[[suggestion]]
Den Demokratiske Republik Congo

Introduktion

Den Demokratiske Republik Congo har i flere årtier oplevet krig og konflikt. Efter den første Congo-krig i 1996-97, udbrød der en meget større krig i 1998, hvor 8 afrikanske lande og over 25 væbnede grupper var involverede. Omkring 5 millioner mennesker havde mistet livet, da den anden Congo-krig  officielt blev afsluttet i 2003.
Flere lokale væbnede konflikter foregår fortsat i dag, specielt i den østlige del af landet. FN bistår myndighederne gennem den fredsbevarende styrke MONUSCO. Den Demokratiske Republik Congo har haft mange navne og bliver i dag ofte kaldet DR Congo eller bare Congo. 

Baggrund

DR Congo har en lang historie som en europæisk koloni. Congo var frem til 1908 den belgiske konge Leopold II’s personlige ejendom. Den belgiske stat overtog herefter kontrollen og styrede Congo frem til landets uafhængighed i 1960. Kong Leopold og Belgien var ansvarlige for et af verdens mest brutale koloniregimer. Da belgierne trak sig ud, efterlod de et land med elendig infrastruktur, et svagt statsapparat og store interne konflikter.

Joseph-Désiré Mobutu tog magten i Congo gennem et statskup i 1965. Han forblev landets diktator i 32 år. Som del af hans afrikaniseringspolitik blev landet omdøbt til Zaïre, storbyer fik afrikanske navne, og han selv tog navnet Mobutu Sese Seko. Mobutus regime var meget korrupt og voldeligt, hvilket medførte utilfredshed og løbende optøjer i de forskellige dele af landet.

I 1994 var der folkemord i nabolandet Rwanda, hvilket medførte at mange flygtede til Congo (Zaïre). Folkemordet og flygtningestrømmen fra Rwanda bidrog til, at et stort oprør brød ud i Congo i 1996. Oprøret udløste den først Congo-krig.

Den første Congo-krig

Over en million hutuer flygtede fra Rwanda til Congo efter det folkemorderiske hutu-regime blev styrtet af den tutsi-dominerede milits RPF. RPF blev ledet af Paul Kagame, som overtog magten i Rwanda. Blandt flygtningene var der soldater og militser, som havde deltaget i folkemordet mod tutsiene. Dette udløste en konflikt i Congo mellem hutuer og tutsier, to etniciteter, der findes både i Rwanda og Congo.

På dette tidspunktet havde Mobutu tilladt over ti forskellige udenlandske væbnede grupper at opholde sig i Congo, og disse var i konflikt med nabolandenes siddende regimer. Til sammen skabte dette en situation, hvor nabolande som Angola, Uganda og Rwanda havde en fælles interesse i at styrte Mobutu-regimet. Oprørsgruppen AFDL, som blev ledet af Laurent Kabila, blev en brik i dette spil og bidrog til at styrte Mobutu gennem den første Congo-krig fra 1996. Krigen blev afsluttet i 1997, da Laurent Kabila overtog magten i landet. Han ændrede navnet fra Zaïre til Den Demokratiske Republik Congo.    

Den anden Congo-krig

Laurent Kabila blev hurtigt upopulær i Congo, da det blev tydeligt, at hans regime også var autoritært og korrupt og ikke levede op til løfterne om demokrati. Det som udløste den anden Congo-krig var, at Kabila pludselig vendte ryggen til Rwanda og Uganda, som havde været hans støttespillere i kampen mod Mobutu. Grunden var, at der i befolkningen var en stigende modstand mod udenlandsk indblanding. Rwanda var specielt stærkt uvelkommen. Congolesiske tutsier blev i stigenden grad set på som rwandere, og rwandere som besættere af Congo.

26. juli 1998, omkring et år efter Kabila havde styrtet Mobutu, bestemte han, at alle rwandere og andre udenlandske soldater skulle forlade Congo. De rwandiske ledere, der nu pludselig blev behandlet som fjenden, blev rasende og konflikten eskalerede hurtigt. Allerede 2. august 1998 angreb Rwanda Congo med mål om at styrte Kabila-regimet. Den anden Congo-krig eskalerede til at blive større og mere langvarig end den første. Otte afrikanske lande og over 25 væbnede grupper var involverede i krigen. Krigen blev officielt afsluttet i 2003.

