[[suggestion]]
Det Arabiske Forår

Baggrund

Det er almindeligt at anse protesterne i Tunesien i januar 2011 som begyndelsen på Det Arabiske Forår. Protesterne spredte sig derefter til andre lande i regionen, blandt andet til Egypten, Libyen, Syrien, Yemen og Bahrain.

Baggrunden for oprørerne var et ønske om at ændre på styret i landet. Der var ønsker om demokratisering, menneskerettigheder og bedre levekår og som regel med krav om, at det siddende regime skulle trække sig fra magten. Et vigtigt slagord under Det Arabiske Forår var «folket vil styrte regimet».

Årsagerne for oprørerne varierede fra land til land, både på grund af forskellige historiske forudsætninger og forskellige samfundsforhold og styreformer.

Sociale medier som våben

I samtlige af oprørerne var brugen af sociale medier som Facebook og Twitter vigtig, blandt andet for at samordne og sprede information om protesterne. Det førte til, at myndighederne strengt bestemte netsteder i forsøg på at beholde kontrollen.

Oprørernes brug af sociale medier førte også til, at internationale medier blev opdateret om hændelserne, hvilket skabte øget international opmærksomhed om oprørernes krav.

Inden midten af 2012 var mange af oprørerne enten blevet slået ned eller udviklet sig til borgerkrig. De fredelige reformer i Tunesien står stadig som det mest vellykkede eksempel fra Det Arabiske Forår.   

Navnet "Det Arabiske Forår"

De mange oprørere i Det Arabiske Forår i den arabiske verden i 2011 fik betegnelsen Den Arabiske Forår først og fremmest i vestlige medier. Navnet er en hentydning til tidligere oprør, hvor ordet «forår» var blevet brugt. Mest kendt fra revolutionerne i Europa i 1848 og den såkaldte Praha Forår i Tjekkoslovakiet i 1968.

Udtrykket «Det Arabiske Forår» er også blevet kritiseret. En grund til det er, at ordet arabisk ekskluderer alle de andre minoriteter, der deltog i protesterne og som ikke er arabere, såsom berbere og kurdere.

En anden grund til at betegnelsen Det Arabiske Forår er blevet kritiseret er, at ordet «forår» får protesterne til at lyde som noget dejligt og skønt – fremfor farlige og til tider blodige. Kritikken handler også om, at ordet «forår» er en tidsbegrænsning, som ikke viser, at frigørelseskampene mod diktaturene startede længe før foråret 2011 og fortsatte også i tiden efter foråret 2011.

Til trods for denne kritik er det alligevel interessant at analysere protesterne, som brød ud i regionen i begyndelsen af 2011 og på den måde forsøge at forstå fænomenet, som er kendt som Det Arabiske Forår.

Tunesien

Startskuddet for Det Arabiske Forår bliver som regel sat til 17. december 2010, da en ung grønsagshandler i Tunesien, Mohammed Bouazizi, brændte sig selv til døde i protest mod regeringsmagterne. Mange tunesere kunne spejle sig i Bouazizis livssituation. Hændelsen udløste derfor et oprør, som spredte sig fra småbyen Sidi Bouzid til flere dele af landet, inklusiv hovedstaden Tunis. Mange hundrede mennesker mistede livet i urolighederne som fulgte demonstrationerne.

Oprøret - som senere er blevet kaldt Jasminrevolutionen – havde økonomiske og sociale årsager. Udbredt arbejdsløshed (specielt blandt ungdom), øgede fødevarepriser og mangel på respekt for grundlæggende menneskerettigheder, var nogle af dem. Oprørerne krævede demokratisering, og at det siddende regime skulle gå af.

Præsidenten bliver stillet for retten

Præsidenten i Tunesien, Zine el-Abadine Ben Ali, havde siddet på magten siden 1987. Opposition var tilladt, men hans regime blev alligevel opfattet som stadig mere autoritært og korrupt.

Efter først at have besvaret protesterne med at indføre undtagelsestilstand - en situation som giver staten flere muligheder for brug af magt - blev præsident Ben Ali og hans familie i januar 2011 tvunget til at forlade Tunesien. De rejste i eksil til Saudi-Arabien. I juni 2011 blev Ben Ali stillet for retten, selv om han ikke var i landet, og dømt til 35 års fængsel for tyveri af statens ejendom.

