Internationale aftaler
Hvad er forskellen på en protokol og en konvention? Og hvad vil det egentlig sige, at ratificere en aftale? Her kan du læse mere om, hvad internationale er.
De internationale aftaler, du kan finde på Globalis, er meget forskellige. To fællestræk kan dog nævnes: alle aftalerne indebærer en vis grad af forpligtigelse for de lande, der skriver under, og det er folkeretten, der bestemmer, hvilke forpligtigelser, aftalerne kan indeholde.
Folkeretten er en form for ’grundlov’ for de internationale aftaler, i den forstand at alle aftalerne tager udgangspunkt i forhold, der reguleres af folkeretten. På samme måde som stater reguleres af forskellige retssystemer, reguleres forholdet mellem stater af folkeretten. I modsætning til de statslige retssystemer har folkeretten dog ikke en enhed eller et sammenhængende system, der overvåger og håndhæver disse reguleringer. Det skyldes staternes suverænitet – deres ret til at råde over egne forhold.
Indtil 1800-tallet bestod folkeretten primært af principper og regler, i aftaler der var indgået mellem mindre grupper af selvstændige (suveræne) stater. Det gjaldt særligt fastlæggelse af grænser og fredsaftaler. I 1800-tallet begyndte man at udarbejde større aftaler mellem flere lande. Fredskongressen i Paris i 1856 og den første Geneve Konvention om beskyttelse af sårede og syge i felten i 1864 var vigtige skridt hen imod etableringen af international lov.
FN’s rolle
Udviklingen af folkeretten tog for alvor fart efter de to verdenskrige, og oprettelsen af De Forenede Nationer (FN) i 1945 har været afgørende for, hvordan folkeretten ser ud i dag. FN-pagtens artikel 102 kræver, at alle medlemsstater rapporterer til Sekretariatet, hvilke internationale aftaler de indgår.
Udover den løbende registrering, udviklede FN i 1969 sin egen aftale, der regulerer, hvilke forhold aftaler kan indeholde: Wien Konventionen om Traktatretten. Denne konvention var et forsøg på at systematisere de etablerede internationale spilleregler, både i form af eksisterende aftaler og måder at fortolke dem på. Til trods for at kun 108 stater har bundet sig til vilkårene i Wien Konventionen, anses den i dag som det vigtigste regelsæt for internationale aftaler, fordi konventionen bekræfter eksisterende opfattelser af, hvad folkeretten skal indeholde.
Internationale aftaler
De internationale aftaler kan inddeles i følgende kategorier:
Charter / pagter er grundlæggende dokumenter, der beskriver både generelle og specifikke rettigheder og pligter. I dag er det sjældent at benytte et charter, andet end som symbolske erklæringer om værdigrundlag og principielle standpunkter.
Erklæringer er beslægtede med charter, men mere specifikke. De fleste erklæringer kan betragtes som ikke-bindende løfter om konkrete tiltag. Bindende erklæringer er sjældne.
Eksempler: FN’s menneskerettighedserklæring, EU’s erklæring om grundlæggende rettigheder
Traktater og konventioner er den typiske betegnelse for aftaler mellem stater. Ifølge Wien Konventionen skal en aftale opfylde fire kriterier for at være en traktat eller konvention: den skal være juridisk bindende, den skal indgås mellem stater eller mellem organisationer, den skal reguleres af international ret, og den skal være skriftlig.
Eksempler: FN’s konvention om barnets rettigheder, Traktat om ikke-spredning af kernevåben
En aftale kan være to forskellige ting. Det kan dreje sig om en samlebetegnelse for alle former for overenskomster mellem stater, så længe ordet er brugt i teksten. En aftale kan imidlertid også være en mindre omfattende traktat eller konvention, gerne i tilknytning til et afgrænset tema.
Eksempler: Aftalen om Oprettelsen af Verdens Handelsorganisation, Aftale om Det Europæiske økonomiske Samarbejde
Protokoller og tillæg kan enten være en del af en aftale, når den underskrives, eller de kan vedlægges på et senere tidspunkt. Fordelen med protokoller er, at de åbner op for, at stater kan vælge, hvilke dele af de større aftaler, de accepterer, og at de gør det muligt at nuancere de ofte vage løfter i store aftale på et senere tidspunkt.
Forhandlingerne om internationale aftaler
Internationale aftaler kan komme i stand på forskellige måder. Enkelte aftaler indgås af stater og virksomheder på grund af delte forretningsinteresser, mens andre indgås mellem stater og organisationer for f.eks. at forhindre overgreb på menneskerettighederne. Fælles for dem alle er, at de indebærer en forhandlingsproces, der leder frem til den endelige tekst, som skal vedtages. En færdig vedtaget tekst indeholder en række afsnit, der regulerer den videre gang i aftalen.
Som regel er underskrivelse det første skridt efter vedtagelse. De fleste aftaler har en tidsbegrænset periode, hvor de stater, der vil tilslutte sig, kan skrive under. Når denne periode er udløbet, kan man dog som regel stadig tilslutte sig ved at udtrykke en formel godkendelse af vilkårene i aftalen. Der findes to typer underskrifter: i enkelte tilfælde kan man acceptere vilkårene i aftalen med en endelig underskrift. Det betyder, at underskriften binder staten til at opfylde aftalen på en gang. Som regel vil det dog være muligt at give en midlertidig underskrift, der giver staterne mulighed for at tilpasse deres love og regler til aftalen. En midlertidig underskrift er ikke bindende, og staterne skal ratificere (endeligt godkende) aftalerne, før de er bundet af aftalen. En ratifikation er med andre ord en endelig underskrift efter betænkningstid.
Meget få aftaler træder i kraft umiddelbart efter, de er blevet underskrevet (eller ratificeret). Sædvanligvis indeholder aftalerne bestemte betingelser, som skal være opfyldt, før de træder i kraft. Et typisk krav er, at et bestemt antal stater skal skrive under. Enkelte aftaler træder i kraft efter få år, mens andre aldrig når dertil, fordi for få stater har skrevet under.
Når aftalerne er underskrevet (eller ratificeret) og trådt i kraft, er det op til medlemslandene og aftalens vilkår, hvordan aftalen gennemføres. Enkelte aftaler overlader hele ansvaret til medlemslandene, men typisk vil der blive oprettet et sekretariat eller anden overvågningsmekanisme, der kan assistere og holde opsyn med, om og hvordan staterne efterlever aftalerne.
