Angola

Angola var portugisisk koloni indtil 1975 og var en af de sidste afrikanske lande, der blev selvstændige. I modsætning til Storbritannien og Frankrig nægtede det fascistiske styre i Portugal at følge FN's krav om fredelig afkolonisering. Forskellige modstandsgrupper tog derfor kampen op mod portugiserne og for uafhængighed allerede i begyndelsen af 1950’erne. Portugal trak sig dog ikke ud, før det fascistiske styre faldt i 1974. Angola havde da tre forskellige modstandsbevægelser, som alle ønskede at tage magten, og de fortsatte kampene indbyrdes, efter portugiserne var ude. Det var den socialistisk orienterede gruppe MPLA, der til sidst fik overtaget, og som i november 1975 dannede regering og etablerede People's Republic of Angola.

Magtkampen mellem MPLA (Angolas regering) og en af de andre modstandsbevægelser, UNITA finder stadig sted den dag i dag. Konflikten havde sandsynligvis hverken været så blodig eller så langvarig, hvis ikke borgerkrigen i Angola hurtigt var blevet en del af den kolde krig. Desværre havde både USA og Sovjetunionen store interesser i landet og støttede kraftigt allerede i 1975, henholdsvis UNITA og MPLA. I øvrigt bidrog supermagter til, at Sydafrika gik ind og støttede UNITA, mens Cuba sendte soldater for at hjælpe MPLA. UNITA havde også en vigtig støtte i nabolandet Zaire (Se Den Demokratiske Republik Congo), som lod Angolas oprørere have baser der.

Ansatte fra FN-operationen UNAVEM II assisterer under valget i Angola i 1992. (Foto: UN Photo/Milton Grant)

Først da den kolde krig nærmede sig sin afslutning i 1988, indgik Angola, Cuba og Sydafrika en aftale, der bevirkede at både Cuba og Sydafrika trak sig ud. Tre år senere, i 1991, underskrev MPLA og UNITA en fredsaftale, som gjorde, at landets første frie præsidentvalg blev afholdt i 1992. MPLA’s leder José Eduardo dos Santos blev udnævnt som valgets vinder, og den dårlige taber, Jonas Savimbi, UNITAS’s leder besluttede sig for igen at gribe til våben. Derefter fulgte flere forsøg på fredsforhandlinger, som UNITA boykottede, og krigen fortsatte helt indtil Savimbi blev dræbt af regeringsstyrker i april 2002. Da indgik parterne en våbenhvile, der stadig holder. Det anslås, at omkring 1,5 millioner mennesker har mistet livet som følge af krigen. Landet lider også under, at meget af infrastrukturen blev ødelagt, og at store landområder belagt med miner.

Helt siden 1975 har der desuden fundet en anden væbnet konflikt sted i Angola, i Cabinda-eksklaven, som ønsker at løsrive sig fra resten af landet. Her arbejder FLEC-guerillaen for selvstændighed og har bred støtte blandt befolkningen. Cabinda er et olierigt område, der er fysisk adskilt fra resten af Angola af en lille landsdel af DR Congo. Over tres procent af Angolas olie produceres her, og området er derfor af stor økonomisk betydning. Cabinda-eksklaven har af den grund spillet en central rolle i kampene mellem regeringsstyrkerne og UNITA og har i flere omgange været scene for alvorlige kampe. Den angolanske regering igangsatte en storoffensiv mod FLEC-guerillaen i 2002 og 2003 og indtog flere af guerillaens baser. Regeringen erklærede, at krigen var slut, selvom regeringen fortsat har udstationeret store hære i området. Den lokale befolkning støtter guerillaen, både fordi kun en lille del olieindtægterne kommer dem selv til gode, og fordi de udsættes for omfattende chikane af soldaterne. Regeringen og separatistgrupperne i Cabinda underskrev en fredsaftale i august 2006, og senere samme år begyndte flere flygtninge at vende tilbage til landet, efter at sikkerhedssituationen i en vis grad var blevet forbedret.