Ny grundlov

Valg af en grundlovgivende forsamling blev afholdt i oktober 2011. Valget foregik i fredelige former og med en tilslutning på over 90% af vælgerne. Den nye folkevalgte forsamling skulle inden et år udarbejde og vedtage en ny grundlov, som skulle blive grundlaget for valg af præsident og parlament.

I november 2011 valgte den nye nationalforsamling menneskerettighedsaktivisten Moncef Marzouki som præsident i overgangsregeringen. I marts 2014 afviklede Marzouki undtagelsestilstanden i landet, som var blevet indført af Ben Ali i 2011 for at kunne slå ned på det tunesiske oprør.

National dialog og Nobels fredspris

Tunesien klarede at komme igennem overgangsperioden, uden at landet brød ud i borgerkrig. Dette skyldtes i stor grad organiseringen af en bred, politisk dialog og offentlig debat, som foregik på national TV i næsten to år. Nøglen var at inkludere både repræsentanter fra den gamle elite og fra civilsamfundet.

Denne fredelige udvikling har gjort, at Tunesien fremstår som det mest vellykkede og måske det eneste positive eksempel, hvor Det Arabiske Forår har medført mere fred og demokrati. At den tunesiske nationale dialog var så vigtig i Tunesien gjorde, at den såkaldte Tunesien-kvartet, som bestod af forskellige organisationer i det tunesiske civilsamfund, blev tildelt Nobels fredspris i 2015. 

Læs mere om Tunesien her  

Egypten

I Egypten startede oprøret 25. januar 2011, da tusindevis af demonstranter marcherede i gaderne i Cairo i protest mod Hosni Mubaraks regime. Mubarak havde siddet på magten siden 1981. Dette blev senere kaldet «Vredens dag». Demonstranterne marcherede til Tahrir-pladsen og slog lejr.

Inspireret af oprøret i Tunesien blev der organiseret gadedemonstrationer og protester i januar og februar. Som det mest folkerige arabiske land skabte oprøret i Egypten meget opmærksomhed og gav inspiration til mange andre folk, som var undertrykte af et autoritært regime.  

Regimets hårde reaktioner

Demonstrationerne blev udløst af politibrutalitet, undtagelsestilstand i landet, fejlslåede love, arbejdsløshed, et ønske om at øge mindstelønnen, boligmangel, stigende madpriser, korruption, mangel på ytringsfrihed og dårlig levestandard. Hovedformålet med oprøret var at styrte Mubaraks regime.

Selv om demonstrationerne var fredelige, opstod der voldelige sammenstød mellem sikkerhedsstyrker og demonstranter, og mindst 846 mennesker blev dræbt, og 6000 blev skadet i løbet af de 18 første dage af oprøret.

Præsidenten flygter

En uge efter Vredens dag var 250 000 demonstranter samlet på Tahrir-pladsen. Som Ben Ali i Tunesien satte Mubarak i gang ændringer for at tilfredsstille demonstranterne; blandt andet lovede han ikke at genopstille. Dette tilfredsstillede ikke demonstrantenes krav.

I februar 2011 blev Mubarak tvunget til at gå af og overlade magten til ledelsen for Egyptens militære styrker. Mubarak flygtede i eksil med sin familie. Militærledelsen udnævnte en ny statsleder og nedsatte en komité, som skulle forberede demokratiske valg.

Islamisterne vinder valget

I 2011-2012 blev der gennemført valg til nationalforsamlingen og præsidentvalg. Islamistiske partier fik flertal i nationalforsamlingen med Freedom and Justice Party (FJP) som største parti. Partiet var stiftet af Det Muslimske Broderskab; en islamistisk politisk bevægelse. Deres præsidentkandidat, Mohammed Morsi, vandt præsidentvalget i juni 2012. Han blev Egyptens første demokratisk valgte leder i historien.

Ny grundlov, nye protester og ny præsident

Nationalforsamlingens forslag til ny grundlov blev godkendt i en folkeafstemning i december 2012, men mødte store protester fra den liberale opposition, sekulære, kristne og kvindegrupper, som mente, at lovforslaget ikke giver nogen garanti for ytringsfrihed og kvinders rettigheder.

Protesterne mod Morsi og Det Muslimske Broderskab førte til et nyt oprør i Egypten. Oprøret førte til at den egyptiske hær, ledet af Abdel Fattah el-Sisi, gjorde statskub og fjernede Morsi og Det Muslimske Broderskab fra magten 3. juli 2013. Sisi blev valgt til præsident i Egypten i 2014, men gennem et valg, hvor hverken Morsi eller hans parti (FJP) fik lov til at deltage.

