[[suggestion]]
Libyen

Baggrund

Libyerne har en lang historie bag sig, som et koloniseret og undertrykt folk. De nordlige områder af Libyen var fra 1551 til 1911 en del af det osmanske rige. I 1911 invaderede Italien, Libyen og gjorde landet til en italiensk provins. Under anden verdenskrig var det britiske styrker som tog kontrollen over landet. Libyen blev først en selvstændig stat i 1951.

I 1969 tog oberst Muammar Gaddafi magten gennem et statskup. Statskuppet var del af en større fælles arabisk, socialistisk og anti-kolonialistisk revolutionsbevægelse i regionen. Befolkningen var tiltagende utilfredse med det siddende kongedømme, eftersom landets nye olieindtægter ikke kom det libyske folk til gode.

Statskuppet førte imidlertidigt til at Libyen skiftede et diktatur ud med et andet og undertrykkelsen af det libyske folk fortsatte. Gaddafi blev ved magten i 42 år som landets diktator. Hans regime var ansvarlig for en række menneskerettighedsbrud, og gav støtte til international terrorisme. Dette førte til FN sanktioner i 1992. Forholdet til vestlige lande blev gradvist bedre mod slutningen af 1990-tallet og fortsatte i 2000-tallet.

I 2010 var Libyens økonomi den største i Afrika. Libyen kom på en 53. plads på FNs ”indeks over menneskelig udvikling” (HDI) som var en af de bedste placeringer blandt afrikanske lande. Menneskerettigheder knyttet til civilsamfund, organisationsfrihed og ytringsfrihed forblev stærkt begrænset, grundet statslig undertrykkelse. Dette skabte utilfredshed blandt store dele af befolkningen, noget som bidrog til et ønske om regimeændring i Libyen.

Den udløsende årsag til konflikten

D. 16. februar 2011 brød der et opgør ud mod Gaddafi-regimet. Oprørey skete samtidig med forskellige oprør i nabolandende Tunesien og Egypten, de oprør der nu er kendt som ”Det Arabiske Forår”. Oprørerne viste deres utilfredshed med det autoritære regime.  

Blandt oprørerne var der krigsveteraner som havde kæmpet mod al-Qaeda i Sudan, Afghanistan og Irak. O 2016 kom Storbritianien med en undersøgelsesrapport om krigen i Libyen, hvori det er beskrevet at ”militante islamister spillede en afgørende rolle i oprøret fra februar 2011 og derefter”.  

Situationen eskalerede hurtigt og udviklede sig til en borgerkrig, hvor Gaddafi-regimet reagerede med militærmagt mod oprørerne. Gaddafi påstod at landet var under angreb fra islamistiske ekstremister, og at han kæmpede mod al-Qaeda. Vestlige medier troede ikke på hans påstande. Vestlige medier og myndigheder opfattede situationen i Libyen ganske anderledes.

Borgerkrigen og kampen om sandheden

Oprøret i Libyen blev fremstillet i flere internationale medier som fredelige demonstrationer, på trods af Gaddafi-regimets brutale angreb på civile. Sandheden er at oprørerne var bevæbnede og voldelige fra begyndelsen. Gaddafi-regimet havde gjort sig skyldige i overgreb, men der er ikke meget bevis for at Gaddafi-regimet havde givet ordre om målrettede angreb mod civile.

En del af årssagen til den fejlagtige fremstilling af situationen i Libyen skyldtes propaganda fra oprørerne selv. Amnesty International har fundet frem til at oprørsgrupper i Libyen fabrikerede beviser på overgreb og vold som Gaddafis militærstyrker skulle have begået mod civile.

D. 22. februar 2011 holdt Gaddafi en tale, hvori han talte om at rense Libyen for fjender ”hus for hus”. Den dominerende opfattelse i Europa og USA, på det tidspunkt var at man stod overfor en situation hvor der kunne forekomme alvorlige overgreb mod civile, der kunne føre til folkemord. Gaddafis tale påvirkede dermed FNs sikkerhedsråds vurdering af situation og hvad der måtte gøres. Dette førte til at sikkerhedsrådet tillod en international militær intervention i Libyen.