Det er stor usikkerhed om, hvor mange mennesker der har mistet livet som følge af krigen. En tidlig beregning, som FN’s Sikkerhedsråd forholdt sig til, var, at der var blevet dræbt 5,4 millioner mennesker i Congo i perioden 1998-2008 som følge af krigen. Andre beregninger varierer stort fra 860.000 til 7,6 millioner. Grunden til den store usikkerhed skyldes både begrænset information, uenighed om metode, og at det er uenighed om, i hvilken grad dødsårsagerne skyldes krigen eller andre forhold.

Congo under Joseph Kabila

Laurent Kabila blev dræbt i 2001 og hans søn, Joseph Kabila, overtog magten efter faren. Dette var et vendepunkt i den anden Congo-krig. Joseph Kabila snakkede om fred, national enhed og det internationale samfunds rolle. Han iværksatte en fredsproces med Rwanda, Uganda og de lokale militser, hvor den afgørende fredsaftale i slutningen af 2002 etablerede en overgangsregering med fire vicepræsidenter, hvoraf to af dem var fra oprørenes kreds. Planen var, at alle militserne skulle samles til en ny national hær i løbet af to år, og der skulle forberedes demokratiske valg.

I 2006 blev Joseph Kabila valgt til Congos præsident, i det som var landets første frie valg i mere end 40 år. Efter fredsaftalen og afslutningen på krigen har Congo oplevet betydelig fremgang. Alligevel er der fortsat flere lokale væbnede konflikter, humanitære kriser og grove menneskerettighedsbrud i Congo - specielt i de østlige dele af landet.

Joseph Kabila blev siddende ved magten til 2019, som var over to år på overtid ifølge landets grundlov. Efter et kontroversielt præsidentvalg i slutningen af 2018, blev Felix Tshisekedi erklæret som vinder i januar 2019. Han er den første oppositionskandidat til at vinde et præsidentvalg i DR Congo siden landet blev selvstændigt i 1960. 

Underliggende årsager og drivkræfter i konflikten

DR Congo er et stort land med dårlig infrastruktur og et svagt statsapparat. Landets voldelige historie, knyttet til kolonialisme, krig og undertrykkelse, har skabt stor mistillid i samfundet - både mellem etniske grupper, overfor myndighederne i landet og overfor andre lande, som blander sig. En sådan situation har skabt gode vilkår for korruption, væbnede militser og magtmisbrug.

Vold, overgreb og magtmisbrug bliver sjældent straffeforfulgt. Straffefrihed er en stor hindren for fred og forsoning i Congo. Både myndighederne og militsgrupper slipper ofte uden straf, selv om de har begået grove menneskerettighedsbrud.

Krig og konflikt har gjort, at gruppeidentiteten for mange i Congo har knyttet sig til deres etnicitet fremfor deres nationalitet. Mange militsgrupper organiserer sig ud fra etnisk tilhørsforhold - for eksempel som hutu eller tutsi. Dette har samtidig gjort det lettere for nabolande, som Rwanda og Uganda, at alliere sig med de forskellige militsgrupper. Når myndighederne i Congo ikke klarer eller er uvillige til at beskytte befolkningen i Congo, bliver det naturligt, at folk finder alternative måder at skaffe beskyttelse på, hvilket bidrager til at opretholde de mange militsgrupper.

Økonomiske drivkræfter i konflikten

Under Joseph Kabila var et korrupt statsapparat personlig knyttet til ham og hans hemmelige udbetalinger. På den måde var selv ikke myndighederne specielt optagede af at etablere et formelt, velfungerende og ukorrupt statsapparat, fordi det kunne undergrave præsidentens magtposition. Et korrupt statsapparat blev derfor opretholdt og er vanskeligt at få bugt med.

Fattigdom har bidraget til, at befolkningens utilfredshed, og samtidig øges muligheden for rekruttering til væbnede militser. Politisk og økonomisk mistillid, oven i usikkerhed og magtkamp, er alle drivkræfter i konflikterne. Grådighed spiller også en rolle og er specielt knyttet til Congos værdifulde naturressourcer øst i landet.

