[[suggestion]]
Den Centralafrikanske Republik

Historisk baggrund

Konflikterne i Den Centralafrikanske Republik (CAR) har historisk udspring i kolonitidens undertrykkelse af landet. Frankrig kontrollerede området i mere end 70 år (1890-1960) og var til tider meget undertrykkende over for befolkningen. I lang tid var Tchad og CAR administreret som en koloni, hvilket har fået stor betydning.

Uafhængighed

I 1960 blev landet endelig uafhængigt. En gruppe militærledere og ministre, som havde gjort tjeneste under det franske-regimes sidste år, fik kontrollen over landet. Tidligere indenrigsminister David Dacko blev udpeget til præsident, mens en fjern slægtning af ham Jean-Bédal Bokassa blev forsvarschef. Både Dacko og Bokassa var fra M’baka-folket, som var bosat sydvest i landet.

Bokassas regime

I 1965 gennemførte Bokassa et kup mod Dacko, og indledte et regime som efterfølgende er blevet anset som værende særligt brutalt. Store ressourcer blev brugt på ceremonier for at tilbede præsidenten, og Bokassa kronede sig til kejser over landet. Bokassa fik alligevel støtte fra Frankrig, og Frankrig købte blandt andet uran og diamanter fra CAR. Først da det blev kendt, at Bokassa samarbejdede med Libyens Muammar al-Gaddafi vendte Frankrig ham ryggen og bidrog til et kup mod ham i 1979, og David Dacko blev genindsat.

Bokassas generaler

David Dackos genindsættelse blev startskuddet på en række kup og uroligheder i landet. Dette var drevet frem af en gruppe militærledere, som alle havde fået sin militæruddannelse under det franske koloniregime.

Dacko blev væltet i et kup gennemført af forsvarschefen, André Kolingba. Kolingba havde været brigadegeneral under Bokassa og genindførte diktatur i landet. Det efterfølgende år blev Kolingba selv udsat for et kupforsøg ledet af den tidligere statsminister, Ange-Féliz Patassé og general Francois Bozizé. Kupforsøget mislykkes, men fra eksil i Frankrig formåede Patassé at rejse en opposition mod Kolingba, hvilket fremtvang frie valg i 1993. Patassé vandt valget, og han udnævnte sin medhjælper fra kupforsøget i 1982, Francois Bozizé, som forsvarschef.

Kup og guerillakrig

Patassé formåede ligeledes ikke at sikre sig kontrol over landet. I slutningen af 1990’erne blev etnisk baggrund og tilhørsforhold stadig mere vigtigt både i politik og i samfundet generelt. Dette påvirkede ligeledes landets militærstyrker, som bestod af præsidentens vagtværn og militær. Vagterne var trofaste tilhængere af præsidenten, mens soldaterne i det almindelige militær mente, at de blev forskelsbehandlet.

I maj 2001 brød en gruppe soldater ud af hæren og startede et kupforsøg mod præsident Patassé. Forsvarschefen Bozizé blev beskyldt for at medvirke i kuppet, hvilket indledte en ny krig i CAR mellem de to tidligere kup-kollegaer. Soldaterne, der var loyale mod Bozizé, flygtede med ham nord på, og indledte en guerillakrig mod regeringen. Krigen blev forværret af, at Libyen og Tchad bidrog med våben og støtte på hver sin side. Libyen støttede Patassé, og Tchad støttede Bozizé.

Fra basen i nord indledte Bozizé flere angreb mod hovedstaden, og til sidst lykkes det at få væltet Patassé i 2003. Bozizé opløste nationalforsamlingen, ophævede grundloven og udnævnte sig selv til statsoverhoved. I 2005 blev der afholdt relativ frie valg, hvor Bozizé, blev erklæret som vinder.

Nye konflikter

Efter tre år med relative rolige forhold i landet blussede konflikten op igen i 2006. En ny oprørsgruppe kaldt Union of Democratic Forces for Unity (UFDR) indledte brutale angreb på byer i den nordlige del af landet. Ligeledes forsøgte gruppen at vælte præsident Bozizé. Lederne af UFDR havde i 2003 hjulpet Bozizé til magten, men anklagede ham nu for at favorisere sin egen etniske gruppe økonomisk og ekskluderede andre fra magten, og UFDR ønskede ham fjernet.