International militærintervention i Libyen

D. 17 marts 2011, én måned efter oprøret i Libyen var startet, vedtog FNs sikkerhedsråd resolution 1973. Den bestemte at en flyforbudszone skulle oprettes over Libyen. I praksis betød det at Gaddafi-regimet mistede muligheden for at bruge fly i kampen mod oprørerne. For at håndhæve denne bestemmelse gav FN mandat (godkendelse) til brugen af international militærmagt i Libyen. Begrundelsen for militærinterventionen var at beskytte civile. Mandatet sagde intet om at interventionen kunne fjerne Gaddafi fra magten.

NATO tog ansvaret for militærinterventionen. 15 lande deltog. NATO smed 7700 bomber over Libyen i løbet af de syv måneder operationen varede. NATO gav samtidig oprørerne våben og militærtræning. Der blev også indsat en skjult styrke på flere hundrede soldater fra Qatar.

Oprørsstyrkerne indtog byen Sirte d. 20. oktober 2011, hvilket var den sidste af de Gaddafi kontrollerede byer, hvor Gaddafi blev fundet og dræbt. Den libyske borgerkrig blev officielt erklæret slut d. 23. oktober 2011. Oprørsgrupper fortsatte dog deres voldshandlinger gennem hævnaktioner, magtkampe og racistisk motiveret vold. Tusindvis af sorte afrikanere blev systematiske fordrevet fra Libyen fordi nogle af dem vidst nok havde kæmpet for Gaddafi.

Nicolas Sarkozy var Frankrigs præsident i 2011 og var den primære drivkraft for militærintervention i Libyen. Afsløringer har vist at Sorkozys planer blev drevet af et ønske om at styrke Frankrigs position i Nordafrika og det franske militærs position i verden, i tillæg til at få større andel i Libyens olie og bedre hans nationale politiske situation i Frankrig. I Frankrig er han i dag sigtet for at have modtaget 500 millioner kroner i ulovlig valgkampsstøtte fra Gaddafi.

Libyen efter Gaddafis fald

Efter en periode med overgangstyre blev der afholdt nationalvalg i juni 2012. Dette var landets første frie valg i over 60 år. Siden da har der været kaos i landet. Der opstod politisk vold og konflikt mellem resten fra den gamle statsmagt med udgangspunkt i hovedstaden Tripoli i vest og en nyere (på det tidspunkt internationalt anerkendt) myndighed i Tobruk i øst.

Senere, gennem forhandlinger i FN-regi, blev der etableret en koalitionsregering, som flyttede ind i Tripoli. På trods af dette har der været konflikt og splittelser knyttet til denne løsning. Dele af nationalforsamlingen (parlamentet) anerkender ikke den nye Fn-støttede regering. I praksis er der tre regeringer som konkurrer om magten.

Den humanitære situation

Libyen er blevet et centralt tilflugtssted for flygtninge og andre migranter som forsøger at rejse til Europa over middelhavet. Dette har ført til en øget aktivitet af menneskehandel og andre former for udnyttelse af sårbare mennesker på flugt. Olieproduktionen, som tidligere udgjorde 96 procent af landets indtægter, har haft en stor nedgang på grund af konkurrence over kontrollen af olieressourcer.

Libyen faldt fra en 53. plads til en 94. plads i 2015 på FNs indeks over menneskelig udvikling (HDI). Indekset måler forventet levealder, uddannelse, og indtægter. I 2018 beregnede FNs kontor for koordinering af humanitær indsats (OCHA) at 1,1 millioner mennesker i Libyen har behov for humanitær assistance.

IS-militser i Libyen

Der findes en række militsgrupper i Libyen som kæmper om forskellige områder. Kontrol over olieressourcer er en vigtig drivkraft. Blandt de mest ekstreme af de grupper som har fået fodfæste i Libyen, er militser som har sluttet sig til terrororganisationen Islamisk Stat (IS) Disse IS-militser tog kontrol i områder i byen Sirte, langs middelhavskysten. Den FN-støttede regering har tilladt USA at angribe IS-mål i Libyen med brug af luftangreb og overvågning, men ikke landsoldater.

