[[suggestion]]
Sudan (Darfur)

Historisk baggrund

Darfur er en region i det vestlige Sudan på størrelse med Spanien. Regionen består af bjerge og sletter, og var i slutningen af 1800-tallet et selvstændigt land. I 1916 blev regionen besat af britiske og egyptiske styrker, og langt under Sudan. Da Sudan blev selvstændigt i 1956 forblev Darfur en del af landet.

Nogle har forsøgt at skildre konflikten i Darfur som en religiøs konflikt mellem kristne landmænd og muslimske nomader. Men dette billede er for simpelt. For selv om meget af befolkningen i Darfur, er kristent, er befolkningen overvejende muslimsk. Snarere end at være en religiøs konflikt, har krigen drejet sig om råderet over vand, ressourcer og olie. Krigen har primært været imellem Sudans centrale regering og oprørerne, der ønsker en større grad af uafhængighed.

Befrielsesbevægelsen vinder frem

Krigen i Darfur begyndte langsomt at tage til i begyndelsen af ​​2000'erne. Nogle grupper, herunder Zaghawa-folket følte, at de blev uretfærdigt behandlet af det arabiske styre i hovedstaden Khartoum. Mange mente at regimet i Khartoum diskriminerede andre etniske grupper til fordel for arabiske muslimer. Andre har gået så langt som at kalde styret et rent apartheidstyre. Zaghawa folket, der hovedsageligt er sorte afrikanere, var af den opfattelse, at den region de boede i, samt deres etniske gruppe som helhed, blev skubbet ud af al beslutningstagning. Andre etniske grupper i Darfur, som Fur-folket og Masalitene havde samme opfattelse .

I 2003 dannede en gruppe oprørere, fra disse forskellige etniske grupper, en væbnet opposition gruppe kaldet Darfur Liberation Front (DLF). Deres mål var at slå tilbage, hvad de kaldte militære angreb på deres landsbyer.

Gruppen skiftede hurtigt navn til Sudans Befrielsesbevægelse (SLM), og igangsatte i 2003 en række væbnede angreb på militære udposter i Darfur. Regeringen i Khartoum indså ret tidligt, hvad der foregik , med de var allerede involveret i to andre militære konflikter , herunder en langvarig krig imod oprørsbevægelsen i det sydlige Sudan. Præsident Omar al-Bashir havde så få militære styrker til overs, at oprørerne derfor gjort store fremskridt i starten .

I april 2003 klarede SLM overraskende at besætte hovedstaden i det nordlige Darfur, Al Fashir, hvor de dræbte og anholdt hundredevis af statslige soldater og ødelagde mange store fly og helikoptere. Angrebet var en stor ydmygelse for den sudanesiske hær, der aldrig havde oplevet noget lignende i løbet af de mange års konflikt i det sydlige Sudan.

Ny strategi fra al- Bashir

Angrebet på Al Fashir var et vendepunkt i krigen. Regeringen i Khartoum besluttede derefter at vedtage en ny militær strategi for at besejre SLM. I stedet for at indsende deres egne militære styrker, besluttede de sig for at bygge en paramilitær styrke, rekrutteret fra arabisktalende hyrde- og nomadestammer. Udgangspunktet var den såkaldte Janjaweed-milits, som i 1990'erne havde kæmpet mod de Masalit-befolkningen i Darfur. Janjaweed var kendt for en barsk og racistisk adfærd på slagmarken. Bevæbnet til tænderne med våben fra den sudanesiske regering, vandt Janjaweed hurtigt over oprørerne, og begyndte egentlige massakrer mod civile. De angreb alle landsbyer og byer, hvor der boede mennesker fra de tre befolkningsgrupper som oprørere havde hævdet at repræsentere. I løbet af foråret 2004 blev tusindvis af mennesker fra den ikke-arabiske befolkning dræbt og massakreret, og over en million mennesker blev tvunget til at flygte fra Darfur. I konfliktens løb har regeringen bombet byer, hvor det blev antaget, at oprørerne havde sympatisører, og kvinder er blevet systematisk voldtaget.

