[[suggestion]]
Sydsudan

Baggrund

Sydsudan blev en uafhængig stat i 2011, da det løsrev sig fra Sudan. Det som blev Sydsudan udgjorde en tredjedel af Sudans territorium. Delingen af Sudan kom efter en borgerkrig mellem myndighederne i nord og befrielsesbevægelsen i syd, en borgerkrig som varede fra 1983 til 2005.

Det var den længste sammenhængende borgerkrig i Afrikas historie og bliver kaldt for 'den anden sudanske borgerkrig'. Den anses at være en fortsættelse af 'den første sudanske borgerkrig' fra 1955 til 1972. I tillæg til konflikten med syd, var myndighederne i Sudan i konflikt med grupper i det nordvestlige Darfur-området. Læs mere om konflikten i Darfur her.

I 2005 blev der indgået en fredsaftale mellem myndighederne i Sudan og befrielsesbevægelsen i det sydlige Sudan, som kaldte sig for SPLM. Fredsaftalen lagde i syd op til en afstemning om løsrivelse, dvs. afstemning om oprettelsen af staten Sydsudan.

I 2011 blev der afholdt et fredeligt og troværdigt valg i syd, hvor 99% stemte for, at Sydsudan skulle være en selvstændig stat. Det var tydeligt, at modstanden mod nord, var noget som samlede folkene i syd, det som i dag hedder Sydsudan. Men bortset fra enighederne om løsrivelse fra nord, var der meget, som skulle gøres for, at Sydsudan skulle blive en levedygtig stat. Befolkningen i Sydsudan havde en lang historie med interne konflikter og manglede samtidig gode politiske institutioner. Det første som skete i kampen for frigørelse fra nord var, at der opstod en politisk konflikt i Sydsudan.

Den politiske konflikt  

Befrielsesbevægelsen var det nærmeste man kom en statslig struktur i Sydsudan i 2011. Manglen på en klar fælles fjende at kæmpe imod, som under borgerkrigen med nord, åbnede op for en magtpolitisk strid i befrielsesbevægelsen. Da Sydsudans første præsident, Salva Kiir, beskyldte vicepræsident Riek Machar for at forsøge at tage magten gennem et statskup, blev den tidligere befrielsesbevægelsen delt i to. Det var denne politiske konflikt, der udløste borgerkrigen i det sydlige Sudan den 15. december 2013.

Salva Kiir forblev leder af regeringen, som blev støttet af den ene del af den tidligere befrielsesbevægelse. Den anden del blev modstandere af regeringen. Modstanden blev ledet af Riek Machar, som mistede sin position som vicepræsident. 

Den del som støttede regeringen kaldte sig for SPLM/A. Modstanderne af regeringen var i såkaldt opposition til regeringen og kaldte sig derfor SPLM/A-i-opposition (disse to parter vil i det følgende omtales som regeringen og oppositionen).

Den interne politiske konflikt i befrielsesbevægelsen har også historiske rødder. Allerede tidligere i 1990'erne hoppede Riek Machar ud af SPLM og udfordrede den daværende leder John Garang (forløberen til Salva Kiir).  

Den politiske konflikt som blussede op internt i befrielsesbevægelsen efter uafhængigheden (mellem regeringen og oppositionen) blev begyndelsen på borgerkrigen i Sydsudan. I løbet af få uger blev tusindvis af mennesker dræbt og over 800.000 flygtede fra deres hjem. Volden som blev udført gjorde, at konflikten i Sydsudan ændrede sig fra at være en magtpolitisk konflikt til i større grad at dreje sig om etnicitet, sikkerhed samt tilgangen til ressourser.

Drivkræfterne i borgerkrigen

Den tydeligste etniske konflikt i Sydsudan er mellem Dinka-folket og Nuer-folket. Dinka-folket er den folkegruppe, som er bedst repræsenteret blandt regeringsstyrkerne. Disse styrker udførte systematisk vold mod Nuer-folk i hovedstaden Juba tidligt i konflikten. Det førte til, at mange civile fra Nuer-folket blev dræbt. Som en reaktion på dette organiserde Nuer-folket modstandsgrupper.

