Elfenbenskysten

Elfenbenskysten blev selvstændig i 1960, efter at have været fransk koloni siden 1917. Efter selvstændigheden beholdt landet et tæt politisk og økonomisk samarbejde med Frankrig, og mange franskmænd blev siddende i centrale positioner i statsforvaltningen og i forskellige private, franske selskaber. Félix Houphouët-Boigny, der var leder for partiet PDCI, blev landets første statsminister. Andre politiske partier blev umiddelbart forbudt.

Afrikas rigeste land

De næste 30 år var Elfenbenskysten et af Afrikas rigeste lande, primært på grund af kakaoeksporten. Landet er verdens største producent af kakao. Det var let at få arbejde i Elfenbenskysten, og gæstearbejdere strømmede til fra hele regionen. I slutningen af 80erne faldt prisen imidlertid på blandt andet kakao, hvad der medførte en økonomisk nedgang. Utilfredsheden blandt befolkningen blev rettet mod regeringen, der så sig tvunget til at åbne op for frie valg og flerpartisystem.

Konflikten starter

Landsfaderen Houphouët-Boigny døde i december 1993. I den politiske magtkamp, der fulgte, valgte flere af partierne at udnytte de nationalistiske strømninger for at vinde tilslutning i skarp kontrast til Houphouët-Boigny, der havde været meget bevidst om ikke at sætte de forskellige befolkningsgrupper op imod hinanden. Flere politikere fremsatte det at være ivorianer som et krav for både ejendoms- og stemmeret. Nogle hævdede også, at den store muslimske befolkning i nord ikke kunne kalde sig ivorianere, og i løbet af kort tid havde både muslimer og gæstearbejdere mistet både ejendoms- og stemmeretten. Spændingerne mellem de forskellige etniske og religiøse grupper tog til, og mange gæstearbejdere valgte at tage tilbage til deres hjemland. Det gjaldt også flygtninge, især fra Liberia, der var flygtet fra borgerkrigen i deres hjemland.

Landets første statskup fandt sted i 1999 og markerede slutningen på Elfenbenskystens lange tradition for stabilt styre. Manden bag kuppet, Robert Gueï, gik dog med til at afholde valg året efter. Efter en del uroligheder og forsøg på militærkup, blev vinderen af valget, Laurent Gbago, indsat som præsident i 2000. Den politiske utilfredshed prægede dog landet, og i efteråret 2002 udbrød borgerkrig. Muslimerne i nord valgte da at tage våben i brug for at få deres rettigheder tilbage.

Ammunition fra afvæbnede militser i Guiglo, Elfenbenskysten. Foto: UN Photo/Ky Chung

Frankrigs indblanding

Elfenbenskysten har haft et forsvarssamarbejde med Frankrig siden 1961. Samarbejdet går ud på, at Elfenbenskysten har været garanteret fransk støtte, mod at Frankrig kan have tropper i landet. Da borgerkrigen brød ud i 2002, blev disse tropper sat ind for at beskytte de mange franskmænd, der var bosat i Elfenbenskysten. Året efter, i 2003, indsatte også ECOWAS (the Economic Community of West African States) en vestafrikansk fredsstyrke for at få kontrol over situationen. Det skete samtidig med, at regeringen og de muslimske oprørere i nord underskrev en fredsaftale på fransk initiativ.

Præsident Laurent Gbago underskrev modvilligt, fordi han mente, aftalen favoriserede oprørerne. Han hævdede også, at man ikke kunne betragte Frankrig som en neutral part i sagen, som værende tidligere kolonimagt. Efterfølgende beskyldte både oprørerne og regeringen franske styrker for at deltage aktivt på modstanderens side. Kritikken kom efterhånden fra flere sider, at Frankrig opførte sig som en besættelsesmagt, og en anti-fransk stemning spredte sig. I 2004 blev franske ejendomme udsat for en omfattende vandalisering, og de fleste franske statsborgere forlod landet. Samme år trak ECOWAS sine styrker ud, og en FN-styrke blev sat ind i stedet.

Regeringen nægter at forhandle

De sidste år har Gbago og hans partifæller bevidst brugt den anti-franske stemning til at fastholde magten og trække fredsforhandlingerne ud. Dét rammer også Frankrigs allierede – FN. Efter at internationale fredsmæglere i januar 2006 bad om at få opløst parlamentet, trak Gbago og hans parti sig fra fredsforhandlingerne, som de betegner som ’rekolonialiseringsprocessen’. Militante tilhængere af Gbago har ødelagt flere FN-bygninger, og alle FN-organisationer er blevet tvunget til at forlade den vestlige del af landet.

Fem år efter at krisen startede, blev partierne, i sommeren 2007, enige om en fredsaftale. Oprørslederen, Guillaume Soro, blev udnævnt som statsminister og oprørerne fik amnesti. Udover dette blev partierne enige om rettigheder i forhold til statsborgerskab og vælgerregistrering.

Længe ventet valg

I maj 2008 startede en omfattende afvæbning af oprørsstyrkerne. Tusindvis af oprørere afleverede deres våben mod at få en erstatning. Men allerede måneden efter var der flere tilfælde af uroligheder i de nordlige provinser. De tidligere oprørere mente ikke de havde fået, hvad de havde krav på i fredsaftalen. Udover dette blev præsidentvalget, der havde været planlagt i lang tid, udsat igen. Der har varet planlagt frie valg og retfærdige valg i landet siden 2006. At valget aldrig er blevet gennemført er en af grundene til at konflikten blusser op igen.

I februar 2010 oplæste præsident Gbagbo både regeringen og valgkommissionen. Præsidenten anklagede valgkommissionen for fusk fordi de havde tilladt medlemmer fra de nordlige provinser. Dette ville have svækket præsidentens muligheder for genvalg. I slutningen af februar var en ny regering og valgkommission på plads. Planen var så, at valget skulle afholdes i april eller maj 2010, men det blev ikke afholdt før den 31. oktober. 14 kandidater stillede op, deriblandt den siddende præsident Gbagbo og den tidligere statsminister Allassane Ouattara. De fik begge over 30 % af stemmerne (Gbagbo 38 %, Alassane 32 % ifølge Crisis Group), dette medførte en anden valgrunde, der blev afholdt den 28. november. Før anden valgrunde blev der rapporteret om voldelige sammenstød i landet, der var politisk motiveret.

Alassane Ouattara blev udråbt til vinder af valget af landets uafhængige valgkommission (IEC). Kort tid efter gik lederen af landets grundlovsråd ud og erklærede valgresultatet for ugyldigt. Derefter erklærede han Gbagbo som retsmæssig vinder af valget, efter at have annulleret stemmer fra fire nordlige regioner, hvor Ouattara stod stærkt. FN anerkender Ouattara som valgets vinder, og har bedt Gbagbo gå af efter nederlaget. FN forsøger ihærdigt at forhindre, at urolighederne i landet udvikler sig yderligere.