Tchad

Konflikten i Tchad er kompliceret og præget af forskellige oprørs- og etniske grupper, der gør det svært at gennemskue situationen. Historisk set har der været et stærkt fjendskab mellem det muslimske nord og det kristne syd. I dag er konflikten blevet mere kompliceret end denne skillelinje, omend den på mange måder stadig er kernen i konflikten.

Flygtninge i Iridimi-lejren i det østlige Tchad i 2004. Lejren huser næsten 20.000 mennesker på flugt fra de mange konflikter i regionen. (Foto: UN Photo/Eskinder Debebe)

Efter Tchad blev selvstændigt fra Frankrig i 1960, var det befolkningen fra syd, der satte sig på magten i landet; kun regeringspartiet, der bestod udelukkende af repræsentanter fra syd, var lovligt. Det skabte utilfredshed i de muslimske områder i den nordlige del af landet, og der udbrød oprør flere steder. Muslimerne ønskede større politisk indflydelse og fik støtte af Libyen til at angribe regeringen i 1973. Libyen blev involveret i konflikten, fordi de gjorde krav på et område af Tchad ved grænsen mellem de to lande. Efter angrebet blev der etableret en midlertidig regering med ministre fra både nord og syd.

Konflikten eskalerer

I begyndelsen af 1980erne angreb en ny oprørsgruppe fra nord, Forces armées du Nord (FAN), hovedstaden N’djamena og tog magten. Gruppen ønskede ikke at samarbejde med Libyen. Lederen af FAN, Hissen Habré, udnævnte sig selv til præsident.

De sidste år af det årti var karakteriseret af større og mindre konflikter mellem forskellige oprørsgrupper, som andre lande involverede sig i konflikten. Frankrig støttede regeringen og præsident Habré, mens Libyen støttede flere forskellige oprørsgrupper. Situationen i landet var kaotisk. De etniske modsætninger voksede, og store dele af befolkningen, især i syd, var utilfredse med præsidenten, fordi de mente, han favoriserede sin egen etniske gruppe. Fængsling af politiske modstandere og henrettelse af fanger uden rettergang var hverdag. Regeringshæren var meget brutal og skabte frygt omkring sig igennem landet og særligt i syd.

Déby tager magten

Idriss Déby, der kom fra den nordlige del af Tchad og var øverstkommanderende i hæren, udnyttede utilfredsheden med præsidenten i landet og dannede sin egen militære fraktion. I 1989 udførte han et mislykket kupforsøg og måtte flygte til nabolandet Sudan. Allerede året efter havde Déby samlet nye styrker og angreb igen. Efter hårde kampe tog han magten i 1990.

Déby ønskede at skabe fred og demokrati i Tchad. Nationalforsamlingen blev opløst, og grundloven ophævet. Déby inviterede til en demokratiseringskonference, hvor repræsentanter fra statslige organer, politiske partier og fagforeninger var inviterede. Der blev vedtaget en midlertidig grundlov og en midlertidig regering blev udpeget, der skulle regere landet, indtil der kunne gennemføres nye, demokratiske valg.

Oprør

I mellemtiden havde den tidligere præsident, Habré, dannet en ny oprørsgruppe, Mouvement pour la démocratie et le development (MDD). Gruppen havde base i Nigeria og angreb Tchad med jævne mellemrum. Der blev også dannet nye oprørsgrupper i syd. De var utilfredse med, at Déby fortsat havde regeringsstyrker placeret i syd. Styrkerne var meget brutale og skulle have udført flere massakrer på civilbefolkningen. Oprørsgrupperne i syd krævede erstatning til de efterladte, at styrkerne skulle trække sig tilbage og en folkeafstemning om en ny grundlov. Débys forsøg på demokratisering havde meget lille effekt. Der blev udført nye kupforsøg, og regeringssoldaterne fortsatte overgrebene mod civilbefolkningen. Menneskerettighedsorganisationer i landet anklagede Déby for grove krænkelser af menneskerettighederne. Fængslingerne af politiske modstandere og henrettelser fortsatte.

