[[suggestion]]
Vestsahara

Baggrund

Vestsahara var en spansk koloni indtil midten af 1970'erne, og hed dengang Spansk Sahara. Da Spanien trak sig ud i 1975, gjorde både Marokko og Mauretanien krav på landet, idet begge lande mente, at Vestsahara havde været en del af deres territorium. Marokko gik ind med sine militære styrker og besatte hovedstaden. Samtidig erklærede frihedsbevægelsen, Polisario, Vestsahara for selvstændigt. Den Internationale Domstol i Haag(ICJ) afviste i 1975 både Mauretaniens og Marokkos krav på området. Mauretanien frafaldt sit krav, men Marokko fortsatte sin besættelse. Selvom både FN og ICJ forlangte, at der skulle afholdes en folkeafstemning om Vestsaharas tilhørsforhold, valgte de marokkanske myndigheder at overhøre dem. Til gengæld indledte de den ’Grønne March’, hvormed 350.000 civile marokkanere bosatte sig i Vestsahara. Dette blev af det internationale samfund anset som en yderligere optrapning af besættelsen.

Okkupation og guerillakrig

Polisario førte først sin krig mod besættelsen med fast base i de sydlige egne af landet, men gik efterhånden over til en guerilla-krigsførelse, der viste sig mere effektiv i kampen mod den marokkanske hær. Mens Polisario nød støtte fra venstreorienterede lande som Algeriet, Libyen, Nordkorea, Cuba og det tidligere Jugoslavien, blev Marokko støttet af Frankrig og USA. Endnu engang blev en lokal konflikt en del af den kolde krig, som man så flere eksempler på fra det afrikanske kontinent.

Efter sammenstød med guerillaen, der gav store tab, valgte Marokko at koncentrere sig om den strategisk vigtigste del af Vestsahara. Området udgør kun omkring 1/12 af landets samlede areal, men rummer både de vigtigste byer i Vestsahara og landets store og værdifulde fosforforekomster. Denne naturressource ville Marokko gerne have fat i, blandt andet for at kunne finansiere besættelsen. Marokkanerne byggede mure af sand hele vejen rundt om området, satte pigtråd op og lagde landminer ud. I årenes løb er murene og pigtråden blevet flyttet flere gange, indtil det besatte område i 1987 udgjorde 90 procent af Vestsaharas landareal.

Våbenhvile

I slutningen af 1980'erne begyndte man, med hjælp fra FN, at forhandle mellem parterne. I 1991 blev der indgået en våbenhvile, og det blev aftalt, at der skulle holdes en folkeafstemning i 1992 om Vestsaharas uafhængighed. FN's fredsbevarende styrke MINURSO (United Nations Mission for a Referendum in Western Sahara) blev sendt til området for at sørge for at parterne overholdt våbenhvilen. Folkeafstemningen kunne man dog ikke blive enige om.

Vestsaharas oprindelige befolkning, saharawierne, har lidt under konflikten mellem Polisario og Marokko. Omkring 160.000 mennesker bor i flygtningelejre i Algeriet i et område, der regnes for at være ubeboeligt. Flygtningene er afhængige af hjælp udefra for at overleve. Situationen er forværret i de sidste par år, da der har været en nedgang i bistanden og frustrationen er stor både blandt flygtningene og den del af saharawibefolkningen der fortsat bor i det besatte område.

Nye protester

I efteråret 2010 steg spændingen mellem regeringen og befolkningen i Vestsahara. 12.000 saharanere nedsat en improviseret lejr på Gdeim Izik, uden for hovedstaden El Aaiún i det besatte Vestsahara, i protest mod det, de så som undertrykkelse. Efter den tavse protest havde stået på i en måned, greb marokkanske politi ind med brug af helikoptere og vandkanoner for at tvinge demonstranterne væk fra området. Dette første til en række voldelige sammenstød mellem demonstranter og hæren, med dræbte og sårede på begge sider.

I de følgende dage fandt store demonstrationer i El Aaiun sted. Demonstranterne kastede sten mod politiet, satte ild til billeder og bygninger, herunder en TV-station. Marokkanske myndigheder beskyldte Algeriet for at støtte Gdeim Izik-lejren økonomisk, og spansk presse blev beskyldt for at støtte det vestsahariske folk samt at misinformere om situationen i Vestsahara. Det betød, at udenlandske journalister blev forhindret i at rejse til området eller blev udvist fra området.

Mellem februar og maj 2011 var der nye demonstrationer som en reaktion på hændelserne i Gdeim Izik, og demonstrationerne spredte sig til flere steder af landet, før de ebbede ud. Demonstrationerne fik muligvis også en del inspiration fra Det Arabiske Forår, som startede i flere nordafrikanske lande.

Ustabilitet og terroraktivitet i regionen, og den internationale finanskrise har gjort situationen i flygtningelejrene mere vanskelig de seneste år. Flygtningelejrene er afhængig af bistand, men bistandsstøtten er blevet reduceret. Organisationer, der arbejder for selvbestemmelse i de besatte områder er forbudte af marokkanske myndigheder.

FN's rolle i konflikten

FN's sikkerhedsråd og generalforsamlingen var enige om fordømmelsen af den marokkanske og mauretanske invasion af Vestsahara i 1975. Den Internationale Domstol i Haag (ICJ) fandt de to staters krav på territoriet ubegrundet. Lige siden 1957 har FN krævet, at retten til selvbestemmelse for det saharaiske folk skal respekteres. Vestsahara er det eneste tilbageværende område på det afrikanske kontinent, som FN stadig behandler som et uløst kolonispørgsmål.

En aftale om våbenhvile og en folkeafstemning blev underskrevet af begge parter i 1991, og FN etablerede den fredsbevarende styrke MINURSO i 1991. Styrken skulle følge med i om våbenhvilen blev overholdt samt sørge for, at den aftalte folkeafstemning blev gennemført. Våbenhvilen blev overholdt, men på grund af uenighed om, hvordan fredsaftalen skulle fortolkes, fik man ikke en afstemning.

Det store spørgsmål i forbindelse med afstemningen var, hvem der skulle have stemmeret. MINURSO konkluderede listen over de stemmeberettigede i 2000, men Marokko nægtede at acceptere listen. Marokko hævdede længe, ​​at selv de tilflyttede marokkanere burde have ret til at stemme. Da Polisario gik med til dette, gik Marokko væk fra at acceptere en folkeafstemning, uanset hvem der deltog i den.

FN har sin egen særlige udsending for Vestsahara, som i dag letter fredsforhandlinger. Polisario ønsker en løsning, der respekterer saharawiernes ret til selvbestemmelse og aftalen om folkeafstemningen. Marokko ønsker en løsning, der indebærer, at området som de har besat, skal være en del af Marokko, og de vil ikke acceptere en løsning, der betyder, at folket selv skal afgøre territoriets status.

Selvom den væbnede konflikt er afsluttet, har FN valgt at bibeholde styrken i ​​landet. FN's menneskerettighedskommissær og FN's generalsekretær kritiserer Marokko for krænkelser af menneskerettighederne, og opfordrer myndighederne til at respektere menneskerettighederne overfor flygtninge og indbyggerne. MINURSO er den eneste FN-operation i verden siden 70'erne, der ikke har mandat til at rapportere om krænkelser af menneskerettighederne.