Georgien

Georgien har traditionelt set haft en meget sammenblandet befolkning, men siden 2. Verdenskrig har en etnisk homogeniseringsproces taget sted i landet. Georgiens politiske klima har fået minoriteter som russere, armeniere, grækere og jøder til at forlade, og etniske georgiere har fået stadig mere magt, som de er vokset til majoritet.

Mens Sovjetunionen langsomt gik i opløsning, voksede nationalistiske partier sig stærke i Georgien. Det var partier med etniske georgiere i centrale positioner, der talte for et stærkt, forenet Georgien. 9. april 1991 stemte georgierne for løsrivelse fra Sovjetunionen og fik sin uafhængighed. De valgte samtidig den nationalistiske Sviad Gamsakhurdia som præsident, og mange af landets minoriteter følte sig truet.

Som mange andre af de tidligere Sovjetstater blev Georgien kastet ud i internt kaos og væbnet konflikt; Gamsakhurdias politiske modstandere greb til våben i deres kamp for at få præsidenten afsat, Sydossetien og Abkhasien erklærede sig selvstændige, hvad myndighederne i hovedstaden Tblisi ikke ville acceptere.

I Sydossetien, der ligger i det nordlige Georgien, brød der kampe ud mellem ossetere og militæret allerede i december 1991. Osseterne er en etnisk gruppe i Nord- og Sydossetien, der ligger på den hhv. russiske og georgiske side af grænsen. Sydossetien har i lange perioder været en forholdsvis selvstændig region, selv i Sovjettiden, og følte sig truet af den nationalistiske retorik blandt de etniske georgiere.

Da osseterne i et valg, som de georgiske myndigheder anså som ulovligt, stemte for løsrivelse fra Georgien, reagerede myndighederne ved at sætte militæret ind. Osseterne fik støtte af deres brødre på den russiske side af grænsen og derved også – indirekte – af Rusland. I foråret 2002 var der reel borgerkrig i regionen, før man i juni fik en våbenhvile og blev enige om at etablere en fredsstyrke af russiske, georgiske og ossetiske soldater. Nogen varig løsning var der dog ikke tale om.

Konflikten blussede op igen i 2004 i forbindelse med den på det tidspunkt nyvalgte præsident i Georgien, Mikheil Saakashvili, hvis målsætning var at samle Georgien som ét land igen. Hans strategi var at svække de sydossetiske myndigheders autoritet og stoppe smuglingen gennem landet, der var de sydossetiske myndigheders vigtigste indtægtskilde. Der blev også iværksat store humanitære aktioner i regionen, der skulle gøre lokalbefolkningen venligere stemt overfor de georgiske myndigheder.

Strategien mislykkedes. Skepsissen voksede i takt med tilstrømningen af georgisk militær, der skulle standse smuglingen, men blev opfattet som optakt til militær invasion. Kampe brød ud igen i august 2004. Fredsstyrken smuldrede, da georgiske og ossetiske soldater begyndte at slås mod hinanden. En ny våbenhvile blev underskrevet den 19. august 2004, hvorefter situationen har været stabil, selvom konflikten stadig er uløst.

Et observatør-team fra FN-operationen UNOMIG besøger internt fordrevne i landsbyen Zeda Etseri. (Foto: UN Photo/Justyna Melnikiewicz)

Abkhasien var tidligere et vigtigt produktionsområde for te, citrusfrugter og tobak og var i sovjettiden et yndet turistområde for unionens politiske elite. Regionen har imidlertid betalt dyrt for de senere års uroligheder, og i dag er der ikke meget tilbage af de tidligere tiders storhed. Abkhasien har haft skiftende grader af selvstændighed gennem årene, og har skiftevis været under georgisk og sovjetisk overherredømme og i en kort periode helt selvstændig. Da abkhaserne erklærede landet frit i 1990 kom det i forlængelse af selvstændighedsbølgen efter Sovjetunionens fald.

