Libyen
Den socialistiske arabiske folkerepublik Libyen
| Fakta | Kort | Statistik | 2015 Målene |
Libyen blev selvstændigt i 1951, som en af de første stater i Afrika. Siden 1969 har landet været regeret af Muammar al Gaddafi efter hans enestående version af islamisk socialisme som bliver kaldt "den tredje universelle teori".
Geografi og miljø
Libyen ligger midt i det nordafrikanske plateau, en langstrakt klippeformation, der strækker sig fra Atlanterhavkysten til det Røde Hav. I midten af landet er der flere bjergkæder med bjergtoppe på op til 3500 meter over havets overflade. Indlandet er goldt og tørt med langstrakte sandsletter uden vegetation eller bebyggelse. Dette område har ørkenklima med næsten ingen nedbør og ekstreme temperatursvingninger i løbet af året. Der er tyndt befolkede områder spredt over en håndfuld spredte oaser. Langs den vestlige kyststrækning ligger frugtbare marker, som er velegnet til landbrug. Her er bebyggelsen langt tættere, og flere af de større byer ligger i denne region, som har et typisk mildt middelhavsklima. Øst for Sidra bugten går kysten over i lave højdedrag, som også er tætbefolkede. På trods af store forskelle mellem regionerne er mangel på regn en konstant faktor i hele Libyen. I ørkenområderne kan der gå år mellem regnbyger, mens der i kystområderne kan falde op til 4-500 mm nedbør på et år. Libyens største miljøproblemer er knyttet til landets klima og beliggenhed. Landet meget ringe adgang til rent drikkevand og kæmper med ørkendannelse og jorderosion på grund af dårlig jord og dårligt reguleret landbrug.
Hvis alle mennesker i verden havde samme forbrug som en gennemsnitlig indbygger i Libyen, ville vi behøve 1.7 jordkloder. Se indikatoren som viser vores økologiske fodaftryk.
Historie
De libyske kystområder blev i 96 f.Kr. erobret fra fønikerne af Romerriget. Landet forblev en romersk provins til midten 400-tallet, hvor imperiet begyndte sin lange tilbagegang. I midten af 600-tallet blev området indlemmet i det arabiske rige, der indførte islam og arabisk kultur og sprog. De libyske områder blev en kastebold mellem forskellige arabiske sultaner i næste århundreder. Da det osmanniske rige overtog kontrollen med Libyen i 1500, blev styret overdraget til lejesoldater, og libyske havne blev taget aktivt i brug af osmanniske pirater, der hærgede Middelhavet i løbet af de næste århundreder. Op gennem 1800-tallet begyndte osmannerne at miste flere og flere områder, og i 1911 invaderede Italien Libyen og gjorte landet til en italiensk provins. Tusindvis af italienere flyttede til landet, og store vej-og industriprojekter blev iværksat. Under Anden Verdenskrig blev Libyen invaderet af britiske styrker, og i 1951 blev landet, som et af de første i Afrika, selvstændigt. Det nye styre havde enorme problemer med fattigdom og underudvikling og var helt og aldeles afhængig af udenlandsk bistand, indtil der blev fundet olie i 1959. I 1969 blev regeringen væltet ved et kup ledet af oberst Muammar al Gaddafi, der udviste alle udlændinge og ville opbygge en ny social og politisk orden fra bunden.
Samfund og politik
Libysk politik domineres helt og aldeles af Gaddafi, som har skabt en unik islamisk socialisme, der kaldes "den tredje universelle teori". Systemet består af en række komiteer på landsby-og byniveau og helt op til det revolutionære råd, de 12 militære som stod bag kuppet i 1969. Valg er forbudt, og demokratiet skal udøves ved, at befolkningen giver udtryk for deres meninger gennem komiteerne. I virkeligheden sidder Gaddafi med al magten. Fra 1970 til 1999 var Libyen en af USA og andre vestlige magters vigtigste fjender. Gaddafi bakkede op om alt fra PLO til IRA og Irans krig mod Irak, og det var libyske terrorister i 1987 sprængte et fly over Lockerbie, Skotland. Siden 1999 har Gaddafi åbnet landet mere og mere op for vestlig indflydelse og har afbrudt udviklingen af masseødelæggelsesvåben. Efter mange års bestræbelser på at etablere forskellige arabiske unioner, har Libyen nu vendt sig sydover mod resten af Afrika og er blandt andet meget aktiv i Den Afrikanske Union (AU). På trods af store olieindtægter kæmper landet med høj arbejdsløshed, især blandt de unge. I modsætning til andre afrikanske lande er Libyen ikke ramt så hårdt ramt af hiv/aids-epidemien, og indbyggerne har en relativt høj levestandard.
Økonomi og handel
I den afrikansk målestok er den libyske økonomi solid, og landets bruttonationalprodukt (BNP) er et af kontinentets højeste. I løbet af den periode, hvor landet var isoleret fra verden udenfor, stagnerede en stor del af økonomien på grund af sanktioner fra FN og USA, megen korruption og store investeringer i udviklingen af masseødelæggelsesvåben. I de seneste år har landet oplevet en stabil vækst, men økonomien svinger i takt med oliepriserne på verdensmarkedet, hvilket gør langsigtet planlægning vanskelig. Så meget som 95 procent af økonomien består af olieindustrien, men en stor del af indtægterne fra denne sektor kommer ikke befolkningen til gode. Mange af arbejderne i olieindustrien kommer udefra og tager de penge, de tjener, ud af landet. Næst efter olie er landbruget Libyens næringsvej. Landet er alligevel helt afhængig af import af fødevarer og producerer kun en fjerdedel af sit eget fødevarebehov. Arbejdsløshed og manglende sammenhæng mellem uddannelse og arbejdsmarked bidrager til at stagnere den ensidige økonomi. Forsøg på at starte nye sektorer har hidtil ikke ført til store forandringer.
Other country profiles
Kontinent/region
Afrika
Lokaliteter
Great Man-made River
Tripoli
Medlemskab/deltagelse
Afrikanske union
Alliancefrie stater
Arabiske liga
Den Internationale Valutafond
FN
G77
Menneskerettighedsrådet
OIC
OPEC
Verdensbanken
Libyen som blev medlem af FN i 1955.
Hovedstad:
Tripoli
Etniske grupper:
Arabere og berbere 97%, andre 3%
Sprog:
Arabisk, italiensk, engelsk
Religion:
Sunnimuslimer 97%, andre/ingen 3%

