Etiopien og Eritrea

Kort om Eritrea

Eritrea blev styret af forskellige lokale stormagter frem til Italien besatte landet i 1885. Under anden verdenskrig jagede briterne Italien ud af landet, og gjorde Eritrea til et britisk protektorat frem til, at FN i 1952 bestemte at landet skulle indgå i en føderation med Etiopien. I starten af 1960’erne blev landet fuldstændig underlagt Etiopien, dette fik de eritreiske nationalister til at gøre oprør, et oprør der blev starten på en 30 år lang borgerkrig. Eritrea fik sin selvstændighed i 1993 og er en af verdens yngste nationer.

Kort om Etiopien

Etiopien er en af de få lande i Afrika som aldrig blev koloniseret. Landet blev styret af kejsere frem til 1974, Hailie Sellasie, der var den sidste kejser, blev afsat ved et militært statskup. Diktatoren Mengistu Haile Mariam kom til magten i 1977 og styrede Etiopien efter en militant, kommunistisk model frem til 1991, hvor den eritreiske frihedsbevægelse, EPLF, og den etiopiske oprørsbevægelse, EPRDM, i fællesskab styrtede den forhadte diktator.

Eritrea bliver uafhængigt

The Eritrean People’s Liberation Front (EPLF) har kæmpet for uafhængighed fra Etiopien i tredive år. Bevægelsen voksede sig stor og drev militant modstandskamp mod det hårdhændede etiopiske Mengisturegime. Mengistu blev styrtet i 1991, EPRDM overtog magten i Etiopien, og takkede EPLF for hjælpen ved at åbne op for Eritreas selvstændighed. Efter en folkeafstemning i 1993, blev Eritrea erklæret uafhængigt.

De første år efter Mengistus fald var forholdet mellem EPLF og EPRDM forholdsvis godt. De nye statsoverhoveder blev af Vesten omtalt som en ny type samarbejdsorienterede afrikanske ledere, og der var en stor optimisme for regionens udvikling.

Konflikten intensiveres

Klimaet mellem de to lande blev dog gradvis køligere i takt med Eritreas ønske om at markere sin uafhængighed. Da landet indførte sin egen valuta i 1997, hvad der vanskeliggjorde handelen med Etiopien, blev situationen yderligere forværret. Samtidig blussede en anden konflikt op. Efter uafhængigheden i 1993 havde Etiopien mistet adgangen til havet, og til havnebyen Assab, som var central i forhold til indtægter fra skibsfart og handel. Etiopien valgte at omdirigere al import via Djibouti, hvilket resulterede i, at Assab blev lagt øde og konflikten mellem de to lande intensiverede.

Den 6. maj 1998 rykkede Eritreas styrker ind i Badme-området, der siden 1991 havde været under etiopisk administration. Det grænseområde har været centralt i hele konflikten. I løbet af kort tid udbrød der krig, og kampene spredte sig. En midlertidig våbenhvile blev forhandlet på plads af USA, Rwanda og OAU (Organization of African Unity), men den blev brugt til oprustning på begge sider, og i februar 1999 brød kampene ud igen.

Ny fredsaftale – FN involveres

Krigen drejede sig tilsyneladende om kontrol af landområder, der dels er velegnede til landbrug og dels anses for at være rige på mineraler, men den drejer sig også om det faktum, at Etiopien efter Eritreas selvstændighed mistede deres adgang til havet. Selvom dette afvises fra etiopisk side, er der mange, der mener, at landet prøver at få kontrollen med havnebyen Assab. I havet udfor Assab menes der at findes oliereserver, som Etiopien så ville få adgang til. OAU forsøgte sig igen som fredsmægler, og Eritrea accepterede vilkårene. Dét stoppede dog ikke Etiopien, der ikke havde nogen stor interesse i en fredsaftale, efter at have haft succes med flere af deres offensiver og nu besad store dele af Eritrea. Først da Eritrea accepterede at trække sine styrker ud af de omstridte grænseområder, indgik landene en fredsaftale i Algeriet i juni 2000.

Det var Etiopien, der kom heldigst ud efter fredsforhandlingerne, og landets styrker blev stående i de dele af Eritrea, der var under etiopisk kontrol, da aftalen blev indgået. Disse blev i juli 2000 afløst af en FN-styrke, der nu patruljerer en 25 kilometer bred ’buffer’ zone på den eritreiske side af grænsen. De to parter skrev også under på, at en uafhængig kommission skulle afgøre grænsestriden. Men da grænsekommissionen fremlagde sin vurdering i 2002, nægtede Etiopien at godkende dens afgørelse, da grænseområdet Irob og byen Badme tilfaldt Eritrea. Etiopien forlangte videre forhandling, men dette nægtede Eritrea.

Flygtninge vender tilbage til byen Tesseney i Eritrea i 2001 efter flere års ophold i nabolandet Sudan. (Foto: UN Photo/Jorge Aramburu)

Op til julen 2005 advarede FN om en eskalering i konflikten, da både Etiopien og Eritrea sendte styrker mod det FN-kontrollerede grænseområde. Den fastlåste situation har gjort, at Eritrea efterhånden mistede tålmodigheden med FN, og er ikke længere var indstillet på samarbejdet. De eritreiske myndigheder nægtede FN-helikoptere i det eritreiske luftrum og beordrede alle vestlige FN-styrker ud af landet. I 2008 blev alle vestlige FN-styrker trukket ud af landet efter en resolution fra Sikkerhedsrådet. Situationen ved grænsen har været relativt stabil siden 2008, men konflikten er fastlåst. Der er meget lidt dialog mellem landene, delvis på grund af, at de to siddende præsidenter (Meles Zenawi i Etiopien og Isaias Adewerki i Eritrea) ikke er på talefod.

Interne konflikter  

Udover krigene med hinanden, er landene også i konflikt med andre nabolande (Etiopien med Somalia og Eritrea med Djibouti). Flere hævder, at dette er ”proxy wars”, altså at krigen udkæmpes mellem Eritrea og Etiopien, men på fremmed territorium. I Somalia gik Etiopien ind for at støtte regeringen mod islamister, som havde taget kontrollen i hovedstaden Mogadishu, mens Eritrea beskyldes for at støtte islamisterne med våben.

Udover krigen med Eritrea har Etiopien også store interne konflikter. Den største af disse er konflikten mellem regeringen og oromoerne, en etnisk gruppe der udgør omkring 30% af landets befolkning. Oromoerne gik sammen med ELPL og EPRDF i kampem mod Mengistu, men blev skuffet da EPRDF dannede en ny regering med en lille andel af oromoer. I mange år kæmpede de for deres rettigheder gennem det politiske system, før de i 1997 bestemte sig for at ty til guerillakrig. Konflikten er stadig pågående.