Den voldelige reaktion fra væbnede Nuer-grupper blev ofte rettet mod Dinka-folket. Det førte til, at også mange civile dinkaer blev dræbt. Borgerkrigen der begyndte som en magtpolitisk konflikt blev på den måde præget af etnisk gruppetilhørighed, først og fremmest mellem Dinka- og Nuer-folket.

Volden som eskalerede blev også påvirket af historiske konflikter i området, der ikke nødvendigvis havde noget med gruppetilhørighed at gøre. Den etniske karakter på volden er ikke ny, men etnicitet har spillet en en langt større rolle under nutidens borgerkrig end tidligere.  

I tillæg har behovet for økonomisk sikkerhed, eventuelt grådighed, været drivkræfterne i konflikten i Sydsudan. Hovedsageligt drejer det sig om beskyttelse af landområder og om at stjæle andres kveg. Jonglei-området har været særligt ramt af dette, hvor 100.000 sydsudanesere er blevet fordrevet fra deres hjem.

Den hvide hær      

Nuer-folket bevæbnede også de civile. Disse blev kaldt for "den hvide hær". Den hvide hær er en sammenblanding af mange lokale grupper. Selv om den hvide hær i udgangspunktet kæmper på den tidligere vicepræsident Machars side, har forståelsen af konflikten og motiverne for krigsføringen været anderledes.

Kort fortalt kan man sige, at de politiske og militære ledere har haft deres magtpolitiske motiver, mens folket først og fremst har været optaget af sikkerhed og retfærdighed. Dette har ført til propaganda fra lederne om at mobilisere befolkningen til krig. Det har samtidig ført til, at konflikten har bevæget sig ud af ledernes kontrol, noget som kan gøre den vanskeligere at stoppe.

I tillæg til de svage politiske institutioner, har Sydsudan heller ingen stærk fælles national identitet. Dette har været en vigtig grund til, at politiske og militære ledere har kunnet bruge propaganda om etnicitet og gruppetilhørighed til at mobilisere forskellige grupper til krig. En svag national identitet kan have bidraget til, at borgerkrigen i Sydsudan opstod og eskalerede langs etniske skillelinjer.

Andre lokale konflikter

Borgerkrigen i Sydsudan kan opsummeres med at sige, at regeringen og Dinka-folket kæmper mod oppositionen og Nuer-folket, som beskrevet ovenfor. En sådan forenkling er stort set korrekt, men situationen er mere kompliceret end som så.

Folkegrupperne i Sydsudan, hvor Dinka og Nuer er de største, består af forskellige undergrupper. Der er flere konflikter og meget vold, også mellem og internt i disse grupper. Konflikten i Sydsudan handler i den grad om etnicitet, ikke bare mellem Dinka- og Nuer-folkene, selv om det store billede kan forenkles sådan. Det er altså konflikter på forskellige niveauer i samfundet og gruppetilhørsforholdet er fleksibelt.

Volden motiveres i vid udstrækning af behovet for sikkerhed på den ene side og ønsket om hævn på den anden, og begge er knyttet til gruppetilhørsforholdet. Gruppetænkningen bidrager til, at volden rettes mod civile. Det skyldes, at man gennem en sådan gruppetænkning holder en hel gruppe ansvarlig for hvad nogle repræsentanter i gruppen gør, og hævn eller modangreb kan således være rettet mod alle inden for den "skyldige" gruppe.

Konflikten med Sudan er ikke forbi

I tillæg til de indre konflikter i Sydsudan er konflikten med Sudan (nabostaten i nord) fortsat pågående. Konflikten mellem Sudan og Sydsudan drejer sig først og fremmest om olieressourcer og landegrænser.

Delingen af det tidligere Sudan gjorde, at det størstedelen af olieressourcerne blev en del af Sydsudan. Samtidig går olierørerne fra Sydsudan nordover gennem Sudan. Sydsudan er afhængig af disse, fordi de muliggører salg af olien. Dette kræver samarbejde mellem landene og enighed om indtægtsfordelingen. Den gensidige afhængighed er foreløbig en af grundene til fortsat konflikt mellem landene.

Væbnede oppositionsgrupper i Sudan gav tidlig sin støtte til den sydsudanske regering i konflikten i Sydsudan. Det samme gjorde nabolandet Uganda. På den anden siden er der tegn på, at Sudan har leveret ammunition og våben til oppositionsstyrkene i Sydsudan, noget sudanske myndigheder benægter. Konflikten i Sydsudan har derfor også et regionalt perspektiv, hvor forskellige nabolande har deres interesser. 

