[[suggestion]]
Den Demokratiske Republik Congo

Baggrund

Den Demokratiske Republik Congo (herefter omtalt DR Congo) var indtil 1908 den belgiske kong Leopold II's personlige ejendom. I 1908 tog den belgiske regering over og regerede landet, indtil det fik sin selvstændighed i 1960. Kong Leopold og den belgiske regering var ansvarlig for et af verdens mest brutale koloniregimer, og da belgierne trak sig ud, efterlod de sig groft udnyttet land med store interne konflikter og dårlig infrastruktur.

Joseph-Désiré Mobutu tog magten i et kup i 1965, og var derefter landets stærke mand i 32 år. Som en del af hans afrikaniseringspolitik blev landet omdøbt Zaire, storbyerne fik afrikanske navne, og han tog selv navnet Mobutu Sese Seko.

Mobutus regime var korrupt og voldelig, hvilket førte til utilfredshed og konstant optøjer i forskellige dele af landet. I 1996 brød en stort oprør ud i den østlige del af landet. Det blev kaldt den første congolesiske krig.

Hutu- og tutsi konflikten

Det var ikke tilfældigt, at oprøret begyndte her. Området grænser op til Uganda, Rwanda og Burundi, og den politiske situation har været præget af rivaliseringen mellem de to etniske grupper, hutuer og tutsier. Rivaliseringen har ført til alvorlige borgerkrige i både Rwanda og Burundi.

Under folkemordet i Rwanda i 1994 blev mere end 800 000 tutsier og moderate hutuer dræbt. Bagefter flygtede en million hutuer fra Rwanda til DR Congo. Blandt dem var hutumilitsen Interhamwé, som havde været stærkt involveret i massakrerne. Interhamwé brugte hutu flygtningelejre som en base for angreb ind i Rwanda, og gik til angreb på tutsier i DR Congo.

Congolesiske tutsier kaldes banyamulenger. Banyamulengerne var samtidig under pres fra de lokale myndigheder, som forsøgte at landsforvise hele befolkningen på 400.000 personer. Denne etniske gruppe havde boet i området i over to hundrede år. Da de blev bedt om at forlade landet inden for en uge, reagerede de ved at tage til våben og angribe både regeringsstyrkerne og Rwandas hutu-milits Interhamwé.

De dannede Alliance of Democratic Forces for the Liberation of Congo (AFDL), ledet af Laurent-Désiré Kabila. AFDL blev støttet af den rwandiske hær og den ugandesiske tutsier, og sammen væltede de Mobutu I 1997. Kabila blev udråbt til præsident og landets gamle navn, Den Demokratiske Republik Congo, blev taget tilbage.

1998 - 2003: Den Afrikanske Verdenskrig

Kabila viste sig at være en lige så dårlig magt fordele af sin forgænger, og blev hurtigt uvenner med sine tidligere allierede i AFDL. Anti-banyamulenge retorik betød, at han mistede støtte fra både banyamulengerne, Uganda og Rwanda, og kampene blussede op igen i august 1998. Dette blev starten på Den Afrikanske Verdenskrig. Otte lande og mindst 25 væbnede grupper deltog i krigen.

Også denne gang startede oprøret i det østlige Congo. Det havde mange paraleller til oprøret Kabila selv havde ledet i 1996-97 men denne gang var oprøret rettet imod ham. Uganda og Rwanda spillede igen en central rolle, men også flere andre afrikanske lande involverede sig. Kamphandlingerne spredte sig hurtigt til store dele af landet.

Nabolandene blander sig

Både Rwanda, Burundi, Angola, Namibia, Tchad, Uganda og Zimbabwe er involveret i Den Afrikanske Verdenskrig. De brugte deres egen sikkerhed som det vigtigste argument for intervention:

Angola ønskede at ødelægge The National Union for the Total Independence of Angola (UNITA)'s baser i den sydlige del af DR Congo. UNITA var en oprørsgruppe, der kæmpede imod den angolanske regering i Angolas egen borgerkrig.

