Den internationale Valutafond (IMF)
Den internationale Valutafond (IMF) blev oprettet i 1944. Hovedformålet med organisationen er at sikre stabilitet og forudsigeligehd i verdensøkonomien.
Den Internationale Valutafond blev oprettet sammen med Verdensbanken under Bretton Woods-konferencen i 1944. 49 af verdens rigeste lande gik sammen for at blive enige om at etablere fælles regler for verdenshandelen og dermed forebygge svingninger for verdensøkonomien og afværge fremtidige kriser. Medlemskab af fonden er obligatorisk for medlemmer af Verdensbanken.
Valutafondens vigtigste opgave er at sørge for, at det internationale penge- og handelssystem holdes i balance. Gennem årlige vurderinger af alle medlemslandene, vurderer fonden, hvilke tiltag, der skal til for at undgå overophedning af verdensøkonomien. Fonden giver teknisk og økonomisk assistance til medlemslandene.
Ligesom med Verdensbanken har Valutafonden været udsat for en stærk kritik for sit arbejde med fattigdomsbekæmpelse. Et kritikpunkt er, at støtten til de fattige lande ofte ikke fungerer efter hensigten, at vilkårene for tilbagebetaling er urimelige og, at fordelingen er skæv og politisk styret.

