[[suggestion]]
Libyen

Baggrund

Libyerne har en lang historie bag sig som et koloniseret og undertrykt folk. De nordlige områder af Libyen var fra 1551 til 1911 en del af Det Osmanske Rige. I 1911 invaderede Italia Libyen og gjorde landet til en italiensk provins. Under 2. Verdenskrig var det britiske styrker, som tog kontrollen over landet. Libyen blev først en selvstændig stat i 1951.

I 1969 overtog oberst Muammar Gaddafi magten gennem et statskup. Statskuppet var en del af en større fælles arabisk, socialistisk og anti-kolonialistisk revolutionsbevægelse i regionen. Befolkningen var endvidere utilfredse med det siddende kongedømmet, idet landets nye olieindtægter ikke kom det libyske folk til gode. Statskuppet førte imidlertid til, at Libyen byttede et diktatur ud med et andet, og undertrykkelsen af det libyske folket fortsatte.

Gaddafi som diktator

Gaddafi forblev ved magten i 42 år som landets diktator. Hans regime var ansvarlig for en række menneskerettighedsbrud og gav også støtte til international terrorisme. Dette førte til indførelse af FN-sanktioner i 1992. Forholdet til vestlige lande blev gradvist bedre mod slutningen af 1990-tallet og forbi 2000-tallet.

I 2010 var Libyens økonomi den største i Afrika. Libyen kom på 53. plads på FN’s «menneskelig udviklingsindeks» (HDI), hvilket var den bedste placeringen blandt afrikanske lande. Menneskerettigheder knyttet til civilsamfund, organisationsfrihed og ytringsfrihed forblev stærkt begrænset gennem statslig undertrykkelse. Dette skabte utilfredshed blandt store dele af befolkningen, hvilket bidrog til et ønske om regimeskifte i Libyen.  

Den udløsende årsag til konflikten

16. februar 2011 udbrød der oprør mod Gaddafi-regimet. Oprøret skete samtidig med oprør i nabolandene Tunesien og Egypten, som blev kendt som «Det Arabiske Forår». Oprørerne udtrykte utilfredshed med det autoritære regimet.

Blandt oprørerne var der krigsveteraner, som havde kæmpet med al-Qaida i Sudan, Afghanistan og Irak. I 2016 kom Storbritannien med en granskningsrapport om Libyen-krigen, hvor der stod, at «militante islamister spillede en afgørende rolle i oprøret fra februar 2011 og frem».      

Situationen eskalerede hurtigt og blev til en borgerkrig, hvor Gaddafi-regimet reagerede med militærmagt mod oprørerne. Gaddafi påstod, at landet var under angreb fra islamistiske ekstremister, og at han sloges mod al-Qaida. Vestlige myndigheder og medier opfattede situationen i Libyen ganske anderledes.

Læs mere om Det Arabiske Forår her

Borgerkrigen og kampen om sandheden

Oprøret i Libyen blev fremstillet i flere internationale medier som fredelige demonstrationer, hvor Gaddafi-regimet brutalt angreb civile. Sandheden er, at oprørerene var bevæbnet og voldelige fra begyndelsen af. Gaddafi-regimet havde gjort sig skyldig i overgreb, men det findes meget lidt bevis for, at Gaddafi havde givet ordre om målrettede angreb på civile.

Noget af årsagen til den fejlagtige fremstilling af situationen i Libyen skyldtes propaganda fra oprørerne selv. Blandt andet Amnesty International har afdækket, at oprørsgrupper i Libyen fabrikerede beviser på overgreb og vold, som Gaddafis militærstyrker vistnok skulle have begået mod civile.

22. februar 2011 holdt Gaddafi en voldsom tale, hvor han snakkede om at rense Libyen for fjender «hus for hus». Den dominerende opfattelse i Europa og USA på det tidspunktet var, at man stod over for en situation, hvor der ville kunne forekomme alvorlige overgreb mod civile, måske ligefrem folkemord. Gaddafis tale påvirkede dermed FN’s Sikkerhedsråds vurdering om, hvad det skulle gøres. Det førte til, at Sikkerhedsrådet tillod en international militærintervention i Libyen.

International militærintervention i Libyen

17. marts 2011, én måned efter oprøret i Libyen, startede, vedtog FN’s Sikkerhedsråd resolution 1973. Den bestemte, at en flyforbudszone skulle oprettes over Libyen. I praksis betød det, at Gaddafi-regimet mistede muligheden for at bruge fly i kampen mod oprørerne. For at håndhæve denne bestemmelse gav FN et mandat (godkendelse) til brug af international militærmagt i Libyen. Begrundelsen for en sådan militærintervention var at beskytte civile. Mandatet sagde ingenting om, at intervention skulle fjerne Gaddafi fra magten.