Den humanitære katastrofe var en kendsgerning. De flygtende folk manglede mad, vand og forsyninger, og mange døde i forsøget på at nå til flygtningelejre i nabolandet Tchad. Janjaweeds adfærd havde klart karakter af etnisk udrensning. Landsbyer med arabisktalende befolkning fik stort set lov til at være i fred, mens landsbyer med andre folkeslag blev brændt ned til grunden.

I løbet af 2004 og 2005 blev trukket Tchad trukket ind i konflikten. Tchads regering gav militær og diplomatisk støtte til SLM og en ny oprørsgruppe kaldet Justice and Equality Movement (JEM). Det skal tilføjes, at JEM hovedsageligt rekrutteret sine medlemmer fra det afrikanske Zaghawa folk, som ud over at være bosiddende i Darfur, også er bosat i Tchad. Blandt andet er præsidenten for Chad fra Zaghawa-folket, og det sandsynligt, at han så det i sin interesse at hjælpe Zaghawa-folk i deres desperate situation i Darfur.

Uenighed om FN styrker

Samtidig gjorde den voksende humanitære krise, at det globale samfund fik øjnene op for Darfur. Den Afrikanske Union (AU) fik mandat og myndighed til at rykke ind i Darfur med en fredsbevarende styrke på 7.000 mand. Men styrken var for lille til at kunne kontrollere situationen. Adskillige forsøg på fredsforhandlinger blev iværksat, og i maj 2006 lykkedes det USA at forhandle en aftale på plads mellem en af ​​de større fraktioner inden for SLM og den sudanske regering.

Aftalen banede vej for en afvæbning af Janjaweed og et øget selvstyre i Darfur. Det gav også en af ​​SLM's repræsentanter en central placering i den centrale administration i Khartoum, men det var stadig ikke nok til at afslutte konflikten på jorden. Store dele af SLM godkendte ikke aftalen, noget heller ikke JEM-netværk gjorde. Janjaweed og den del af SLM som havde underskrevet fredsaftalen begyndte at angribe JEM. I mellemtiden blev den sudanesiske regering anklaget for at forhandle fred, samtidig de fortsatte krigen på jorden.

I 2005 indgik regimet i Khartoum en fredsaftale med Sydsudan. Det frigjorde militære ressourcer, som kunne sættes ind i Darfur. I efteråret 2006 og foråret 2007, øgedes kampene i intensitet, og konflikten blev mere og mere fastlæst. Den humanitære situation i Darfur-regionen var værre end nogensinde, og hundredtusinder af mennesker blev sendt på flugt i deres eget land. Det internationale samfund pressede på for at bringe FN-fredsbevarende styrker ind, men Omal al-Bashir nægtede og kaldte det for kolonialisme. Hårdt pres fra Kina, som er en vigtig handelspartner for Khartoum, bidrog imidlertid til at få FN-styrken på plads, og i oktober 2007 blev de første soldater, en samlet styrke på 26.000 mand fløjet ind.

Nye fredsforhandlinger

I sommeren 2008 startede Den Internationale Straffedomstol i Haag (ICC) en undersøgelse af præsident al-Bashir. ICC udstedte arrestordrer for ham i 2009 og 2010, men han er ikke blevet anholdt. Tværtimod reagerede han ved at smide 13 internationale humanitære organisationer ud af Darfur. Enkelte af oprørsgrupper begyndte at angribe mål også udenfor Darfur. Nogle af oprørerne er også blevet beordret arresteret af ICC. I 2008 angreb JEM hovedstaden Khartoum og storbyen Omdurman. Ikke desto mindre så det ud til, at den nye FN/AU-styrke var begyndt at få kontrol over situationen, og i 2009 ebbede de værste kampe ud.