Diktaturet fortsætter

I februar 2015 hævdede de egyptiske organisationer og aktivister, at menneskerettighedssituationen i Egypten er værre under Sisi end den var under Mubarak. Sisi-regimet har indskrænket ytringsfriheden gennem de såkaldte anti-terrorlove, som blandt andet kan straffe journalister med bøder op til en halv million kroner. Den Arabiske Forår i Egypten havde medført, at en diktator var blevet byttet til en anden diktator.

Læs mere om Egypten her

Libyen

Efter folkelige oprør i nabolandene udbrød der også oprør i Libyen 16. februar 2011. Oprøret startede øst i Libyen med center i landets næst største by Benghazi. Oprøret var en trussel mod det siddende regime ledet af Muammar Gaddafi, som havde styret landet siden 1969.

Dagen efter de første demonstrationer blev internetforbindelsen afbrudt. Dette forhindrede brugen af sociale medier, som havde været vigtig i forbindelse med at organisere demonstrationerne. Gaddafi og hans familie gjorde det klart, at de ikke ville give slip på magten og påstod, at Israel og vestlige medier stod bag uroen i landet.

Gaddafis regime satte væbnede styrker ind mod demonstranterne og civilbefolkningen. Konflikten udviklede sig til en borgerkrig, da oprørerne begyndte at organisere væbnet modstand.

Oprøret og myndighedernes reaktion på det var fra første fase præget af voldelige handlinger og udviklede sig hurtigt til en borgerkrig.

FN’s sikkerhedsråd godkendte en international militærintervention i Libyen i 2011 for at beskytte civile. Gaddafi-regimet faldt samme år. Krigen har medført kaos og lovløshed i Libyen, inklusiv opblomstring af menneskehandel og islamisk ekstremisme. Der er stadig store konflikter i landet efter Gaddafi-regimets fald. Dette skyldes en kamp om magt og olieressourcer. Derudover hat situationen i Libyen igen fået verdens opmærksomhed på grund af libyske militsers støtte til Islamisk Stat (IS).

Læs mere om Libyen-konflikten her

Syrien

Det syriske oprør startede med en række protestmarcher rundt omkring i Syrien i 2011. Der blev blandt andet rejst krav om løsladelse af politiske fanger. Protestene i Syrien blev hårdt slået ned af Assad-regimet. Det brutale svar på de relativt fredelige demonstrationer fik modstanden til at sprede sig til flere dele af landet. Assad-regimet bestemte sig derefter for at løslade ekstremistiske jihadister fra fængsler. Assad havde beskyldt demonstranterne for at være islamiske terrorister. Han havde dermed interesse i at «bevise» at dette var tilfældet ved at bidrage til at skabe en sådan virkelighed.  Fangerne blev løsladt for at bidrage til at omforme det fredelige oprør til et voldeligt oprør - et type oprør, som det var lettere for Assad-regimet at legitimere brutal magtbrug overfor. Dette var en vigtig årsag til, at Det Arabiske Forår udviklede sig til en brutal borgerkrig.Modstanden mod regimet tog til i styrke, og det samme gjorde regimets magtbrug. De syriske sikkerhedsstyrker dræbte og sårede mange demonstranter. 

Brugen af vold mod demonstranterne er blevet fordømt af mange lande, og konflikten i Syrien blev yderligere internationaliseret i november 2011, da Syrien blev suspenderet fra Den Arabiske liga. Baggrunden var, at det syriske regime ikke havde iværksat fredsplanen, som ligaen havde udarbejdet, og som præsident Assad havde tilsluttet sig. 

Ifølge FN er mere end 5.000 mennesker blevet dræbt, og tusinder er flygtet til Tyrkiet og Libanon. Ligeledes sidder mange mennesker i fængsel. Det er imidlertid vanskeligt for FN at vide, hvor mange der nøjagtig er dræbt, idet situationen i landet er kaotisk, og tallene varierer kraftigt alt efter, hvem man spørger. FN's sikkerhedsråd har gentagende gange forsøgt at vedtage en resolution om situationen i Syrien, men Rusland og Kina har nedlagt veto to gange.

Opblomstringen af militante islamister gennem den syriske borgerkrig har haft stor påvirkning på forholdene i Irak og fremvæksten af terrororganisationen Islamisk stat (IS).

