Montreal-protokollen
Montreal-protokollen forpligter medlemslandene til betydelige reduktioner i udslip af gasser, der er skadelige for ozonlaget. Protokollen er en af de mest vellykkede internationale aftaler gennem tiderne, og har stort set betydet et stop for de skadelige udslip.
Montreal-protokollen blev underskrevet den 16. september 1987, som et tillæg til FN’s konvention om beskyttelse af ozonlaget fra 1985. Protokollen trådte i kraft 1. januar 1989, efter at de påkrævede 11 stater havde givet deres endelige godkendelse. Medlemslandene forpligter sig til at reducere udslip af gasser, der ødelægger ozonlaget. Reduktionerne er strengest for de rige lande, der har været ansvarlige for størstedelen af udslippene. FN’s miljøprogram (UNEP) har oprettet et ozon-sekretariat, der arrangerer årlige møder og forhandlinger mellem parterne. Vilkårene i protokollen revideres og justeres løbende, og på London-mødet i 1990 blev det vedtaget at oprette en fond, der skal yde støtte og økonomisk bistand til gennemførelsen af målene i fattige lande.
Gjennomføring
Udslip af gasser, der er skadelige for ozonlaget, er blevet reduceret kraftigt, siden Montreal-protokollen trådte i kraft, og omfattende tiltag verden over har ført til, at en række lande nu ikke tillader gasser, der er skadelige for ozonlaget overhovedet. FN’s tidligere generalsekretær, Kofi Annan, har omtalt protokollen som den måske mest vellykkede internationale aftale nogen sinde, og hullerne i ozonlaget er ikke vokset i mange år. Der er to hovedårsager til, at Montreal-protokollen har haft så stor en indvirkning. For det første hersker der ingen tvivl om, at gasserne er skadelige, og ingen har stillet spørgsmål ved behovet for at reducere udslippene. Dét har betydet, at mere end 190 lande har underskrevet aftalen. For det andet stiller protokollen håndgribelige krav til reduktioner, hvad der gør det at skabe overblik over gennemførelsen af aftalen.
Til trods for at udslippene er blevet kraftigt reducerede, er der stadig store huller i ozonlaget. Det skyldes, at de skadelige gasser nedbrydes langsomt, og først om knap 100 år vil ozonlaget være helet igen. Dette forudsætter dog, at Montreal-protokollen overholdes og videreudvikles også fremover. De største udfordringer, der er foran os, knytter sig til reduktioner i de fattigste lande i verden, der er afhængige af økonomisk bistand for at kunne gennemføre de tekniske ændringer, der er nødvendige for at nå målene. Eftersom både Montreal-protokollen og Kyoto-aftalen kræver reduktioner af flere af den samme slags gasser, har flere fattige lande spekuleret i at udsætte reduktionerne for at kunne sælge klima-kvoter til de rige lande på det marked, der blev etableret af Kyoto-aftalen. Et andet problem er, at flere af gasserne, der forbydes i Montreal-protokollen, nu er erstattet af andre, mere skadelige gasser, der endnu ikke er forbudte.
