[[suggestion]]
Mali

Introduktion

Mali er et stort land med et svagt statsapparat, som over længere tid har nedprioriteret den nordlige del af landet. Dette har skabt utilfredshed blandt befolkningen i nord og givet plads til forskellige lokale væbnede grupper. Nogle oprørsgrupper kæmper for selvstændighed - andre for at etablere en islamisk regering.

Baggrund

Mali blev selvstændig i 1960, efter at have været en fransk koloni siden slutningen af 1800-tallet. I 1990-tallet var der flere konflikter mellem regeringen og en stor del af befolkningen i nord kaldet tuareger. Tuaregerne mente, at de blev nedprioriteret af regeringen og ønskede derfor løsrivelse. De var altså separatister og ønskede at gøre den nord-østlige halvdel af Mali - et område de kalder «Azawad» på tuaregsprog - til en selvstændig stat.

Der blev indgået fredsaftaler mellem myndighederne og tuaregerne flere gange i løbet af 1990’erne, men utilfredsheden voksede i fraværet af reelle ændringer. Utilfredsheden mod myndighederne førte til, at separatisterne - tuareger og andre grupper i nord - dannede Den nationale frihedsbevægelse af Azawad (MNLA) i 2011. MNLA allierede sig derefter med islamistgrupper, som også ønskede politiske ændringer i Mali.

Udløsende årsager til konflikten

Mange tuareger, som havde levet i Libyen i flere år, returnerede til deres hjemland efter Gaddafi-regimets fald i 2011. Mange af tuaregerne, som rejste til Mali, havde militær erfaring og havde våben og køretøjer med sig fra krigen i Libyen. Dette blev et vigtig tilskud til oprørsgrupperne i Mali, og det bidrog til eskalering af konflikten.  

Etableringen af alliancen mellem separatistgruppen MNLA og forskellige islamistgrupper udløste et oprør i januar 2012. Oprøret gjorde, at myndighederne mistede kontrollen, og medførte at præsident Amadou Toumani Touré blev styrtet. MNLA erklærede den nordlige halvdel af Mali som en ny og selvstændig stat ved navn Azawad.

Konflikt mellem separatisterne og islamisterne

Separatistgruppen MNLA og de forskellige islamistgrupper havde myndighederne som fælles fjende, men var uenige om, hvordan den nye stat i nord skulle være. Islamistgrupperne, med gruppen Ansar Dine i spidsen, havde som mål at indføre islamisk lov (sharia) i hele Mali, og var i udgangspunktet ikke separatister. Idet regeringsstyrkerne var blevet drevet ud af nord, udbrød der konflikt mellem MNLA og islamisterne, hvor islamisterne kom sejrende ud.

I løbet af sommeren 2012 havde forskellige islamistgrupper taget kontrollen over de største byer i nord, som Kidal, Gao og Timbuktu. De indførte derefter islamisk lov, i de områder de kontrollerede.

Frankrig griber ind i konflikten

I januar 2013 angreb islamister hovedstaden Bamako, som ligger midt i den sydlige del af Mali. Dette var en direkte trussel mod myndighederne i Mali, som da bad om international hjælp for at stoppe islamistgruppernes angreb.

Frankrig kom myndighederne til undsætning og greb ind i Mali med militære styrker for at slå angrebet tilbage. Dette har gjort, at konflikten i Mali også er blevet en international konflikt.

Parterne i konflikten

Separatistgruppen MNLA - Den største oprørsgruppe er Den nationale frihedsbevægelse af Azawad (MNLA). Den består af tuareger og andre sahariske stammefolk i området. Deres mål er etableringen af en selvstændig stat i den nord-østlige halvdel af Mali, et område de kalder «Azawad» på tuaregsprog.

Islamistgrupper – Ansar Dine er den største islamistgruppe i Mali. Den har som mål at indføre islamistiske love. Al-Qaida-inspirerede islamistgrupper kriger også i Mali. Disse består i større grad af fremmedkrigere, altså ikke-maliere.

Myndighederne – er siden 2013 blevet styret af præsident Ibrahim Boubacar Keïta. Myndighederne har meget lidt magt og legitimitet i det nordlige Mali, men anerkendes i FN som landets repræsentanter. 

Lokale eliter - I mangel på beskyttelse fra staten, har lokale eliter finansieret forskellige militærgrupper for selvforsvar og egen magtpolitik.

Frankrig - Efter invitation fra myndighederne, greb franske styrker ind militært i Mali i 2013 for at nedkæmpe islamistgrupperne. 

MINUSMA - er FN’s fredsbevarende styrker i Mali, med mandat til at håndhæve fredsaftalen fra 2013 og til at bistå myndighederne i beskyttelse af civile.

Forsøg på fred: våbenhvile og FN-styrke

Efter den maliske hær, med hjælp fra Frankrig og andre, havde taget kontrollen tilbage i nord og drevet oprørerne ud af byerne, bedredes sikkerhedssituationen i landet sig. I april 2013 blev en fredsbevarende FN-styrke (MINUSMA) indsat i Mali. (Læs mere om FN’s engagement længere nede på siden).

I juni 2013 blev der forhandlet en aftale om våbenhvile på plads mellem separatistgruppen MNLA og myndighederne. Derefter blev der valgt ny præsident i landet, Ibrahim Boubacar Keita, som gav nyt håb om en fredeligere fremtid. I maj 2014 brød den skrøbelige våbenhvile sammen, og der udbrød nye kampe mellem myndighederne og oprørsgrupperne.