I december 2010 var der fredsforhandlinger mellem dele af oprørsbevægelsen og regeringen i Khartoum. Forhandlingerne førte til en ny fredsaftale i juni 2011 (Doha-aftalen). Aftalen bestod af flere elementer. Først og fremmest skulle der sikres økonomisk kompensation til befolkningen i Darfur som følge af, hvad de havde været igennem. Desuden skulle der skabes en separat styrelsesråd for Darfur, med både den lovgivende og udøvende magt over regionen. Styrelsesrådet skulle kontrolleres af de tidligere oprørere . I modsætning til fredsaftalen som blev indgået imellem Nord- og Sydsudan i 2005, er det ikke planlagt en folkeafstemning om fuld uafhængighed for Darfur. I februar 2012 tiltrådte det nye styre; Darfur Regional Authority (DRA).

Forholdet mellem de forskellige oprørsgrupper er imidlertid blevet mere og mere komplekst. Imens nogle var en del af den nye aftale, ville andre ikke acceptere den. SLM delte sig i to underfraktioner, hvor to forskellige etniske grupper dominerer allerede i 2006. Derudover er der flere mindre grupper, der har brudt med SLM. Med tiden er skillelinjerne mellem oprørsgrupper og kriminelle bander blevet mindre og mindre tydelige. I slutningen af ​​2011 gik de to største dele af SLA/SLM sammen med JEM og den sudanske oprørsbevægelse SPLM, for sammen at udgøre den sudanesiske Revolutionære Front.

Menneskelige lidelser

Ti år med krig, hungersnød og konflikt har ramt befolkningen i Darfur hårdt. Mange flygtninge er bange for at vende tilbage, og over halvdelen af ​​befolkningen på 6 millioner er stadig afhængig af hjælp udefra. Ifølge FN's Højkommissariat for Flygtninge (UNHCR) har konflikten fået næsten 2 millioner mennesker i Sudan til at flygte. Størstedelen henføres til konflikten i Darfur.

Hvor mange mennesker der er døde som følge af konflikten er næsten umuligt at fastslå, men ifølge tal fra FN er det cirka 300.000. Flere organisationer har efterlyst en formel undersøgelse af krigens humanitære konsekvenser. De fleste dødsfald (næsten 80%), skyldes sult, sygdom og underernæring snarere end krigshandlinger.

De fleste af krigens ofre blev dræbt i de første år af konflikten. Siden da har konflikten været mindre intens, men med sporadiske men store udbrud af vold. I august 2009 sagde UNAMID kommandant, at konflikten i Darfur næppe kunne kaldes krig, men snarere et banditvælde med lokale sammenstød omhandlende adgangen til jord og vand. Ifølge ham var alle oprørsbevægelserne væsentligt forringet. Volden er fortsat også i 2013, hovedsagelig i form af lokale konflikter over landbrugsjord og græsningsarealer.

FN's rolle i konflikten

Forskellige FN-agenturer har været involveret i konflikten i Darfur næsten fra begyndelsen. UNHCR er i øjeblikket involveret i flygtningelejre i både Tchad og Darfur. Hertil kommer, at FN World Food Programme (WFP) er tilstede i Darfur. Under de værste kampe i 2003-2005, var det vanskeligt for nødhjælpsorganisationerne at få adgang, når hjælpearbejderne blev truet både af Janjaweed og oprørerne. Den Afrikanske Union (AU) var den første til at placere fredsbevarende styrker.

Da FN's sikkerhedsråd i 2006 besluttede gradvist at udskifte AU styrkerne, protesterede den sudanesiske regering. Resultatet blev et kompromis , en styrke ledet af FN, men som også omfatter tropper fra AU. Denne blev kaldt UNAMID. I juni 2013 havde UNAMID en styrke på omkring 20.000 personer i Darfur.

Den styrke, som er udstationeret over hele Darfur har som hovedopgave at beskytte civilbefolkningen og at sikre hjælpeorganisationerne adgang til området. I juli 2011 vedtog FN's sikkerhedsråd en ny resolution (resolution 2003/2011), hvor de beder alle parter i konflikten om at nedlægge deres våben og at udarbejde en fuld fredsaftale baseret på Doha-aftalen.