I løbet af 1990erne blev der indgået flere fredsaftaler mellem regeringen og de forskellige oprørsgrupper. I 1996 blev der afholdt en folkeafstemning om en ny grundlov. I sommeren samme år blev der gennemført et demokratisk valg, hvorpå Déby udnævnte sig til præsident efter have vundet. Selvom situationen faldt noget til ro hen imod slutningen af 1990erne, var der stadig flere blodige sammenstød mellem regeringshæren og oprørsgrupper. Præsident Déby vandt valget igen i 2001. I 2003 begyndte Tchad at udvinde olie, og det påstås, at præsidenten tager en stor del af olieformuen til sig selv. Samtidig øgedes forskellen mellem rige og fattige i landet, hvad der igen bidrog til mere ustabilitet i landet.

Borgerkrigen i Darfur

Tchad og Den Centralafrikanske Republik er begge blevet påvirket og delvist trukket ind i borgerkrigen i Darfur, en provins i Sudan. For Tchad gælder det den østlige del af landet, der grænser op til Darfur. I 2004 kom flere tusind flygtninge fra Darfur til Tchad. I 2005 rykkede 40 køretøjer fra oprørsgruppen Rally for Democracy and Liberty (RDL) ind i Tchad, der var tchadisk gruppe med base i Sudan. De tog kontrollen med grænsebyen Adré. Myndighederne i Tchad hævdede, gruppen var en sudanesisk milits og gav Sudan skylden for angrebet, mens oprørsgruppen hævdede, at dens formål var at fjerne præsident Déby fra magten og kæmpe for demokratiet i Tchad. Sudan og Tchad har i flere år beskyldt hinanden for at støtte oprørsgrupper på den anden side af grænsen.

Optrapning af konflikten

2006 var et af de blodigste i Tchads historie. Kampene mellem forskellige oprørsstyrker og regeringssoldater var hårde, og tabene var store på begge sider. Der blev indført undtagelsestilstand i den østlige del af landet. Hovedstaden blev flere gange angrebet af forskellige oprørsstyrker, og regeringshæren slog hårdt ned og formåede at splitte koalitionen af oprørsstyrkerne. Præsident Déby ændrede grundloven med en ny folkeafstemning, så han kunne vælges som præsident for en tredje periode. Han vandt præsidentvalget i 2006. Oppositionen boykottede valget, fordi de ikke mente, det var åbent og ærligt. I februar 2008 slog tre oprørsgrupper sig sammen og angreb hovedstaden. Oprørerne hævdede, at Débys regime var voldeligt og korrupt, og at Déby favoriserede sin egen etniske gruppe. Deres mål var at tvinge præsidenten fra magten. Den tchadiske regering mente, at Sudan støttede oprørsgrupperne, men dette blev afvist af Sudan. Flere civile blev dræbt og mange drevet på flugt.

Civilbefolkningens ofre

FN’s højkommissær for flygtninge frygtede et folkemord og advarede mod, at udviklingen særligt i det østlige Tchad var parallel med udviklingen i Darfur. Tchad og Sudan har indgået en aftale om at standse volden omkring grænsen mellem de to lande, men kritikere mener ikke, aftalen vil have nogen effekt, fordi konflikten er så kompliceret, som den er med de mange forskellige oprørsgrupper, der konstant skifter mellem alliancer.

I 2008 afbrød Tchad de diplomatiske og økonomiske bånd med Sudan. Spændingen mellem de to lande var høj. Situationen for civilbefolkningen og hjælpearbejdere i landet var også meget usikker. EUFOR, EU’s fredsbevarende styrke, har, selvom de ikke er gået direkte ind i konflikten, bidraget til stabilisering i området, så f.eks. hjælpearbejdere har kunnet udføre deres arbejde til en vis grad.

Oprørsgrupper går sammen i koalition

I januar 2009 slog otte forskellige oprørsgrupper sig sammen og dannede the Union of Resistance (UFR) med lederen for Rally of Democratic Forces i spidsen. I marts 2009 underskrev regeringerne i Tchad og Sudan en ikke-angrebspagt, den sjette aftale på fem år. Det har imidlertid ikke hjulpet på situationen og dæmpet konflikten i landet. I henholdsvis maj og december var den østlige del af Tchad præget af alvorlige angreb og kampe med nye oprørsgrupper. I dag er der cirka 450.000 flygtninge i alt af flygtninge fra Darfur og internt fordrevne i det østlige Tchad.