Klimaet er kontinentalt, med store daglige og årlige temperaturvariationer. Om sommeren er der som regel over 35 °C, mens det om vinteren ofte er koldere en -30 °C. Manglen på nedbør giver stort behov for kunstig vanding og dyrkningen af bomuld kræver meget vand. En drastisk udbygning af det kunstige vandingssystem har gjort at vandstanden i Aralsøen synker markant og at saltørkener breder sig.

Et andet miljøproblem i landet er det høje forbrug af kunstgødning, kemikalier og pesticider i landbruget. Der er registreret helbredsskader i befolkningen som følge af forureningen. Et andet problem i regionen er forureningen af det Kaspiske hav.

Earth Earth Ecoprint

2.3 jordkloder

Hvis alle mennesker i verden havde samme forbrug som en gennemsnitlig indbygger i Turkmenistan, ville vi behøve 2.3 jordkloder.
Se indikatoren som viser vores økologiske fodaftryk.

Historie

I oldtiden og den tidlige middelalder var Turkmenistan en del af forskellige iranske stater, de hellenistiske riger (erobret af Alexander den store i 329 f. Kr.). Fra midten af 500-tallet trængte tyrkiske stammer ind og overtog magten. Hele området blev i 600-tallet erobret af arabere. Nogle århundreder senere blomstrede byerne og landbruge i oaseområderne, helt frem til landet blev underlagt Djengis Khan i 1200-tallet. Fra midten af 1800-tallet gjorde russerne sig gældende i området og i 1924 blev der oprettet en turkmensk republik i Sovjetunionen.

Turkmenerne var traditionelt opdelt i stammer og klaner og stammeloyaliteten var stærk. Oprettelsen af den turkmenske sovjetrepublik gjorde at turkmenerne følte sig mere som en nation og et folk og der var kun få nationalistiske demonstrationer for at blive selvstændige. Efter Sovjetunionens opløsning blev Saparmurat Niyazov valgt til præsident og Turkmenistan erklærede sig selvstændige i 1991. Niyazov skulle vise sig at blive en streng diktator for det nye land.

Samfund og politik

Niyazov blev i 1992 valgt til den nye stats præsiden med 99,5 % af stemmerne. I 1999 blev han genvalgt af parlamentet, denne gang på livstid. Parlamentet består af det eneste tilladte parti, Niyazov’s ”Demokratiske parti”, der sidder på samtlige 50 mandater. Under diktaturet er al opposition blevet forbudt og propagandaen har været stærk. Niyazov fremstillede sig som ”Turkmenernes fader” og fik blandt andet tre af årets måneder opkaldt efter sig selv, sin mor og sin åndelige vejleder. Da han blev præsident beordrede han at strøm, gas, vand og brød skulle gives gratis til alle indbyggere, hvilket gjorde ham meget populær. Saparmurat Niyazov døde i 2006 og blev efterfulgt af Gurbanguly Berdimuhamedow. Den sidstnævnte har vist sig at være mere moderat og har blandt andet forsøgt at forbedre landets sundhedsvæsen og skolesystem. Turkmenske medier er ejet og styret af regeringen, der censurerer både Tv-udsendelser og internetsider.

Økonomi og handel

Den traditionelle levevej har været jagt og nomadisk hold af geder, men i starten af 1900-tallet overtog bomuldsdyrkning og udvinding af petroleum over som de dominerende brancher. På trods af, at landet næsten udelukkende er ørken giver landbruget arbejde til omkring 40 % af landets befolkning og Turkmenistan var længe blandt verdens ti største bomuldsproducenter. I 1990’erne gik produktionen noget tilbage og det er især olie og gas der har taget over.  Nye store forekomster er fundet i det Kaspiske hav. For at modarbejde afhængigheden af tidligere sovjetrepublikker er der bygget en gasrørledning til Iran. En anden gasrørledning går via Aserbajdsjan, Georgien og Tyrkiet til den tyrkiske havneby Ceyhan. Dette åbnede muligheden for omfattende eksport til Vesten. Der er også planer om en gasledning gennem Afghanistan til Pakistan, men denne lader vente på sig, på grund af urolighederne i området.

Turkmenistan er nummer 87 ud af 169 på FN’s indeks over menneskelig udvikling.

Korte fakta

Turkmenistan

Hovedstad:

Asgabat

Etniske grupper:

Turkmenere 85 %, Usbekere 5 %, Russere 4 %, andet 6 %

Sprog:

Turkmensk (officielt) 72 %, Russisk 12 %, Usbekisk 9 %, andet 7 %

Religion:

Muslimer 89 %, Russisk ortodokse 9 %, uspecificeret 2 %

Population:

5 373 487

BNI per citizen:

16 499 PPP$

Lokaliteter

Karabogas-bugten

Medlemskab/deltagelse

Other country profiles

FN-forbundet © 2017