NATO tog ansvaret for militærinterventionen. 15 lande deltog. NATO angreb også Gaddafi-regimets militærstyrker på land. NATO slap omkring 7700 bomber over Libyen i løbet af de syv måneder, hvor operationen stod på. NATO gav samtidig oprørerne våben og militærtræning. Der blev også indsat en skjult landstyrke på flere hundrede soldater fra Qatar.

Oprørsstyrkerne indtog byen Sirte 20. oktober 2011, hvilken var den sidste af de Gaddafi-kontrollerede byer. Der blev Gaddafi fundet og dræbt. Den libyske borgerkrig blev officielt erklæret slut 23. oktober 2011. Oprørsgrupper fortsatte alligevel voldshandlinger gennem hævnaktioner, magtkamp og racistisk motiveret vold. Tusindvis af sorte afrikanere blev systematisk fordrevet fra Libyen, fordi nogle af dem vist nok havde kæmpet for Gaddafi.

Nicolas Sarkozy var Frankrigs præsident i 2011 og var den stærkeste drivkraft for militær intervention i Libyen. Afsløringer har vist, at Sarkozys planer blev drevet af et ønske om at styrke Frankrigs position i Nordafrika og det franske militærets position i verden – og derudover over også at få en større andel af Libyens olie – samt at forbedre hans politiske situation i Frankrig. I Frankrig er han i dag blandt andet sigtet for at have modtaget flere millioner euro i ulovlig valgkampstøtte fra Gaddafi.

Libyen efter Gaddafis fald

Efter en periode med overgangsstyre blev der afholdt valg til en ny nationalforsamling i Libyen, juli 2012. Siden da er nye konfliktlinjer opstået og krigsførelse er fortsat.

Der blev først en del politisk vold og konflikt mellem resterne af den gamle statsmagt med udgangspunkt i hovedstaden Tripoli i vest, og en nyere (da internationalt anerkendt) myndighed i Tobruk i øst.

Gennem forhandlinger i FN-regi blev der i 2016 etableret en helt ny koalitionsregering. Den flyttede ind i Tripoli og er siden da blevet ledet af statsminister Fayes al-Sarraj. Men dele af nationalforsamlingen (parlamentet) i Tobruk anerkender ikke den FN-støttede regeringen i Tripoli. Regeringen har heller ikke kontrol over den libyske national hær LNA, som ledes af Khalifa Haftar og repræsenterer parlamentet i Tobruk.

Haftar i offensiven

I april 2019 var de Haftar-ledede militærstyrker LNA i offensiven vestpå i Libyen, og de tog kontrol over store områder i landet. LNA’s mål var blandt andet at svække regeringsstyrkernes position og overtage magten og styringen i hele Libyen. Over tusinde mennesker blev dræbt i offensiven.    

Libyen er, politisk set, i stor grad forblevet todelt mellem øst og vest. Ud over den libyske national hær LNA på den ene siden, og regeringsstyrkerne på den anden, findes der også en række militære grupper (militser), som bidrager til vold og ustabilitet i Libyen. Dette gør det vanskeligt at finde en løsning på konflikten.

IS-militser i Libyen

Blandt de mest ekstreme grupper, som fik fodfæste i Libyen i kølvandet på krigen i 2011, er militser, som har sluttet sig til terrororganisationen Islamisk Stat (IS). Konflikten i Libyen har også bidraget til at skabe eller forstærke andre konflikter i regionen. Det er blandt andet sket ved, at våben og krigere fra Libyen er dukket op og har deltaget i oprør i andre lande, såsom Mali og Syrien.

Læs konfliktprofilen Mali

Læs konfliktprofilen Syrien

Læs om Islamisk Stat (IS)

Den humanitære situation

Libyen er blevet et centralt udgangspunkt for flygtninge og andre migranter, som forsøger at rejse til Europa over Middelhavet. Dette har medført en opblomstring af menneskehandel og andre former for udnyttelse af sårbare mennesker på flugt. Olieproduktionen, som tidligere udgjorde 96% af landets indtægter, er stagneret på grund af rivalisering om kontrollen over olieressourcerne.

Libyen sank fra 53. plads i 2010 til 94. plads i 2015 på FN’s indeks for menneskelig udvikling (HDI). Indekset måler forventet levealder, uddannelse og indtægt. I 2020 beregnede FN’s kontor for koordinering af humanitær indsats (OCHA), at 900 000 mennesker i Libyen har behov for humanitær assistanse.

FN’s rolle i konflikten

17. marts 2011 blev FN’s sikkerhedsråd enige om resolution 1973, som tillod en militær intervention (indgriben) i Libyen. 10 af de 15 lande i Sikkerhedsrådet stemte for resolution, mens 5 lande afstod fra at stemme (Brasil, India, Kina, Tyskland og Rusland).