Læs mere om konflikten i Syrien her.

Læs mere om Islamisk Stat her

Yemen

27. januar 2011 samlede 16 000 demonstranter sig i gaderne i Yemens hovedstad Sanaa for at kræve, at præsident Ali Abduhllah Saleh måtte gå af. Saleh bekendtgjorde, at han ikke vil stille op til genvalg i 2013, og at han ikke ville overføre magten til sin søn, hvilket mange frygtede. Demonstrationerne fortsatte alligevel og efter en måned med protester åbnede sikkerhedsstyrker ild mod demonstranter i Sanaa og tog livet af over 40 mennesker. Præsident Saleh erklærede Yemen i undtagelsestilstand.

Borgerkrig

Saleh mistede gradvis støtten – endda fra sin egen fløj. Efter pres fra sine politiske allierede og det stigende antal af demonstranter gik Saleh med til at overlevere magten til sin vicepræsident inden for 30 dage. I maj 2011 erklærede Saleh, at han alligevel ikke ville træde tilbage.

Sadiq al-Ahmar, lederen for en af de største stammeføderationer kaldet hashidene, erklærede sidenhen sin støtte til oppositionen. I slutningen af maj 2011 og i begyndelsen af juni var der kampe mellem hashidene, deserterede soldater, andre modstandsgrupper og den yemenitiske hær. I et raketangreb på præsidentpaladset i juni blev Saleh skadet.    

I november 2011 accepterede Præsident Saleh at overlade magten til sin stedfortræder, Abdrabbuh Mansour Hadi, og en samlingsregering blev dannet. Saleh forlod Yemen, og nationalforsamlingen gav ham fuld immunitet til trods for indvendinger fra tusindvis af gadedemonstranter. Løsningen faldt ikke i god jord hos Houthi-bevægelsen i nord, som gennemførte et statskup i Yemen i 2014-15.

I tiden efter Saleh blev væltet, er konflikten i Yemen fortsat mellem grupper med modstridende politiske interesser. Den største konflikt i Yemen i dag står mellem oprørene fra Houthi-bevægelsen og de statslige myndigheder. Houthierne deltog i protesterne mod præsident Saleh og greb samtidig muligheden for at udvide deres territoriale kontrol i det magtvakuum, der opstod under Det Arabiske Forår. Denne konflikt har ført til en international intervention til støtte for myndighederne, og er ledet af nabolandet Saudi-Arabien. 

Borgerkrigen i Yemen er af FN blevet kaldt 'verdens største humanitære krise'.

Læs mere om konflikten i Yemen her.

https://youtu.be/dvXxzPEYlWY

Bahrain

14. februar 2011 samlede folkemængder sig i den bahrainske hovedstad, Manama, for at protestere mod korruption og arbejdsløshed og for at vise deres utilfredshed med det regerende monarki i Bahrain. Et af hovedmålene for demonstrationerne var at opnå større politisk frihed og indflydelse for den shiamuslimske majoritet, som var træt at blive styret af den sunnimuslimske minoritet.

Myndighedernes hårde reaktioner

Demonstranterne samlede sig ved Pearl Roundabout, en rundkørsel som blev et symbolsk samlingspunkt for demonstranterne i Bahrain, akkurat som Tharir-pladsen i Cairo var for egypterne. Protesterne blev slået hårdt ned på og flere mistede livet, da regeringsstyrkerne åbnede ild mod ubevæbnede demonstranter ved Pearl Roundabout 18. februar.

Saudi-Arabien slår ned demonstrationerne i Bahrain

Myndighederne erklærede undtagelsestilstand 15. marts, nogle uger efter demonstrationerne begyndte. Regeringen inviterede samtidig militærstyrker fra Saudi-Arabien ind for at slå ned på demonstrationerne.

I løbet af undtagelsestilstanden, som varede til juni samme år, blev tusinde af demonstranter, menneskerettighedsaktivister og journalister arresteret. Mange blev stillet for retten i nyoprettede militærdomstole. Der er også blevet rapporteret om, at shiamuslimske arbejdstagere og studenter har mistet deres arbejde som følge af demonstrationerne.

Protesterne i Bahrain fortsatte gennem 2012 og 2013 med tilfælde af voldelige sammenstød mellem demonstranterne og regeringsmagten. Kampen om øget frihed i Bahrain har medført en lille bedring i menneskerettighedssituationen generelt og ytringsfriheden specielt.

