Burundi

I Burundi tilhører 85 procent af befolkningen, den etniske gruppe, hutuerne, mens 14 procent er tutsier. Tutsierne blev favoriseret af de belgiske kolonihaverne, som satte forskellige befolkningsgrupper op mod hinanden for at styrke deres egen position. Da landet fik sin selvstændighed i 1962, var det tutsierne, der kontrollerede hæren, og det var derfor dem, der overtog magten. Men hutuerne brød sig ikke om at blive marginaliserede og uden indflydelse. De organiserede sig derfor i diverse modstandsgrupper, hvoraf de to vigtigste var CNDD-FDD og PALIPEHUTU. Disse grupper havde ofte voldelige sammenstød med hæren i årene, der fulgte, blandet andet i 1972 og 1988. Civilbefolkningen blev ofte hårdt ramt.

Konflikten eskalerer

Volden accelererede i 1990’erne og blev udløst efter Burundis første demokratiske valg i 1993. Hutu-politikerne Melchior Ndadaye blev landets første folkevalgte præsident. Men kun et par måneder senere blev han og flere andre fremtrædende politikere myrdet af den tutsi-dominerede hær, og tutsierne overtog igen den politiske magt i landet. Denne handling udløste en lang række blodige angreb på både hutuer og tutsier, og sandsynligvis blev op mod 200.000 dræbt. Store massakrer på civile, både hutuer og tutsier, blev udført af både hæren og de forskellige hutu-grupper.

Burundiske mænd lader sig afvæbne frivilligt i Muramvya. Foto: UN Photo/Martine Perret

At volden blev så omfattende, skal ses i sammenhæng med den generelle situation i det centrale Afrika i disse år (se Angola og DR Congo). Som udgangspunkt var krigen i Burundi et internt anliggende, men det forandrede sig fra midten af 1990'erne. På det tidspunkt blev flere andre aktører involveret i Burundi-krigen. Burundis regering allierede sig med den tutsi-dominerede regering i Rwanda, og de gik sammen om at bekæmpe oprørsgrupper (primært hutuer) i begge lande. Desuden samarbejdede Burundi med den tutsi-dominerede oprørsbevægelse RCD i DR Congo og med Uganda's hær. Hutu-oprørerne allierede sig med oprørsgrupper i andre lande. I krydsilden mellem alle alliancerne og fronterne kæmper den civile befolkning med at overleve.

Første demokratiske valg

Efter internationalt pres underskrev tutsi-regeringen og hutu-oprørerne den såkaldte Arusha-aftale i 2000. Med støtte fra blandt andre FN blev tutsien Pierre Buyoya udnævnt til præsident for en overgangsregering. Efter aftale blev ansvaret givet videre til hutuen Domitien Ndayizeye i 2003. I 2005 gennemførtes vellykket præsidentvalg, hvor den tidligere oprørsleder Pierre Nkurunziza vandt. I øjeblikket er landet inde i en relativ stabil fase, selvom der forekommer kampe i dele af landet. Flere lokale valg blev afholdt i 2005, og det har skabt optimisme i forhold til landets politiske udvikling. I 2007 er der kun én oprørsgruppe, FNL, som ud over at bekæmpe regeringen også kæmper internt grupperingerne imellem.

Valg kan udløse konflikt

Årene fra 2005 til i dag er den længste periode med demokratisk styre i Burundis historie. Regeringen har formået at opretholde en skrøbelig etnisk balance i det politiske system og i militæret. Myndighedernes behandling af oppositionen er imidlertid meget bekymrende, og det er usikkert om alle partier får mulighed for at planlægge valgkampen i fred og ro før valget i sommeren 2010. Der er også frygt for, at 2010-valget kunne udløse flere konflikter blandt hjemvendte flygtninge, politiske partiers velorganiserede ungdomsfløje og i FNL, som præges af intern splittelse. Derudover er det foruroligende, at der er stadig titusinder af håndvåben i omløb i befolkningen, selv efter den omfattende afvæbningsproces, som land har været igennem.

Til trods for at der er gjort store fremskridt i fredsprocessen i Burundi, er situationen vanskelig for de politiske partier, der er i opposition til regeringen. Flere oppositionspolitikere er blevet anholdt og valgmøder er blevet forhindret. En gruppe af oppositionspolitikere i Burundis nationalforsamling følte sig så truede, at de i februar 2008 sendte et brev til FN's generalsekretær, Ban Ki-moon, hvor de bad om FN-beskyttelse. Politikerne beskyldte regeringen i Burundi for at have en liste med navne på folk, der skulle myrdes. Fredsprocessen i Burundi i de seneste år har været formidlet af Sydafrika. Ved årsskiftet 2009-2010, trak Sydafrika sig imidlertid fra rollen som formidler, fordi Burundi selv ønskede at styre fredsprocessen videre.