I løbet af 2006 var der flere kampe mellem regeringssoldater og UFDR, og flere mistede livet. Samtidig opstod en ny oprørsgruppe, Popular Army for the Restoration of Democracy (APRD). Regeringen anklagede Sudan for at støtte oprørerne i nord, dog benægtede de sudanske myndigheder denne påstand.

Fredsaftale

Konflikten ebbede delvist ud i løbet af 2007, og i 2008 blev der underskrevet en fredsaftale mellem regeringen og de to oprørsgrupper. En nationalsamlingsregering blev etableret i 2009, hvori de to oprørsgrupper begge var repræsenteret.

Alligevel er urolighederne i landet ikke helt forsvundet. Store flygtningestrømme fra Dafur i Sudan påvirker stabiliteten i nord, samtidigt med at den ugandiske oprørsbevægelses, Lord Recistance Army (LRA) har plyndret landsbyer i det de sydøstlige dele af landet. Mange kritikere har hævdet, at Bozizés regering har begrænset kontrol over landet med undtagelse af hovedstaden, og så sent som i juni 2010 var der et guerillaangreb på byen Birao i den nordlige del af landet.

En anden oprørsgruppe, Convention of Patriots for Justice and Peace (CPJP), har i de senere år slås mod Bozizés styre. En af bevægelsens ledere, Charles Massi, som tidligere var minister i Bozizés regering, skal ifølge hans nærmeste familie have blevet tortureret og dræbt i et fængsel i hovedstaden Bangui.

I januar 2011 blev der arrangeret præsidentvalg i CAR. Bozizé blev erklæret som vinder med 66 procent af stemmerne. Dele af oppositionen har været stærkt kritiske i forhold til valget, som de ikke anser som værende frit og demokratisk. FN havde ingen valgobservatør i landet under valget.

Séléka gennemfører kup.

Efter valget i 2011, har der været udbredt utilfredshed i landet. Bozizé blev beskyldt for at favorisere sin egen etniske gruppe og for ikke at opfylde forpligtelserne i aftalen af 2008.

I marts 2013 førte utilfredsheden til at oprørsgruppen Séléka gennemførte et kup. Præsident Bozizé flygtede ud af landet, og Sélékas leder Michel Djotodia udråbte sig selv som præsident. Der blev indsat en overgangsregering, som skulle styre CAR frem til et nyt valg i 2016. Afrikanske ledere erklærede i april, at de ikke anerkendte Djotodia som landets præsident, og foreslog at danne en ny overgangsregering, som kunne styre indtil, at der skulle afholdes et nyt valg inden for 18 måneder. Djotodia, som var den eneste kandidat, blev 13. april 2013 valgt som præsident for denne overgangsregering. 

Situationen i landet var imidlertidig fortsat urolig, og FN og andre organisationer advarede om, at landet bevægede sig i retning af lovløshed og anarki. Mod slutningen af 2013 udbrød der nye kampe. Séléka, som består hovedsageligt af muslimer, slås mod den kristne gruppe "Anti-balaka" (Balaka betyer machete, som er et våben Sélékasoldater er kendt for at bruge). Hundredetusinder blev drevet på flugt, og situationen er fortsat uafklaret. 

De to grupper anti-balaka og selekor, er regnet for religiøse grupper. Dog er konflikten fokuseret på retten til regeringsmagten i landet, og konkurrence om landets ressourcer, samt et fokus på etniske forskelle mellem de to grupper. Det regnes derfor ikke for at være en primært religiøs konflikt. Den kristne gruppe anti-balaka har f.eks. brændt kirker ned, som en reaktion på at præster har kritiseret deres brug af vold.

Civilbefolkningen i Den Centralafrikanske Republik

Ifølge FN's flygtningeorganisation (UNHCR) er situationen i de nordlige provinser i CAR svært alvorlige. Mangel på centralstyring har ført til, at mange våben er i omløb, og en udvikling af flere bander og væbnede oprørere. Fraværet af økonomiske muligheder for befolkningen har ligeledes ført til flere overfald, drab og landevejsrøverier.

I februar 2014 rapporterede FN, at omkring 900.000 mennesker er på flugt inden i landet, og at halvdelen af landets 4,6 beboere er i akut krise og har brug for humanitær bistand. Bare i de første to uger i december 2013 var 210.000 mennesker tvunget til at flygte fra deres hjem på grund af de nye kampe mellem Séléka og Anti-Balaka.
Den Centralafrikanske Republik har næsten fem millioner indbyggere, men kun omkring 300 læger, ifølge Læger Uden Grænser. Landet bruger meget få ressourcer på sundheden. HIV/AIDS, fejlernæring, tuberkulose og sovesyge er ikke ualmindeligt i landet. Befolkningen har minimal adgang til sundhedspleje, og nogle af verdens værste statistikker for forventet levealder, børne- og mødredødelighed og HIV-infektion. Den gennemsnitlige levealder er kun 48 år.

