Algeriet

Konflikten i Algeriet brød ud i begyndelsen af 1992, da hæren annullerede den første runde af parlamentsvalget, der blev vundet af det islamistiske parti, Front for Islamic Salvation (FIS). Da valgresultatet blev annulleret, og præsident opløste parlamentet, tog fem generaler tog foreløbigt magten i landet. Samme år blev FIS blev forbudt, og lederne smidt i fængsel.

Valget i 1992 fandt sted blot tre år efter, at landet havde opgivet det socialistiske et-parti-system, der blev indført lige efter uafhængigheden fra Frankrig i 1962. En række partier blev dannet i løbet af kort tid. FIS stod for den mest samlende politik og appellerede især til de fattige i landdistrikterne. FIS’s popularitet skal ses i sammenhæng med den langvarige islamistiske opposition til regeringen under det socialistiske styre. Mange muslimer var utilfredse med religionens plads i samfundet, og utilfredsheden steg fra midten af 1970'erne og op til valget. FIS sikrede sig dog også bred folkelig opbakning ved at spille på den stærke nationalisme, som blev opretholdt af det regerende socialistparti.

Kort efter valget var blevet erklæret ugyldigt, kom det til skyderier mellem FIS-tilhængere og hæren, og flere mennesker blev dræbt. Volden steg i omfang, og i løbet af kort tid blev FIS-sympatisører i hele landet fængslet. Fængslerne blev overfyldt, og flere tusinde mennesker blev anbragt i fangelejre i Sahara-ørkenen. I løbet af foråret og sommeren trak FIS-tilhængerne op i bjergene og førte guerillakrig mod regeringsstyrkerne. I august samme år blev konflikten udvidet til også at omfatte civile, da lufthavnen i hovedstaden Algier blev bombet, og ni mennesker mistede livet. FIS’s officielle fordømmelse af denne handling viste, at partiet kun havde begrænset kontrol over det voksende antal af guerillagrupper.

Efter en kort tid blev den militante gruppe Islamic Army Movement (MIA) oprettet som et alternativ til det mere moderate FIS. Flere veteraner fra krigen i Afghanistan og andre udenlandske krigere sluttede op om MIA, som ved udgangen af året var blevet den ledende modstandsgruppe. Samme år kom også en anden gruppering på banen, Armed Islamic Group (GIA). GIA udviklede sig i løbet af kort tid til at blive den mest ekstreme gruppe i kampen mod myndighederne og gik ikke af vejen for at angribe civile mål.

I begyndelsen af 1993 oprettede FIS sin egen guerillagruppe, Islamic Salvation Army (AIS), og ytrede samtidig sin støtte til MIA. På dette tidspunkt begyndte det at blive klart, at AIS og MIA var på den moderate, forhandlingsvillige side af konflikten, mens GIA befandt sig på den aggressive, kompromisløse side. Regeringen havde på sin side støtte fra sine nabolande, Marokko, Libyen og Tunesien i kampen mod oprørere. Disse lande ønskede, at regeringen kunne bevare kontrollen for at mindske risikoen for, at oprøret skulle sprede sig til resten af regionen. Også den tidligere kolonimagt, Frankrig støttede regeringen militært og økonomisk i kampen mod oprørerne.

Frankrigs støtte førte til, at GIA erklærede krig mod landet. Aktivister fra gruppen kaprede et fly på vej fra Algier til Paris i 1994 og forsøgte at styrte det ind i Eiffeltårnet. Operationen mislykkedes men viste sig blot at være en forsmag på GIA’s ekstreme krigsførelse. Gruppen fremsatte en fatwa (religiøs dom) over alle i den algeriske befolkning, der ikke deltog aktivt i kampen mod regeringen og udførte terrorhandlinger og massemord af hele landsbyer. Optrapningen af volden førte til en intens søgning af ledende skikkelser i GIA og grov tortur og mishandling fandt sted på begge sider af konflikten.

FIS-grupperne fortsatte deres aktivitet men kun rettet mod regeringen og undgik konsekvent at angribe civile. I perioden 1994-1997 afholdt fængslede ledere af FIS og regeringen langvarige forhandlinger om en våbenhvile og amnesti for flere af de fængslede FIS-aktivister. I 1997 accepterede de fængslede ledere tilbuddet fra regeringen, og den FIS-tilknyttede gruppe AIS gik med på en våbenhvile. Våbenhvilen varede indtil 2000, hvor en endelig aftale om frigivelse af 4.000 krigere blev indgået, og AIS nedlagt.

En af bygningerne, der blev skadet, da FN's hovedkvarter i Algier blev udsat for bombeangreb den 11. december 2007 (Foto: Evan Schneider/UN Photo)

Parallelt med denne fredelige udvikling fortsatte GIA kampene, og i 1998 dukkede også en udbrydergruppe fra GIA op, GSPC Salafist-gruppen for Prædiken og Kamp (GSPC). Efter at GIA gik mere eller mindre i opløsning i løbet af 2002, er GSPC den eneste oppositionsgruppe tilbage i Algeriet. GSPC tog i første omgang afstand fra de mest ekstreme massemord begået af GIA, men har i løbet af 2007 optrappet aktionsniveauet med en række bombeangreb i hele landet.

I løbet af konflikten er 150.000-200.000 mennesker blevet dræbt. Landet mangler politiske strukturer og har været gennem en række mislykkede valg og reformer. De sidste par år har været præget af spredte forsøg på forsoning og genopbygning fra regeringens side. Dette arbejde har i høj grad bestået af at løslade de af oprørerne, der har ikke voldtaget eller dræbt nogen samt at tildele enkelte regioner en vis grad af selvstyre.

Begge sider af konflikten i Algeriet har været anklaget for grove krænkelser af menneskerettighederne af organisationer som Amnesty International. USA var længe meget kritisk over for regeringens adfærd mod oprørerne og afviste blandt andet at sælge våben til landet. I kølvandet på terrorangrebene 11. september 2001 har både USA og flere andre lande dog fået et nyt syn på konflikten og støtter nu aktivt regeringens kamp mod islamisterne. GSPC er på sin side er gået ud med støtteerklæringer til Al-Qaeda og har gentagne gange hævdet at være netværkets officielle repræsentant i Nordafrika. Om der findes nogen formelle forbindelser mellem disse grupper er ukendt.