[[suggestion]]
Somalia - Al-Shabaab

Baggrund

Somalia blev et selvstændigt land i 1960. Indtil da havde den nordlige del af landet været under britisk kolonistyre, og den sydlige del under italiensk kolonistyre. Kort tid efter Somalia blev en selvstændig stat, tog kommandanten, Siad Barre, magten gennem et militærkup og fik støtte fra Sovjetunionen.

Siad Barre var en brutal diktator. Han havde magten i Somalia, frem til han blev styrtet i et militærkup i 1991. Herefter opstod et magtvakuum i Somalia. Forskellige væbnede grupper, som havde kæmpet imod Barres regime, begyndte at slås om magten.  Barre-regimets fald var dermed den udløsende årsag til, at den efterfølgende borgerkrig i Somalia startede i 1991.

Samtidig med borgerkrigen blev Somalia ramt af tørke og hungersnød. Kombinationen af borgerkrig og hungersnød skabte en humanitær krise, som førte til, at FN-styrker, med USA i spidsen, greb ind i konflikten i perioden 1992-95.

Somalia – et tredelt land 

Efter USA og FN’s tilbagetrækning i 1995 opstod der et nyt magtvakuum i Somalia. Situationen gjorde det muligt for forskellige dele af landet at udvikle sig i hver sin retning. Den nordvestlige del af landet, kendt som Somaliland, udviklede sig til at blive en nærmest selvstændig demokratisk stat, selv om den officielt forblev en del af Somalia. Den nordøstlige del, kendt som Puntland, udviklede sig også i mere selvstændig retning.

I den sydlige halvdel derimod, ofte kaldet Syd-Somalia, fortsatte krigen og lovløsheden. Siden 2006 er den vigtigste konflikt i Somalia primært foregået mellem parter i Syd-Somalia. På den ene side står en svag og korrupt somalisk regering. Den har fået afgørende støtte fra lande som USA, Etiopien og Kenya og fra organisationer som FN og Den Afrikanske Union (AU).

På den anden side er der forskellige oprørsgrupper, som kæmper mod regeringen. I dag er det primært den islamiske organisation al-Shabaab, som til tider har kontrolleret store områder i Syd-Somalia, som slås mod regeringen og dennes allierede.

Parterne i konflikten

Regeringen – er anerkendt af FN som Somalias myndighed, men denne har kun kontrol i dele af landet. Regeringen holder til i hovedstaden Mogadishu.

Al-Shabaab – en ekstremistisk islamistorganisation med tilknytning til al-Qaida. Har i de sidste årtier været den største oprørsgruppe i Somalia.

Den Afrikanske Union (AU) – har en fredsbevarende styrke i Somalia, AMISOM, som støtter regeringen i kampen mod oprørsgrupper som al-Shabaab.   

USA – støtter regeringen i Somalia, men udfører også selvstændige militæraktioner mod al-Shabaab og andre islamistgrupper.

Etiopien – støtter regeringen i Somalia, invaderede landet i 2006 for at bekæmpe islamister og har samtidig egne interesser i Somalia.

Kenya – støtter regeringen i Somalia. Har udført selvstændige militæroperationer mod al-Shabaab, men bidrager nu til AMISOM-styrken.

UNSOM – FN’s politiske assistancemission i Somalia, som bistår regeringen.

De underliggende årsager til konflikten

En underliggende årsag til at Somalia er så konfliktfyldt, er at det somaliske samfund i stor grad er klan-baseret. Det betyder, at folks identitet og loyalitet i første række er knyttet til andre inden for samme klan. Klan-identiteten handler om slægt og blodsbånd. Den nationale somaliske identitet kommer ofte i anden række.

Dette har gjort, at det internationalt støttede forsøg på at lave en centralstyret nationalstat, hvor regeringen har kontrol og tillid i Somalia som helhed, har vist sig vanskelig. Forsøget har også skabt meget modstand og har dermed i sig selv været en kilde til konflikt.

Vold, fattigdom og utryghed i Syd-Somalia har skabt stor utilfredshed i befolkningen. Utilfredsheden er blevet rettet mod regeringen, mod international indblanding, mod krigsherrer og andre klaner. Dette har skabt grobund for oprørsgrupper, som repræsenterer alternative måder at organisere samfundet på. Størst blandt disse er islamistgruppen al-Shabaab, som udfordrer både klan-systemet, den internationalt-støttede regeringen og Somalias nabolande.     

Hvad er al-Shabaab?

Al-Shabaab er en oprørsgruppe i Somalia med en ideologi og praksis, som kan defineres som islamisk ekstremisme. Det er en militant politisk bevægelse, som forsøger at oprette en islamisk stat, hvor en ekstrem og politisk tolkning af islam udgør landets lov.

Al-Shabaab har stået bag flere terrorangreb i og uden for Somalia, blandt andet i Kenya og Uganda. The Council of Foreign Relations beregnede i 2018, at antallet, som kæmper for al-Shabaab, er mellem 7000 og 9000 personer.

Al-Shabaab er optaget af den lokale magtkamp i Somalia. Men al-Shabaab er også optaget af det, de anser som en global civilisationskamp mellem islam og Vesten. Når USA og andre blander sig i Somalia med magt, bliver den lokale og den globale kamp to sider af samme sag.

Det var flere grunde til, at al-Shabaab blev en stor oprørsgruppe i Somalia. Den voksede frem både på grund af det magtvakuum, der opstod i landet og som en reaktion på utilfredsheden blandt mange somaliere, som skyldtes korruption, vold og lovløshed. Utilfredsheden var rettet mod myndighederne, international indblanding og mod forskellige krigsherrer, som bidrog til vold og utryghed.