I 2017 var antallet af nødlidende og hjemløse I CAR oppe på rekordhøje 1.1 million. Antallet af personer der er internt fordrevne er mindst 600.000, og yderligere 500.000 er flygtet til nabolandende Chad, DR Congo og Cameroun.

FN vurderer at cirka halvdelen af landets befolkning, 2.4 millioner personer, har brug for nødhjælps ressourcer som mad.

FN's rolle i konflikten

FN gik ind med en fredsbevarende styrke i april 1998, kaldet MINURCA. Formålet var at stabilisere situationen i og omkring hovedstaden Bangui. Styrken skulle afvæbne de forskellige grupperinger og hjælpe med at opbygge en national politistyrke. Desuden skulle der gives oplæring og teknisk udstyr til at kunne gennemføre frie, retfærdige og demokratiske valg.

I februar 2000 blev operationen afviklet, da man anså situationen i landet for mere sikker.

Konflikten blussede dog op igen, og det blev i 2007 bestemt at indsætte en ny fredsbevarende styrke, MINURCAT, der skulle dække området fra den østlige del af Tchad til den nordøstlige del CAR. Formålet var at stabilisere konflikten i området samt at skabe sikre forhold for frivillige og trygge tilbageflytninger af flygtninge og tvangsflyttede. Operationen blev udført i samarbejde med EU, og var en del af FN og EU's langsigtede handlingsplan for at stabilisere forholdene i Darfur og andre områder, som bliver påvirket af konflikten. Styrken blev trukket ud igen i december 2010.

I 2000 oprettede FN et kompetencecenter i CAR (kaldt BINUCA), der skulle hjælpe landet med rådgivning og fredsbygningsproces. Denne FN-delegation er fortsat til stede i landet og bidrog med betydelig hjælp under fredsforhandlinger i 2008. BINUCA var ligeledes behjælpelig med at tilrettelæggelse af valget i 2005 og 2011.

I sommeren 2013 oprettede Den Afrikanske Union (AU) en styrke (MISCA) på 3600 soldater for at holde situationen under kontrol, men situationen er i stedet kraftigt forværret. I december 2013 blev AU-styrken øget til 6000 soldater på grund af kampene mellem Séleka og Anti-balaka. Samtidigt oprettede Frankrig en styrke på 1600 soldater, som sammen med AU-styrken fik mandat fra FN's sikkerhedsråd om at genoprette lov og orden i landet. 

FN's sikkerhedsråd besluttede i april 2014 til at oprette en ny fredsbevarende styrke på 12.000 personer for at hindre yderligere udvikling af konflikten. Styrkens opgaven er at genoprette lov og orden, bevare og overvåge sikkerheden af civilbefolkningen, sikre at hjælpearbejde kan udføres, sikre menneskerettighederne i landet og støtte arbejdet med en fredelig overgangsregering. Denne nye kraft, opkaldt UN Multidimensional Integrated Stabilisation Mission in the Central African Republic (MINUSCA) bestående hovedsageligt af den tidligere AU-styrke MISC og den politiske-operation BINUCA. På samme tid, det samarbejder med franske styrker i CAR.

FN's fødevareprogram (WFP), FN's Højkommissariat for Flygtninge (UNHCR) og FN's udviklingsprogram (UNDP) er også til stede i CAR. De havde blandt andet ansvaret for at koordinere valgene i 2015.

FN observatører i landet har i 2017 advaret imod det de betegner som tidlige tegn på et forestående folkedrab og beder om flere FN styrker til landet.  

FN-soldater anklaget for børnemisbrug i CAR i 2015. Fransk FN-soldater blev undersøgt i Frankrig for disse anklager. Amnesty International anklagede senere de fredsbevarende styrker i CAR for sager om mord og voldtægt. Anklagerne førte straks til, at lederen af FN-styrken i CAR, Babacar Gaye, gik af.

Sagen om misbrug fra FN's fredsbevarende styrker er stærkt kritiseret fra flere sider og i FN har generalsekretæren beskrevet det som et uacceptabelt magtmisbrug.