Naturressourcer som diamant, coltan, kobolt, guld og kobber er en vigtig motivationsfaktor for andre landes interesser i Congo, enten det har været gennem kolonialisme eller ved at støtte bestemte væbnede militser. I en FN-rapport fra 2001 blev Rwanda, Uganda og Zimbabwe anklaget for systematisk at udnytte de congolesiske ressourcer.

Voldtægt som våben

Et af de store problemer knyttet til manglende straf for magtmisbrug er, hvordan voldtægt systematisk er blevet brugt som våben for at skræmme og kontrollere civilbefolkningen.

Næsten alle de væbnede grupper har begået grove overgreb og krigsforbrydelser. Der findes ikke nøjagtige tal på antallet af sådanne overgreb, men FN har beregnet, at det er over 200.000 congolesiske kvinder, der har været udsat for voldtægt i krigens navn.

I 2018 fik den congolesiske legende Denis Mukwege Nobels Fredspris for sit arbejde mod seksualiseret vold brugt som våben i væbnede konflikter. FN har støttet Mukweges arbejde øst i Congo. Han var også modtager af FN’s menneskerettighedspris i 2008.

Parterne i konflikten

Der er en række væbnede parter i konflikten i det østlige Congo. Her er nogle af dem:


• FLDR: Hutu-militsen med flere medlemmer, som deltog i folkemordet i Rwanda.

• CNDP: Tutsi-militsen fra DR Congo.

• FARDC: Den congolesiske regerings hær.

• M23: Udbrydergruppe af CNDP (se nedenfor).

• Lords Resistance Army: Oprørsgruppen fra Uganda.

 DR Congo beskylder Rwanda for at støtte CNDP. Rwanda beskylder FLDR for voldelige angreb på deres side af grænsen. CNDP FARDC anklaget for at samarbejde med FLDR. De påstande er understøttet af FN-rapporter, men Rwanda benægter, at de er involverede.

Desuden spredes Ugandas konflikt med Lords Resistance Army (LRA) over grænsen til DR Congo. LRA etablerede baser i DR Congo, for at bekæmpe den ugandiske regering. I 2008 gennemførte DR Congo, Uganda og det sydlige Sudans regering en fælles offensiv mod gruppen.

Ud over den hutu-tutsier aspekt er klart, at kampene mellem de forskellige grupper i det østlige Congo handler om kontrol over minerne i området. De militser, der kontrollerer minerne har mulighed for at tjene gode penge på det sorte marked.

FN’s rolle i konflikten

FN har været til stede med fredsstyrken MONUC i DR Congo siden 1999, under den anden Congo-krig. Styrkerne har fulgt op med en fredsaftale (Lusaka-aftalen) mellem regeringen i DR Congo og de andre lande, som var involveret i krigen.

MONUC-styrken deltog i stabilisering og afvæbning af den østlige del af Congo. MONUC mistede meget af støtten i lokalbefolkningen, da styrken ikke formåede at hindre oprørsgruppen CNDP’s felttog mod grænsebyen Goma i efteråret 2008. Det resulterede i, at ca. 250 000 mennesker flygtede fra byen.

I maj 2010 vedtog FN’s sikkerhedsråd, at MONUC skulle videreføres under det nye navn MONUSCO. Mandatet blev rettet mere ind mod stabiliseringsprocesser efter krigen.

MONUSCO skal prioritere at beskytte civile og menneskerettigheder, specielt ved at forsøge at stabilisere de urolige provinser i øst. MONUSCO skal også bistå gennemførsel af demokratiske valg.

FN-styrken i Congo har været i mediernes søgelys flere gange, som følge af at FN-soldater har begået seksuelle overgreb mod congolesiske kvinder og børn.

Kilder

BBC, NRK, Fellesrådet for Afrika, UNmissions.org, FNs sikkerhetsråd, Institute for Security Studies (ISS).

Bøger/Tidsskrifter:

David van Reybrouck (2010) «Kongo. Historien om Afrikas hjerte».

Jason K. Stearns (2011) «Dancing in the Glory of Monsters».

Nicholas Marsh (2017) «Democratic Republic of the Congo» i Alusala & Shadung (red.) Arms brokering in Southern Africa, Institute for Security Studies (s. 14–24).