Læs mere om Bahrain her

Oprør i Algeriet og Marokko

Lignende demonstrationer som i Tunesien og Egypten fandt også sted i Algeriet og Marokko. Demonstrationerne begyndte i januar 2011 og eskalerede i februar. De var ikke lige så omfattende som i nabolandene, blandt andet fordi militæret og oprørspolitiet beholdt deres loyalitet til staten fremfor at blive del af oprøret.

Ændringer i Algeriet

I Algeriet blev undtagelsestilstanden, som havde været i gang siden 1992, ophævet. I 2016 blev grundlovsændringer indført. De begrænsede præsidenttiden til to perioder, styrkede parlamentets magt og gav det berbiske sprog officiel status. Den gamle præsident Abdelaziz Bouteflika forblev alligevel ved magten. Det bidrog til nye store demonstrationer for regimeændring i 2019, som bliver set på som en fortsættelse af Det Arabiske Forår.

Læs mere om Algeriet her

Ændringer i Marokko

I Marokko lovede myndighederne at reducere kongens magt. En folkeafstemning blev afholdt i Marokko i slutningen af juni 2011, og de foreslåede ændringer i grundloven blev vedtaget. Graden af frihed i Marokko er alligevel mangelfuld. Marokko står dårligt i forhold til civile og politiske rettigheder og pressefrihed. Marokko har også fortsat sin besættelse af Vest-Sahara.

Læs mere om Marokko her

Læs mere om Vest-Sahara-konflikten her

Andre lande

Libanon, Jordan, Saudi-Arabien, Iran, Irak, Oman og Sudan har alle haft mindre protestbevægelser, som har fulgt lignende mønstre. Påvirket af udviklingen i regionen har de krævet, at regeringsmagterne skal gå af, og som regel kombineret med krav om mere demokrati, respekt for menneskerettigheder og bedring af levekår.

FN's rolle i konflikten

FN’s rolle har varieret i de forskellige lande. FN har et ansvar for at beskytte civilbefolkninger mod overgreb fra statsmagter. Reglerne for at tillade international magtbrug mod en stat må give håb om succes og fredelige midler skal være afprøvet først. Sådanne vurderinger, i tillæg til eventuelle egeninteresser hos medlemslandene, har præget FN’s sikkerhedsråds evne til at iværksætte tiltag.

Resultatet blev blandt andet et FN-mandat til en militær intervention i Libyen, men ikke et FN-mandat til intervention i borgerkrigen i Syrien. Begge tilfælde medførte alligevel borgerkrig og et stort flygtningeproblem.

Læs mere om R2P her

  • Områder vi i dag kender som Tyrkiet, Syrien og Irak var længe en del af en meget større politisk, social og religiøs orden, kaldet Det Osmanske Rige. Det var et sunni-muslimsk imperium, hvor tyrkerne dominerede over arabere, kurdere og andre fra år 1299 til slutningen af 2. Verdenskrig. Det førte til oprettelsen af staten Tyrkiet i 1924. Områder vi i dag kender som Iran og Afghanistan var ikke en del af Det Osmanske Rige.

  • Da 1. Verdenskrig knækkede det allerede svage Osmanske Rige, overtog de europæiske stormagter meget af magten i området. Da europæerne var blevet enige om, hvor grænserne skulle gå i Midtøsten, blev det kurdiske samfund splittet, og det deltes i fire forskellige lande: Tyrkiet Syrien, Irak og Iran. Dette blev starten på kurdernes kamp for selvstændighed. Kortet viser et område, hvor der bor mange kurdere. Det strækker sig over flere landegrænser og bliver ofte kaldt Kurdistan.

  • Frankrig og Storbritannien overtog kontrollen over flere centrale områder i Midtøsten. De optegnede grænser og delte områderne mellem sig. Egypten havde da allerede været flere årtier under britisk kontrol.