Namibia blev involveret på samme side som Angola, fordi UNITA samarbejdet med namibiske oprørsgrupper. Begge lande involverede sig sammen med Zimbabwe og Tchad på regeringens hærens side.

Uganda og Rwanda valgte efter 1998 at kæmpe imod regimet, som de tidligere havde været med til at insætte. Rwandas regering begrundede dette ved at sige, at Kabilas regime havde undladt at stoppe hutumilitsen Interhamwé som stadig angreb civile i Rwanda fra baser i Congo. Uganda brugte også oprørsgrupper som en undskyldning for at gribe ind, og det samme gjaldt for Burundi.

Kampen om naturressourcer

Meget tyder imidlertid på, at kontrollen af naturressourcer var en væsentlig grund til, at nabolandene blandede sig i konflikten.

DR Congo har Afrikas største diamant forekomster, og det er fundet store mængder af coltan, kobolt, guld og kobber på congolesisk jord - netop i den urolige østlige region. Store mængder af ædelstene og mineraler blev udvundet ulovligt i det østlige Congo i ly af krigen.

I 2005 blev Uganda dømt til at betale for at have kørt en omfattende minedrift aktivitet i den østlige del af landet i løbet af krigsårene. FN har samtidig forelagt rapporter, hvori det hedder, at de angolanske-, rwandiske- og zimbabwiske virksomheder har deltaget i ulovlige minedrifer. Det er de samme lande, som var mest involveret i krigshandlingerne.

DR Congo og fred

Det blev gjort mange forsøg på at få en fredsaftale på plads i DR Congo, men det var ikke før Kabilas søn Joseph Kabila tog magten var der kom fart i fredsbestræbelserne. Han underskrev en aftale om magtdeling imellem de forskellige parter, og en midlertidig regering blev indsat. Dette førte til at udenlandske styrker officielt trak sig ud af landet i løbet af 2002. I 2003 vedtog FN's sikkerhedsråd at indsætte en fransk-ledet, multinational styrke foruden den fredsbevarende styrke. Samme år fik man en aftale med alle de krigsførende grupper og krigen blev officielt afsluttet.

Det blev i 2005 gennemført en folkeafstemning om landets nye forfatning. For første gang siden landet opnåede uafhængighed fra Belgien i 1960 blev der afholdt præsidentvalg i sommeren 2006, hvor Joseph Kabila sejrede.

Øst for DR Congo er der fortsat uroligheder på trods af fredsaftalerne. Dette er især regionerne Nord-Kivu og Syd-Kivu. Kernen i konflikten er fortsat spændinger mellem hutuer og tutsier, og kontrol over regionens rige naturressourcer. Rwanda og Uganda er gentagne gange blevet beskyldt for at blande sig i konflikten.

Parterne i konflikten

Der er en række væbnede parter i konflikten i det østlige Congo. Her er nogle af dem:


• FLDR: Hutu-militsen med flere medlemmer, som deltog i folkemordet i Rwanda.

• CNDP: Tutsi-militsen fra DR Congo.

• FARDC: Den congolesiske regerings hær.

• M23: Udbrydergruppe af CNDP (se nedenfor).

• Lords Resistance Army: Oprørsgruppen fra Uganda.

 DR Congo beskylder Rwanda for at støtte CNDP. Rwanda beskylder FLDR for voldelige angreb på deres side af grænsen. CNDP FARDC anklaget for at samarbejde med FLDR. De påstande er understøttet af FN-rapporter, men Rwanda benægter, at de er involverede.

Desuden spredes Ugandas konflikt med Lords Resistance Army (LRA) over grænsen til DR Congo. LRA etablerede baser i DR Congo, for at bekæmpe den ugandiske regering. I 2008 gennemførte DR Congo, Uganda og det sydlige Sudans regering en fælles offensiv mod gruppen.

Ud over den hutu-tutsier aspekt er klart, at kampene mellem de forskellige grupper i det østlige Congo handler om kontrol over minerne i området. De militser, der kontrollerer minerne har mulighed for at tjene gode penge på det sorte marked.