Før åben konflikt brød ud i Abkhasien i 1991, var de etniske georgiere i flertal og udgjorde 44% af befolkningen. Selvom abkhaserne kun udgjorde 17%, var det alligevel dem, der udgjorde regionens politiske og økonomiske elite. Mens de etniske georgiere ønskede tættere bånd til den nye stat Georgien, da den blev oprettet i 1991, ønskede abkhaserne at pleje forbindelserne med Rusland. På begge sider gjorde væbnede grupper sig klar til kamp, og i 1992 udbrød borgerkrig i regionen.

Abkhaserne fik ligesom sydosseterne støtte fra russerne, der havde militære styrker stationeret i området. Den georgiske hær blev tvunget på retræte i 1993; et ydmygende nederlag for den unge stat. I 1994 erklærede Abkhasien sig for selvstændigt, og Georgien så sig nødsaget til at indgå våbenhvile.

Også i Abkhasien blev der indsat en russisk ledet fredsstyrke. Styrken blev indsat mod de georgiske myndigheders vilje, der anså styrken som en russisk besættelse. Derfor bad de FN om at indsætte en fredstyrke, bestående af internationale soldater. Ønsket er indtil videre blevet afvist af Rusland, der har vetoret i FN’s sikkerhedsråd. Ingen lande har indtil videre anerkendt Abkhasiens uafhængighed, og der er blevet indført økonomisk embargo. Selvom konflikten således ikke er løst, har situationen igennem de sidste år været forholdsvis stabil.

Et aspekt, der komplicerer situationen, er, at abkhaserne får hjælp ikke bare fra russerne, men også Ruslands fjender, tjetjenerne, der gennem historien har været en tæt allieret med abkhaserne.

I efteråret 2007 blussede nye, store demonstrationer op igen i Georgien, de største siden roserevolutionen i 2003. Det var oppositionen i landet, der stod bag demonstrationerne, og udgangspunktet var beskyldninger om et stadigt mere autoritært styre og korruption, og ikke mindst præsidentens beslutning om at flytte parlamentsvalget et år ud i tiden til efteråret 2008.

I august 2008 opstod der nye spændinger mellem Georgien og Rusland. En georgisk militæroperation i Sydossetien førte til en militær respons fra russisk side, Den 7. august 2008 angreb Georgien sydossetiske styrker og tog kontrol over den sydossetiske by, Tskhinvali og områderne omkring. Rusland svarede igen med en modoffensiv, der skulle fordrive den georgiske styrke. Lige i kølvandet på det, begyndte abkhasiske separatistgrupper, også støttet af russerne, en offensiv for at få kontrol over Kodori-dalen i det nordlige Abkhasien.

EU og Frankrig tog rollen som forhandler for at få en våbenhvile i stand mellem parterne, samtidig med at der blev rapporteret om fortsatte bombninger af Gori. I Abkhasien hævdede seperatisgrupper, at de havde fået kontrol over Kodori-dalen. 15. og 16. august underskrev både Saakashvili og Medvedev en fredsaftale, udarbejdet af EU. Rusland ønskede dog yderligere sikkerhedstiltag, der skulle være på plads, inden de russiske soldater ville blive trukket ud, og var derfor skeptisk overfor aftalen.

26. august 2008 valgte Rusland at anerkende de to udbryderrepublikkers selvstændighed, hvad der gav kritik fra flere sider, både af lande og internationale organisationer. Udover Rusland har kun Nicaragua anerkendt Sydossetien og Abkhasien som selvstændige nationer. Flere lande mener, Rusland overdrev deres magtanvendelse i Georgien, og at de med deres militære indblanding i konflikten brød Georgiens suverænitet. Når det gælder, hvem der startede konflikten, hævder begge parter, at den anden part må tage skylden. Konflikten drev tusindvis af mennesker på flugt ind i Georgien, og mange fra Sydossetien tog vejen til Nordossetien, der er under russisk kontrol.