  • 2. Verdenskrig svækkede Frankrig og Storbritanniens evne til at bevare deres imperier. Flere af dagens stater i Midtøsten blev etableret/selvstændige i denne perioden: 

    - Libanon i 1943

    - Syrien i 1944

    - Jordan i 1946

    - Israel i 1948

    - Egypten i 1952

  • I 1951 blev Mohammad Mossadeq Irans første demokratisk valgte leder. En sådan demokratisering truede vestlige olieinteresser i Iran. Det førte til, at Storbritannien og USA bidrog til at afsætte Mossadeq gennem et statskup i 1953, for derefter at give magten tilbage til den vestligvendte diktator Shah Pahlavi. Skatskuppet påvirkede iranernes holdninger til Vesten, hvilket bidrog til den islamske revolution i 1979. Biledet viser en pro-Mossadeq demonstration i Teheran i 1952. Foto: Wikimedia Commons 

  • I 1958 klarede irakerne det, som iranerne fem år tidligere ikke havde klaret, nemlig at blive frie fra det britisk-amerikansk støttede kongedømme, der styrede deres land. Irak blev da en selvstændig stat. Irakerne var inspireret af revolutionen i Egypten i 1952, hvor ideologien var arabisk nationalisme og anti-imperialisme. Irak var med i Bagdad-pagten, som forpligtede Irak til at støtte den britiske invasion af Egypten i 1956. Dette skete mod irakernes vilje, hvilket udløste den irakiske revolution.

  • Med undtagelse af Tyrkiet, forsøgte landene i Midtøsten at have en neutral position under Den Kolde Krig (1947-1991). Men presset fra supermagterne var så stort, at de i praksis måtte vælge side. Relationerne kunne ændre sig over tid. De lande, der havde gennemført en revolution, vendte sig gerne væk fra Vesten og over til Sovjetunionen. Kortet viser, hvilken side de forskellige stater favoriserede omkring år 1970.

  • Syrien blev uafhængig fra Frankrig i 1944, og i 1970 tog Hafez al-Assad (på stolen til højre) magten i Syrien gennem et militærkup via det syriske Ba'ath-parti. Sønnen Bashar al-Assad (i midten til venstre) overtog ledelsen i år 2000 og er fortsat præsident i Syrien. Foto: Wikimedia Commons

  • Det sosialistiske arbejderparti PKK er en militær og politisk organisation for kurdere, først og fremmest i Tyrkiet. PKK har været den største organisation for kurdernes kampen mod tyrkisk overmagt. 

  • 1) Den islamske revolution i Iran.

    2) Sovjetunionen invaderer og besætter Afghanistan.

    3) Saddam Hussein bliver præsident i Irak, hvilket året efter førte til Irak-Iran-krigen.

  • Regimet til den iranske shan blev styrtet under den islamiske revolution i 1979. De nye magthavere, med den religiøse leder Ayatollah Khomeini i spidsen, satte religionen i centrum for politikken. Et nyt diktatur opstod - et som var uafhængig af vestlig dominans og samtidig indførte en form for islamisk styre i Iran. Billedet viser et maleri af Khomeini på en væg i Teheran. Foto: Kamyar Adl/Flickr. 

  • Sovjetunionen invaderede Afghanistan i forsøg på at redde det kommunistiske diktatur i landet. Modstandskrigerne, kendt som Mujahedin, fik massiv international støtte, blandt andet af USA, Pakistan og Kina. Osama bin Laden (billedet) var blandt de arabiske fremmedkrigere, som rejste til Afghanistan for at føre såkaldt hellig krig mod kommunistene. Dette blev begyndelsen på oprettelsen af al-Qaida. Foto: Hamid Mir/Canada Free Press 

  • Året efter Saddam Hussein blev præsident i Irak, gik Irak til angreb på Iran. Omkring 30 lande støttede krigsførelse, ofte med støtte til begge lande samtidig. De vigtigste bidragsydere var Sovjetunionen, USA, Frankrig og Kina. Mest støtte gik til Irak, inklusiv komponenter til udvikling af masseødelæggelsesvåben. Den amerikanske støtte til Irak under krigen forværrede iranernes syn på USA's rolle i Midtøsten.

  • Under Irak-Iran krigen angreb irakiske styrker også kurderne i det nordlige Irak. Den militære kampagne mod kurderne (og andre minoriteter i Irak), kaldet Anfal-kampagnen, varede over flere år og toppede i 1988.  Mange lande anerkendte overgrebbene mod kurderne som folkemord. Mellem 50 000 og 100 000 mennesker blev dræbt, blandt andet som følge af kemiske våben.

  • Saudi-Arabia følte sig truet af irakisk ekspansion, da Irak invaderede Kuwait august 1990. Osama bin Laden ville beskytte Saudi-Arabien og de hellige byer Mekka og Medina med hans "hellige krigere". Men Saudi-Arabien afslog bin Ladens tilbud og inviterede i stedet amerikanske styrker ind. Dette påvirkede bin Ladens politiske syn, hvilket bidrog til, at al-Qaida rettede sine angreb mod USA. Golfkrigen endte med, at en international koalition, med USA i spidsen, og med FN-mandat, pressede irakiske styrker tilbage til Bagdad i begyndelsen af 1991.

