[[suggestion]]
Mali

Efter at have været fransk koloni siden slutningen af 1800-tallet blev Mali selvstændig i 1960. Årtierne, der fulgte, var præget af uro og konflikter, og landet blev styret af diktatoren Moussa Traoré fra 1968. Krav om demokrati og flerpartistyre voksede frem i slutningen af 1980erne, og i 1991 blev Traoré afsat i et militærkup. I 1992 blev en ny grundlov vedtaget efter en folkeafstemning, og Alpha Konare blev valgt til landets præsident.

Gennem 1990erne var der flere konflikter mellem regeringen og nomadiske tuareg folk nord i Mali. Tuareg folket mente, at de blev marginaliseret af regeringen og kæmpet for løsrivelse, så Azawad skulle blev en selvstændig stat. Der blev forhandlet fredsaftaler mellem regeringen og tuareg folket ad flere omgange i 1990erne, men utilfredsheden voksede.

I 2002 blev Amadou Toumani Touré valgt til ny præsident og han blev genvalgt i 2007. Et nyt oprør brød ud i 2007. Tuareg folket i Mali og Niger kæmpede for at få større del i den økonomiske udvikling i regionen og en større grad af selvstyre. Kampene i Mali foregik mest i Kidal-regionen, nordøst i landet. Oprøret endte med en ny fredsaftale mellem regeringen og tuareg folket i 2009.

Tuareg oprør i nord - 2012

I januar 2012 brød der voldsomme kampe ud mellem den maliske regeringshær og gruppen The National Movement for the Liberation of Azawad (MNLA). MNLA er en politisk oprørsgruppe, hvoraf størstedelen er tuareger, som kæmper for et selvstændigt Azawad. MNLA havde dannet en alliance med flere islamistiske oprørsgrupper. Det første angreb skete i byen Ménaka, hvor MNLA angreb to militærbaser. Derefter fik de kontrol over byerne Aguelhok og Tessalit. Styrken i angrebene kom som en overraskelse for hæren. Oprørsgrupperne havde fået adgang til nye og tungere våben efter borgerkrigen i Libyen, og det påstås, at flere af oprørerne havde militær erfaring fra Libyen.

Flere islamistiske oprørsgrupper kæmpede sammen med MNLA mod hæren. Ansar Dine, ledt af tuaregen Iyad Ag Ghali, kæmpede ikke nødvendigvis for en selvstændig stat, men ønskede at indføre sharia lov i hele Mali. Al-Qaida in the Islamic Maghreb (AQIM) opererer i flere lande i regionen og har en international islamistisk agenda. De støttede de maliske oprørsgrupper i kampene og med kamp- og våbentræning.

Oprøret spredte sig til det nordlige Mali, og oprørsgrupperne fik kontrol over flere områder. På samme tid var der protester i hovedstaden Bamako mod regeringen og hærens håndtering af oprøret, og tuareger, som boede i Bamako flygtede, fordi de frygtede repressalier.

Civilbefolkningen i Kidal-regionen blev drevet på flugt som følge af kamphandlingerne, og mange af dem flygtede til nabolandet Mauritanien.

Militærkup

Officerer i den maliske hær var ikke tilfredse med, hvordan regeringen og hæren håndterede tuareg oprøret. I marts 2012 blev der gennemført et militærkup. Den siddende præsident blev afsat, nationalforsamlingen opløst og grundloven sat til side. Kuppet blev fordømt internationalt. Lederen af kuppet, kaptajn Amadou Sangogo, lovede at nedkæmpe oprørerne, men den dårligt udstyrede hær var let at nedkæmpe for oprørerne.

Følgerne af kuppet var en endnu større ustabilitet i landet. Det gjorde det enkelt for MNLA og islamistiske grupper at tage kontrollen over større byer i nord. Kidal, Timbuktu og Gao faldt til oprørerne i april og MNLA erklærede 6. april, at Azawad var en selvstændig stat. Kaptajn Sangogo gik med til at overlade magten til en overgangsregering og Dioncounda Traoré blev udpeget til præsident.

Konflikter mellem nationalistiske og islamistiske oprørsgrupper

MNLA startede oprøret i alliance med Ansar Dine og andre islamistiske grupper. Kort tid efter de fik kontrol over området i nord, blev samarbejdet vanskeligt og Ansar Dine, AQIM og MOJWA (Movement for Oneness and Jihad in West Africa) vendte sig mod MNLA. Konflikten drejede sig om, hvorvidt Azawad skulle være en islamisk stat med sharia lov eller en sekulær stat. De islamistiske grupper angreb MNLA, fik kontrollen over en række byer og begyndte at indføre sharia. Dans, barer, fodbold, vestlig og malisk musik blev forbudt, og kvinderne måtte dække sig til.

I juni mistede MNLA kontrollen over de store byer Kidal, Gao og Timbuktu. Ansar Dine erklærede, at de havde fået kontrollen i hele området, og at de straks ville indføre sharia lov.

De islamistiske oprørsgrupper beholdt magten i nord og bevægede sig gradvist sydover. I september fik de kontrol over den strategisk vigtige by Douentza og bevægede sig mod de centrale dele af Mali. Dette skabte bekymring, både hos regeringen og det internationale samfund. ECOWAS (Economic Community of West African States) planlagde en militæraktion for at tage kontrollen i nord tilbage, men før de nåede at sende styrker, blev situationen yderligere tilspidset. Da oprørsstyrkerne i januar 2013 overtog kontrollen over byen Konna og planlagde at indtage hovedstaden Bamako, bad præsidenten Traouré, Frankrig om hjælp. 

