Flygtningekonventionen

Flygtningekonventionen blev åbnet for underskrifter den 28. juli 1951, og trådte i kraft den 22. april 1954, da seks lande havde ladet sig endelig binde af aftalen. Konventionen var i høj grad videreført fra tidligere internationale aftaler om flygtninges status. Flygtningekonventionen har ingen fast komité, der overvåger implementeringen i medlemslandene. FN’s Højkommissariat for Flygtninge (UNHCR) blev oprettet i 1950, som en midlertidig indsatsstyrke til at hjælpe flygtninge efter Anden Verdenskrig. Organisationen er siden blevet en fast del af FN og hjælper i dag flygtninge over hele verden. Højkommissæren arbejder efter principperne i Flygtningekonventionen, og overvåger også implementeringen af den i medlemslandene.

Gjennomføring

I Menneskerettighedserklæringen fra 1948 garanteres flygtninge retten til at søge om ophold i andre lande end deres hjemland. Erklæringen siger ingenting om at lande har pligt til at tage imod mennesker på flugt. Hensigten med en selvstændig konvention om flygtninge var derfor at pålægge modtagerlandenes pligt til at tage imod mennesker på flugt og ikke sende dem tilbage til lande, hvor de kunne frygte forfølgelse (refoulment). Spørgsmålet om flygtninges status har ændret sig meget, siden Flygtningekonventionen blev vedtaget i 1951. Konventionens krav om, at et menneske må krydse en internationalt anerkendt grænse for at kunne kaldes flygtning, betyder, at mange mennesker på flugt fra krig og konflikt i dag ikke beskyttes af konventionen. Mere end 25 millioner mennesker er i dag på flugt i sit eget land. FN’s Højkommissær for Flygtninge arbejder på at få et mere omfattende regelsæt på plads, der også beskytter internt fordrevne flygtninge (IDPs).

Relateret information