Den afrikanske union (AU) var også positive over for Sikkerhedsrådets resolution på dette tidspunktet, blandt andet fordi resolutionen udtrykte støtte til AU’s diplomatiske spor over for Gaddafi-regimet. AU’s diplomatiske initiativ fik alligevel ikke tid til at blive udøvet, før end den militære intervention blev iværksat. 

Ifølge resolutionen var hovedformålet med interventionen at beskytte civile i Libyen. Libyen-krigen anses derfor som det første tilfælde, hvor Sikkerhedsrådet autoriserer magtbrug ud fra princippet om beskyttelsesansvar (Responsibility to Protect), frem for den traditionelle begrundelsen om at varetage international fred og sikkerhed.

Læs mere om FN’s princip om <<Responsibility to Protect>> her

Mange forskellige FN-organisationer har været til stede i Libyen siden 1960-tallet. Det er omkring 15 FN-organisationer, programmer og fonde i Libyen i dag. Desuden har FN et politisk, fredsbyggende opgave i Libyen (United Nations Support Mission in Libyen - UNSMIL).

FN har stået i spidsen for at skabe forhandlinger mellem de forskellige parter i konflikten i Libyen. I januar 2016 blev der enighed om en ny koalitionsregering, som FN bidrog til at forhandle frem. Den FN-støttede overgangsregering flyttede ind i Tripoli i marts 2016. Den FN-støttede regeringen har dog haft lille indflydelse og kontrol over landet, som i praksis er delt mellem en række militsgrupper.

NATO får kritik for militæroperationen

Den internationale NATO-styrke er blevet kritiseret for at spille en for aktiv rolle i borgerkrigen og for at tolke FN-mandatet for langt. Mandatet var at håndhæve en flyforbudszone, men resultatet blev, at NATO bidrog til at styrte Gaddafi-regimet. Den Afrikanske Union (AU), Kina og Rusland var blandt dem, som mente, at FN-mandatet var blevet misbrugt. Utilfredsheden mod NATO-interventionen i Libyen påvirkede efterfølgende argumentationen mod at gribe ind i borgerkrigen i Syrien.

FN’s menneskerettighedsråd etablerede en uafhængig granskningskommission (The International Commission of Inquiry on Libyen), som skulle undersøge potentielle folkeretsbrud under Libyen-krigen. Granskningskommissionen konkluderede, at både Gaddafi-regimet og oprørerne havde begået krigsforbrydelser, og at disse også stod på, efter Gaddafi-regimet var faldet.

Granskningskommissionen fandt, at mindst 60 civile var blevet dræbt som følge af NATO’s bombekampagne. Human Rights Watch (HRW) har konkluderet, at mindst 72 civile blev dræbt af NATO-bombningen. HRW kritiserer NATO for hverken selv at have anerkendt eller undersøgt disse tilfælde – blandt andet fordi folkeretten påkræver at give erstatning til eventuelle efterladte.  

Danmarks rolle i konflikten

I forlængelse af FN resolution 1973, vedtog et enigt dansk folketing at Danmark skulle deltage i den internationale koalition. Efter borgerkrigen udkom der en kritisk britisk rapport der evaluerede på koalitionens indsats. Rapporten påpegede at der manglede en plan for indsatsen efter regimet var væltet, og danske forskere har efterfølgende efterspurgt en lignende rapport med fokus på Danmarks rolle.

Kilder

BBC, The Guardian, NRK, VG, Aftenposten, Dagsavisen, Klassekampen, International Crisis Group, regjeringen.no, un.org, unocha.org, FNs menneskerettighetsråd, Human Rights Watch.

Bøker/Tidsskrifter/ Rapporter:

Ståle Eskeland «De mest alvorlige forbrytelser» (2011)

Alex de Waal «International Affairs, 89:2» (2013)

Alan J. Kuperman «International Security» (2013)

Ola Tunander «Libyenkrigen - Bruken av retorikk og bedrag for å ødelegge en stat» (2018)

Storbritannias granskningsrapport (2016): Libyen: Examination of intervention and collapse and the UK’s future policy options

Rapport fra det norske Libyen-utvalget (2018): Evaluering av norsk deltakelse i Libyen-operasjonene i 2011

Heier, Ottosen og Tvedt (red.) «Libyen - Krigens uutholdelige letthet» (2019)

Relaterede lande og konflikter

Læs vores landprofiler for lande, der er involverede i Libyen-konflikten: 

Frankrig

Qatar

USA

Læs vores konfliktprofiler for konflikter, der er relateret til Libyen-konflikten: 

Det Arabiske Forår

Mali

Syrien