Franske styrker ind i Mali

11. januar 2013 intervenerede franske styrker i Mali. ECOWAS fremskyndte den planlagte militæroperation og sendte fredsbevarende styrker kort tid efter. Gennem luftangreb og landstyrker lykkedes det den maliske hær og den allierede i løbet af de efterfølgende uger at tage kontrollen tilbage over de fleste områder besat af islamister. Oprørsgrupperne fortsatte guerillaangreb og selvmordsbomber i området. Angrebet på Statoil-anlægget i In Amenas (Algeriet), hvor AQIM-oprørere tog gidsler og dræbte mange udenlandske arbejdere, ses som en reaktion på den franske intervention i Mali.

Samtidig med interventionen fortsatte MNLA at bekæmpe islamistiske grupper. MNLA hævdede, at de støttede interventionen og ønskede at kæmpe imod islamisterne sammen med hæren og de udenlandske styrker. Interventionen gjorde det lettere for MNLA at tage kontrollen tilbage i områder i Kidal-regionen. MNLA lagde kravet om selvstændighed væk og ville samarbejde med styrkerne for at bekæmpe islamisterne.

Fredsaftale og præsidentvalg

Franske styrker påbegyndte tilbagetrækningen fra Mali i april og overlod sikkerhedsansvaret til de afrikanske styrker og den maliske hær. 25. april 2013 vedtog FN's sikkerhedsråd at sende en fredsbevarende styrke til Mali (Læs mere om FN's engagement i konflikten længere nede på siden).

Efter hæren og den allierede havde taget kontrollen tilbage i nord, og drevet oprørerne ud af byerne, forbedrede sikkerhedssituationen sig i landet. I juni blev der forhandlet en aftale om våbenhvile mellem MNLA og den maliske overgangsregering.

I juli/august 2013 blev der afholdt nyt valg i Mali. Ibrahim Boubacar Keita blev valgt til præsident og lovede at samle Mali efter oprøret.

FN bliver angrebet

I maj 2014 brød den skrøbelige våbenhvile sammen. Tuareg/MNLA-separatisterne tager endnu kontrollen over Kidal og andre byer i nord. I oktober samme år blev 9 fredsbevarende FN-soldater dræbt. Det var det største angreb på FN i Mali siden missionen startede, hvor det sandsynligvis var en af de islamistiske-grupper, der stod bag.

I marts 2015 var der et terrorangreb mod en restaurant, som blev brugt af vestlige, hvor 3 personer blev dræbt. Denne gang var det den islamiske gruppe Al-Mourabitoun, en allieret af al-Qaida, der hævdede at stå bag. Lederen, Mokhtar Belmokhtar, sagde at angrebet var tænkt som hævn blandt andre for, at Vesten har fornærmet profeten Muhammed. Den følgende dag blev der udført et raket angreb mod FN-basen i Kidal, men det er uklart, hvem der stod bag. 3 personer blev dræbt og 14 blev såret. De fleste ofre var FN-personale.

FN's rolle i konflikten

FN's sikkerhedsråd støttede oprettelsen af den afrikanske fredsbevarende styrke i Mali og Frankrigs intervention. 25. april 2013 vedtog FN's sikkerhedsråd at sende en fredsbevarende styrke, the United Nations Multidimensional Integrated Stabilization Mission in Mali (MINUSMA), som blev stiftet I 2013. Missionen har til formål at støtte våbenhvile mellem den maliske regering og væbnede oprørsgrupper samt beskytte den civile befolkning. til Mali. MINUSMA skal støtte den politiske proces, bidrage til stabilitet og sikkerhed, beskytte civile, støtte humanitær bistand og organisere tilbagevenden af internt fordrevne samt maliske flygtninge i nabolande. 1. juli 2013 overtog MINUSMA ansvaret for sikkerheden i landet fra den afrikanske styrke. MINUSMA støttede op om afholdelsen af valget i Mali i juli/august 2013.

Dansk engagement i konflikten

I starten af 2013 bidrog Danmark med et Herkules-fly med bemanding til den franske intervention i Mali, der blev indtil den afrikanske styrke tog over.

I december 2013 besluttede Danmark at sende endnu et Herkules-fly med bemanding samt 10-15 stabsofficerer til Mali i 2014, for at hjælpe FN-missionen MINUSMA.

Danmark var del af en rotationsordning sammen med Norge, Portugal, Sverige og Belgien, hvor nationerne på skift i seks måneders perioder varetog lufttransportopgaver. Opgaver var både del af den militære og civile del af FN-missionen.

I oktober 2015 oplyser den danske chef for FN-missionen i Mali, generalmajor Michael Lollesgaard, at FN har anmodet Danmark om et militært bidrag bestående af 20 til 30 pansrede lastvogne og ca. 250 soldater.

 

Danmark er fortsat en del af militære operationer i Mali, og forventes at give fremtidige bidrag.  

En af de største udfordringer for FN-missionen i Mali er de slidte civile lastvogne, som FN benytter til transport af forsyninger fra syd til nord. Disse kører ofte på de islamistiske gruppers vejsidebomber, eller bryder sammen på vejen.