  • Efter Golfkrigen bestemte FN's sikkerhedsråd at sanktionere Irak yderligere. USA og Storbritannien sørgede for, at FN-sanktionerne blev opretholdt frem til 2003, og udførte også bombetogter i Irak i denne periode. Sanktionerne ramte civilbefolkningen hårdt og blev stærkt kritiseret af mange land. UNICEF beregnede, at flere hundretusinde børn døde som følge af disse sanktioner. Billedet viser den irakiske FN-ambassadør, som kritiserer USA og Storbritannien i Sikkerhedsrådet. Foto: UN Photo/Evan Schneider. 

  • Efter det sovjetisk-støttede regime i Afghanistan brød sammen i 1992, blev Afghanistan kastet ud i en borgerkrig mellem konkurrerende krigsherrer. Den islamiske gruppe Taliban kom sejrene ud af krigen og regerede Afghanistan fra 1996 til 2001. Afghanistan var i denne perioden et tilholdssted for Osama bin Laden og al-Qaida. De etablerede deres egne træningslejre og betegnede sig som Talibans elitesoldater (Les mer om al-Qaida her). Billedet viser Malala Yousafzais bog, pigen, der blev beskudt af Taliban for at have krævet skolegang for piger. Hun vandt Nobel Fredspris i 2014. Foto: Flickr/Jabiz Raisdana.

  • Terrorangrebet mod USA 11. september 2001 blev startskuddet for en mere aggressiv amerikansk udenrigspolitik gennem den såkaldte Krigen mod terror. Terrornetværket al-Qaida skulle nedkæmpes sammen med alle som støttede dem. Taliban-regimet i Afghanistan var de første på listen over al-Qaidas støttespillere, hvilket medførte en amerikansk-britisk invasion af landet i oktober 2001 (Læs mere om Afghanistan-krigen her).

  • Irak blev næste mål i Krigen mod terror. USA, med allierede, invaderede det olierige land uden et FN-mandat. USA mente, at Irak fortsat havde masseødelæggelsesvåben ,og at de samarbejde med al-Qaida - uden dette er blevet bevist. Saddam Husseins regime faldt, som en konsekvens af den ulovlige invasion, men ordentlig fred i landet blev det aldrig (læs mere om Irak-krigen her). Billedet viser en amerikansk soldat, som markerer overtagelsen af Bagdad i 2003 ved at dække hovedet på en statue af Saddam Hussein med et amerikansk flag. Foto: Laurent Rebours/Flickr.

  • I foråret 2011 udbrød der store oprør i flere lande i den arabiske verden. Protestbevægelserne tilsigtede at ændre regeringer i de forskellige lande, ofte med fokus på menneskerettigheder. Modstanden mod diktaturene inspirerede hinanden, men gav forskellige resultater. I Syrien udviklede et ikke-voldeligt oprør sig hurtigt til en brutal borgerkrig. Billedet viser demonstranter på Tahrir-pladsen i Egypten i 2011. Foto: Lilian Wagdy/ Wikimedia Commons.

  • Syrien har en vigtig strategisk betydning for mange lande. Derfor blev både Assad-regimet og oprørerne aktivt støttet af andre stater under borgerkrigen. Assad-regimet fik støtte fra Rusland, Iran og Libanons Hizbollah. Mens oprørerne blev støttet af blandt andet USA, Tyrkiet, Qatar og Saudi-Arabien. (Læs mere om Syrien-krigen her.) Borgerkrigen i Syrien bidrog til fremvæksten af Islamisk Stat.

  • Den islamiske stat (IS) er en islamisk militant terrorgruppe, som har kontrolleret store områder i Irak og Syrien. I juni 2014 erklærede de oprettelsen af en stat i dette område. Den blev aldrig anerkendt internationalt som en stat. IS blev hellere forsøgt nedkæmpet med militære midler. (Læs mere om IS her).

Kilder

Uppsala Conflict Database, Norsk Utenrikspolitisk Institutt (NUPI), Store Norske Leksikon, BBC News, International Crisis Group (ICG), NRK, Aftenposten, Al Jazeera.