Minekonventionen

Konventionen om forbud mod brug, lagring, produktion og distribution af antipersonel-miner og destruktion af disse blev underskrevet i Ottawa den 3. december 1997. De centrale drivkræfter bag konventionen var International Røde Kors og Den internationale landminekampagne (ICBL), der blev stiftet i 1991. Aftalen trådte i kraft den 1. marts 1999, efter at 40 lande havde forpligtiget sig til at overholde vilkårene. Ingen anden lignende konvention er trådt i kraft så kort tid efter underskrivelse, hvad der vidner om den brede tilslutning. Det internationale center for humanitær minerydning (GICHD) har oprettet en selvstændig enhed, der overvåger og vejleder medlemslandenes implementering af konventions krav, og centeret fungerer som sekretariat for de fleste spørgsmål, der knytter sig til konventionen. Medlemslandene rapporterer årligt til FN’s generalsekretær og mødes med jævne mellemrum for at evaluere implementeringen af aftalen.

Gjennomføring

Arbejdet for et forbud mod landminer har stået på i mange år. Da FN’s egen landmineprotokol blev færdigrevideret i 1996, var der bred enighed om, at vilkårene ikke var vidtrækkende nok og forberedelserne til en konvention begyndte allerede det efterår. Forhandlingerne af de nye vilkår blev ledet af en sjælden sammensætning af frivillige organisationer og statslige aktører. Året efter blev Jody Williams, der ledede Den internationale landminekampagne, tildelt Nobels Fredspris, og samme år blev aftalen færdigbehandlet i Oslo. Til trods for at flere stormagter, der sidder på store lagre af landminer, ikke har skrevet under, er konventionens krav efterhånden blevet en international norm, der følges af de fleste lande, om de har skrevet under eller ej. Eftersom det kun er stater, der kan skrive under og dermed binde sig til aftalen, ligger de ikke-statslige aktører stadig udenfor konventionens rækkevidde, og brugen af miner blandt oprørsgrupper og guerillaer er stadig et problem verden over.