Forsøg på afvæbning

I foråret 2012 var det igen en forværring af situationen i den østlige dele af landet. En udbrydergruppe fra CNDP, ved navnet Rebel Group M23, startede voldelige angreb, som drev titusindvis på flugt. M23 består hovedsageligt af tutsier. Flere af lederne af M23 er eftersøgt af Den Internationale Strafferetsdomstol (ICC) for overgreb, brug af børnesoldater og tortur.
Både FN og de congolesiske myndigheder har anklaget Rwanda og Uganda for at støtte M23. Efter mislykkede forsøg på fredsforhandlinger brød der i foråret 2013 igen kampe ud mellem regeringsstyrker og M23.

Myndigheder i DR Congo har forsøgt at afvæbne grupperne - både militært og gennem politiske forhandlinger. Indtil videre er forsøgene mislykkedes. FLDR fik frist til at gennemføre en afvæbning den 2. januar 2015. Kun 300 af omkring 1.700 medlemmer overgav sig inden fristens udløb. Det førte til DR Congos præsident, Joseph Kabila, udtalte, at FLDR skal afvæbnes med magt, en udtalelse, der blev støttet af FN's generalsekretær Ban Ki-moon.

Voldtægt og humanitær krise

Årtiers krig og dårlig ledelse har hindret udviklingen i DR Congo. Således er befolkningen stadig fattig, selvom landet er meget rigt på naturressourcer.

Flere millioner mennesker er døde siden 1998. Nogle på grund af kampene, de fleste på grund af sygdomme og andre problemer som krigen har skabt. Omkring 2,7 millioner mennesker er internt fordrevne (2012). Voldtægt bliver systematisk brugt som et våben til at skræmme og kontrollere civil befolkningen. Næsten alle de væbnede grupper har begået grove overgreb. Over 250.000 mennesker er blevet voldtaget i løbet af krigen i DR Congo.

FN's rolle i konflikten

FN har været til stede med den fredsbevarende styrke MONUC i Congo siden 1999. Styrken har fulgt op på en fredsaftale (Lusaka-aftalen), og deltog i stabilisering og afvæbning af den østlige del af landet. Med en styrke på omkring 20.000 soldater er FN's fredsbevarende styrke i DR Congo den største fredsbevarende mission i FN's historie.

Styrken har været i mediernes søgelys flere gange, som følge af at FN-soldater har begået seksuelle overgreb på congolesiske kvinder og børn. I efteråret 2008 mistede MONUC meget af støtten fra den lokale befolkning, da styrken ikke kunne forhindre CNDP's felttog mod grænsebyen Goma.

I efteråret 2008 forsøgte CNDP at indtage byen Goma, som ligger på grænsen mellem Rwanda og DR Congo. Goma huser et af FN-styrkens største hovedkvarter, men styrken stod uden mulighed for at beskytte civilbefolkningen. Mindt 250.00 mennesker flygtede fra byen. CNDP mislykkedes imidlertid med at overtage kontrollen i byen.

I maj 2010 blev det vedtaget i FN's sikkerhedsråd, at MONUC skulle videreføres under det nye navn MONUSCO. Mandatet blev rettet mere imod stabiliseringsprocesser i kølvandet på konflikten. Et særligt fokus for MONUSCO er at stabilisere de urolige provinser i øst.

MONUSCO støtter regeringstropperne imod militser og beskytter den lokale befolkning. Som udgangspunkt havde MONUSCO ikke mandat til at kæmpe tilbage imod militserne, men efter M23 startede sine operationer, blev det besluttet, at der skulle oprettes en særskilt "interventions brigade" i MONUSCO. Den består af 4.000 soldater, der har mandat til at gribe ind med våbenmagt - enten på egen hånd eller i samarbejde med den congolesiske hær. Styrken begyndte sit arbejde i foråret 2013

Efter at fristen for afvæbningen af hutu-militsen FLDR udløb den 2. januar 2015, trappede regeringenshæren op for bekæmpelsen af FDLR i samarbejde med MONUSCO.