I en fredsaftale fra maj 2015 blev myndighederne, MNLA og en koalition af selvforsvarsgrupper enige om at samkøre kampen mod de islamiske oprørsgrupper. Selv om fælles operationer skulle iværksættes allerede 60 dage efter signering, kom de ikke i gang før 18 måneder efter. Parterne blev derefter ramt af et stort terrorangreb 18. januar 2017, som gjorde samarbejdet på tværs vanskeligt.

Spændingerne i landet øgedes igen lige før valget i 2020, som ifølge fredsplanen skulle foregå i slutningen af marts. Mere vold, kombineret med en sårbar og fem år gammel fredsplan, har givet islamistgrupperne muligheder for at tage kontrol over nye områder.

Underliggende årsager og drivkræfter i konflikten

De underliggende årsager til konflikten handler i stor grad om, at statsmagten i Mali er svag og mangler legitimitet, specielt blandt befolkningen i de nordøstlige dele af landet. Utilfredshed og magtvakuum har muliggjort oprør, hvilket har skabt yderligere problemer. Meget af volden handler om lokale kampe om ressourcer i områder, hvor myndighederne ikke har kontrol. Volden er i sig selv med til at drive konflikten videre. Den involverer stadig nye områder og grupper i samfundet og har ført til terrorisme og etableringen af nye væbnede grupper.

En vigtig drivkraft i konflikten er interesserne knyttet til kontrol over handelsruter i nord. Store mængder narkotika, som smugles til Europa fra Latinamerika, går gennem disse områder. Våben- og menneskehandel er også blevet en stor indtægtskilde for nogen. De, som tjener penge på dette, har både vilje og magt til at modarbejde fredsinitiativer, som truer deres magt og indtægt. De støtter flere rivaliserende væbnede grupper, som igen bliver afhængige af den ulovlige handel. Forskellige dele af statsmagten er også involveret i den ulovlige handel. Alt dette skaber korruption og øget utilfredshed i samfundet.

Konflikten blandes med den globale kamp mod terror

Efter andre stater er blevet involveret i krigen i Mali, har deres nationale interesser været med til at forme konflikten. Idet islamisterne, som kriger i Mali, har tilknytning til al-Qaida, kan Frankrig og andre vestlige lande, som deltager i krigen, knytte konfliktbillede i Mali til deres globale kamp mod terrorisme.

At placere Mali-konflikten ind i den globale kamp mod al-Qaida er med til at dreje den fredsbevarende operation i retning af en anti-terror operation, hvor strategien og tiltagene er anderledes. Dette kan samtidig blive opfattet som anti-islamsk imperialisme i Mali og give øget støtte til oprørsgrupperne, som kæmper mod dem.

FN’s rolle i konflikten

FN’s sikkerhedsråd støttede oprettelsen af den afrikanske fredsbevarende styrke i Mali og Frankrigs intervention – efter myndighederne i Mali bad om hjælp med at bekæmpe oprørerne i 2013.

25. april 2013 vedtog FN’s sikkerhedsråd at sende en fredsbevarende styrke til Mali. Den kaldes MINUSMA, som står for «the United Nations Multidimensional Integrated Stabilization Mission in Mali». MINUSMA overtog ansvaret for sikkerheden i landet fra den afrikanske, regionale styrke den 1. juli 2013. MINUSMA består i dag af mere end 15 000 soldater.

MINUSMA’s mandat er at støtte den politiske proces omkring fredsaftalen fra 2013. MINUSMA skal bidrage til stabilitet og sikkerhed, beskytte civile, støtte humanitær bistand og organisere hjemkomst af internt fordrevne og maliske flygtninge i nabolandene.

FN under angreb i Mali

Over 190 MINUSMA-soldater er blevet dræbt siden fredsoperationen i Mali begyndte i 2013 - mange på grund af landminer i den nordlige del af landet. 20. januar 2019 blev 11 fredsbevarende FN-soldater fra Chad dræbt i et angreb nordøst i Mali. Den regionale al-Qaida-gruppe hævdede at stå bag angrebet og sagde, det var en reaktion på, at den israelske statsminister, Benjamin Netanyahu, var på besøg i Chad. 

23. marts 2019 blev mindst 134 civile dræbt i en massakre i den urolige Mopti-region centralt i Mali. FN’s generalsekretær, Antonio Guterres, fordømte angrebet og bad myndighederne i Mali undersøge hændelsen.        

Dansk engagement i konflikten

I starten af 2013 bidrog Danmark med et Herkules-fly med bemanding til den franske intervention i Mali, der blev indtil den afrikanske styrke tog over. I december 2013 besluttede Danmark at sende endnu et Herkules-fly med bemanding samt 10-15 stabsofficerer til Mali i 2014 for at hjælpe FN-missionen MINUSMA.

Danmark var del af en rotationsordning sammen med Norge, Portugal, Sverige og Belgien, hvor nationerne på skift i seks måneders perioder varetog lufttransportopgaver. Opgaver var både del af den militære og civile del af FN-missionen. En af de største udfordringer for FN-missionen i Mali er de slidte civile lastvogne, som FN benytter til transport af forsyninger fra syd til nord. Disse kører ofte på de islamistiske gruppers vejsidebomber, eller bryder sammen på vejen. I oktober 2015 oplyste den danske chef for FN-missionen i Mali, generalmajor Michael Lollesgaard, at FN anmodede Danmark om et militært bidrag bestående af 20 til 30 pansrede lastvogne og ca. 250 soldater.

I januar 2020 udsendte det danske forsvar efterretningsfolk til en tysk enhed i Gao. Fra januar 2020 og året ud har Forsvaret udsendt efterretningsfolk, der skal indgå i en tysk efterretningsenhed, der er placeret i Gao. 

De danske bidrag til MINUSMA er en del af det samlede danske bidrag til Sahelregionen, som også indeholder den franske anti-terroroperation - Operation Barkhane.