Human Rights Watch hævder at væbnede styrker på begge sider af konflikten, både de som kæmper for og imod regeringen, har udført grove overgreb og måske også krigsforbrydelser.

FN-styrkerne i Sydsudan, UNMISS, mener der er grund til at tro, at der er begået forbrydelser mod menneskeheden under borgerkrigen i Sydsudan. I tillæg har over 2 millioner mennesker mistet deres hjem som et resultat af konflikten, hvor 1 ud af 4 har forladt landet. Det antages, at en tredjedel af Sydsudans 11 millioner indbyggere er afhængige af hjælp for at få nok mad (juni, 2015).

Fredsaftale

Lederne Salva Kiir og Riek Machar underskrev en fredsaftale i august 2015. Aftalen går ud på at iværksætte våbenhvile, etablere en demilitariseret zone rundt om hovedstaden Juba samt at genindsætte Riek Machar som vicepræsident. Til trods for, at en fredsaftale er blevet underskrevet, har oprørere, som har kæmpet på Machars side i borgerkrigen, udtrykt at de vil fortsætte kampen uden Machar som leder. Reel fred i Sydsudan kan derfor blive vanskeligt at få lige foreløbig.

For at få fredsaftalen på plads lagde FN's sikkerhedsråd pres på parterne, blandt andet med truslen om "øjeblikkelig handling" hvis aftalen ikke blev underskrevet.

FN's rolle i konflikten

FN-styrkene i Sydsudan, UNMISS, har spillet en vigtig rolle i beskyttelsen af civile. I en FN-rapport fra september 2014 beregnes det, at UNMISS giver beskyttelse til 119.000 internt fordrevne sydsudanere. UNMISS har altså åbnet flere af deres militære baser for at beskytte civile. En sådan rolle har FN ikke spillet tidligere som en del af en fredsbevarende operation.

UNMISS er dog blevet stærkt kritiseret for ikke at have gjort nok. Der bliver peget på, at UNMISS har haft for få ressourcer til at beskytte civile, samtidig med at de har haft en begrænset tiltænkt rolle, dvs. et for svagt mandat til at kunne deltage i kamphandlinger. I maj 2015 blev der blandt andet rapporteret om, at FN og andre hjælpeorganisationer blev evakueret fra områder, hvor de arbejdede, på grund af en eskalering i antal bortførelser og voldtægter mod civilbefolkningen.  

På den anden siden kan man argumentere for, at UNMISS, selv med flere ressourcer, ville have vanskeligheder med at nå frem til mange af de kritiske steder i tide, på grund af den elendige infrastruktur i landet. Dårlige veje er et stort problem for effektiv sikkerhedskontrol i Sydsudan. 

Samtidig kunne et udvidet mandat have sat udenlandske humanitærarbejdere i større fare, siden et større militært engagement kunne have forstærket den eksisterende opfattelse, som begge parter i konflikten har haft om, at FN og andre internationale organisationer har valgt side i konflikten, nemlig støttet fjenden. Det kunne have gjort ondt værre. For i tillæg til brutaliteten, som skærpes af den direkte vold, har borgerkrigen ført til andre kriser, blandt andet en sultekatastrofe. Behovet for humanitær hjælp må derfor ses i sammenhæng med behovet for sikkerhedsstyrker. 

FN's Fødevareprogram (WFP) arbejder i Sydsudan og deler mad ud til civile i nød. WFP hævder, at flere millioner mennesker i Sydsudan kæmper med tilstrækkelig madtilgang, og målet for 2014 var for WFP at nå ud med mad til 2,9 millioner sydsudanere.

Der er ydermere en FN-operation i Sydsudan, der kun fokuserer på forholdene mellem Sydsudan og Sudan, i grænseområdet Abyei. Denne operation forkortes UNISFA (United Nations Interim Security Force for Abyei) og fik mandat fra FN's sikkerhetsråd i juni 2011 som en reaktion på den eskalerende vold i dette område. Opgaven kom i kølvandet på Sudan og Sydsudan enighed om at demilitarisere Abyei. FN spiller også en rolle i de igangværende fredsforhandlinger mellem de stridende parter i Sydsudan.