Konflikten i Libyen har bidraget til at skærpe eller forstærke andre konflikter i regionen. Dette gælder blandt andet konflikten i Mali og kampen mod terrorgruppen Boko Haram i Nigeria og andre lande omkring Chad-søen.

FNs rolle i konflikten

D. 17. marts 2011 blev FNs sikkerhedsråd enige om resolution 1973 som tillod en militær intervention i Libyen. 10 af de 15 lande i sikkerhedsrådet stemte for resolutionen, mens 5 lande afstod fra at stemme (Brasilien, Indien, Kina, Tyskland og Rusland).

Den afrikanske union (AU) var ligeledes positive overfor sikkerhedsrådets resolution på dette tidspunkt, blandt andet fordi resolutionen udtrykte støtte til Aus diplomatiske spor overfor Gaddafi-regimet. AUs diplomatiske initiativ fik ikke mulighed for at blive afprøvet før den militære intervention blev igangsat.

Ifølge resolutionen var hovedformålet med interventionen at beskytte civile i Libyen. Libyen krigen anses derfor som det første tilfælde hvor sikkerhedsrådet autoriserer magtbrug ud fra princippet om beskyttelsesansvar (Responsibility to Protect), fremfor den traditionelle begrundelse om at varetage international fred og sikkerhed.

Mange andre FN-organisationer har været til stede i Libyen siden 1960-tallet. Der er ca. 15 FN-organisationer, -programmer, og –fonde i Libyen i dag. Dertil har FN også en politisk og fredsbyggende mission i Libyen (United  Nations Support Mission i Libya – UNSMIL)  

FN har stået i spidsen for at få forhandlingerne mellem de forskellige parter i konflikten i Libyen. I januar 2016 blev der enighed om at få en ny koalitionsregering, hvor FN biddrog i forhandlingerne. Den FN-støttede overgangsregering flyttede til Tripoli i marts 2016. Den FN-støttede regering har på trods af dette kun lidt indflydelse og kontrol over landet som i praksis er delt mellem en række forskellige militsgrupper.

NATO får kritik for militæroperation

Den internationale NATO-styrke er blevet kritiseret for at spille en aktiv rolle i borgerkrigen og for at trække FN-mandatet for langt. Mandatet gik på at håndhæve flyveforbudszonen, men resultatet blev at NATO biddrog til at styrte Gaddafi-regimet. Den Afrikanske Union (AU), Kina og Rusland var blandt dem som mente at FN-mandatet var blevet misbrugt. Utilfredsheden med NATO-interventionen i Libyen påvirkede også argumentationen mod at gribe ind i borgerkrigen i Syrien.

FNs menneskerettighedsråd etablerede en uafhængig undersøgelseskommision (The International Commision of Inquiry on Libya), som skulle undersøge omder var sket brud på den internationale lov under Libyen krigen. Undersøgelseskommissionen konkluderede at både Gaddafi-regimet og oprørerne havde begået krigsforbrydelser, og at disse fortsatte efter Gaddafi-regimet var faldet.

Undersøgelseskommisionen fandt ud af at mindst 60 civile blev dræbt som konsekvens af NATOs bombardementer. Human Rights Watch (HRW) har konkluderet at mindst 72 civile blev dræbt som følge af NATOs bombardement. HRW kritiserer NATO for hverken at have anerkendt eller undersøgt disse dødsfald selv, blandt andet fordi international lov påkræver at der gives erstatning til eventuelle efterladte.

Danmarks rolle i konflikten

I forlængelse af FN resolution 1973, vedtog et enigt dansk folketing at Danmark skulle deltage i den internationale koalition. Efter borgerkrigen udkom der en kritisk britisk rapport der evaluerede på koalitionens indsats. Rapporten påpegede at der manglede en plan for indsatsen efter regimet var væltet, og danske forskere har efterfølgende efterspurgt en lignende rapport med fokus på Danmarks rolle.