Fremvæksten af al-Shabaab er også delvis en reaktion på den såkaldte globale krig mod terror, som USA iværksatte efter al-Qaidas terrorangreb mod USA 11. september i 2001.

Fremvæksten af al-Shabaab

Gennembruddet til al-Shabaab kom da United Islamic Courts, som al-Shabaab var en del af, blev angrebet og knust af Etiopien i 2006-2009. Etiopiske styrker invaderede Somalia med støtte fra USA og den somaliske regeringen.

United Islamic Courts (UIC) var en alliance af lokale retsinstanser med egne militsgrupper. UIC tog kontrol over store dele af syd-Somalia i 2006. De håndhævede love baseret på islam og skabte ro og orden i områder, som ellers havde været præget af vold, kaos og lovløshed. Store dele af befolkningen i Syd-Somalia ønskede derfor UIC velkommen. USA derimod opfattede UIC som ekstremister, som det var nødvendigt at bekæmpe med voldelige midler.

Etiopien stillede op som allieret i USA’s «krig mod terror», da de sendte styrker ind i Somalia. Men Etiopien havde også en egeninteresse i at bekæmpe UIC i Somalia. Der bor nemlig mange somaliere i Etiopien, og flere somaliere hævder, at dele af Etiopien egentlig tilhører Somalia. Det samme hævdede én af UIC’s ledere i 2006, og han truede med at erobre dele af Etiopien med magt. Etiopien ville derfor gerne af med UIC. Det samme gjorde sig gældende for nabolandet Kenya, hvor der også bor mange somaliere på den kenyanske siden af grænsen.

Den etiopiske invasion førte til, at United Islamic Courts (UIC) blev knust. Al-Shabaab derimod, som fungerede som den mere ekstreme, militante del af UIC, overlevede og fik bedre muligheder for rekruttering. Al-Shabaab tiltrak mange unge somaliere, mens ledelsen bestod af mange krigsveteraner, som havde kæmpet i Afghanistan.

Al-Shabaab tager kontrol over territorium

I 2009 begyndte etiopiske styrker en gradvis tilbagetrækning fra Somalia, parallelt med at Den Afrikanske Union (AU) skulle udfylde tomrummet gennem fredsstyrken AMISOM. Samtidig gik den somaliske præsident af og efterlod sig et magtvakuum. Al-Shabaab greb muligheden og tog magten over store dele af Syd-Somalia og kontrollerede et område, som til sammen var på størrelse med Danmark. Alt i alt kom al-Shabaab styrket ud af krigen i 2006-09, og det blev lettere for dem at rekruttere nye medlemmer.

Nogle havde sympati med al-Shabaab, idet de fremstod som den vigtigste forsvarer af Somalia i kampen mod Etiopien. Andre blev motiveret til at støtte al-Shabaab, fordi organisationen var på fremmarch og kunne tilbyde løn og andre goder. Andre igen blev tvunget af al-Shabaab til at støtte dem. Ekstremistgruppens fremmarch var også forlokkende for såkaldte fremmedkrigere – islamister i andre lande, som rejste til Somalia for at tilslutte sig al-Shabaabs kamp.

Al-Shabaab blev slået tilbage af AMISOM og den somaliske regeringen i 2011, med støtte fra USA. Islamistgruppen har fortsat kontrol over store områder i Somalia, men i tiden efter 2011 har al-Shabaab i større grad drevet guerillakrig og begået terrorangreb, både i og uden for Somalia.

Al-Shabaab og krigen mod terror 

I 2012 erklærede al-Shabaab loyalitet til det internationale terrornetværk al-Qaida. USA fortsatte derfor med at se på konflikten i Somalia og kampen mod al-Shabaab som en del af den globale krig mod terror, som de startede i 2001.

USA begyndte med luftangreb mod al-Shabaab allerede i 2007 og med droner (førerløse fly) fra 2011. Antallet af rapporterede dødsfald, som følge af USA’s luftangreb, eskalerede i 2014, og toppede i løbet af 2017 med over 200 dræbte.

En FN-rapport fra november 2019 konkluderer, at USA’s betydelige øgede brug af dronerangreb mod al-Shabaab har haft meget lidt effekt på organisationens evne til at udføre angreb i Somalia.

FN-rapporten hævder også, at al-Shabaab forbliver en stor trussel mod freden i regionen, og at organisationen nu producerer hjemmelagde eksplosiver, udvider indtægtsgrundlaget og infiltrerer myndighedernes institutioner.

FN’s rolle i konflikten

Borgerkrigen som udbrød i Somalia 1991 skabte kaos og en humanitær krise i landet. Dette gjorde, at FN’s sikkerhedsråd oprettede en fredsbevarende styrke i begyndelsen af 1992, UNOSOM I, i et forsøg på at skabe fred og stabilitet i Somalia.

I slutningen af 1992 gav FN’s sikkerhedsråd et endnu stærkere mandat til en militærmission i Somalia i form af en militærkoalition, UNITAF, ledet af USA. Missionen blev videreført af UNOSOM II fra forår 1993 og varede frem til marts 1995.

FN og USA’s indgreb i Somalia i første halvdel af 1990-tallet står igen som et eksempel på, hvordan en oprindelig humanitært mission i praksis bliver en del af konflikten. Flere somaliere så på den udenlandske indblanding som en fjende. Dette påvirket både effekten af missionen og gennemførslen af denne.

FN’s generalsekretær på det tidspunkt, Boutros Boutros-Ghali, hævdede i 1996, at missionen i Somalia var en af de vanskeligste udfordringer, FN nogensinde havde stået overfor. Erfaringen førte også til, at internationale aktører som USA og FN i stor grad trak sig ud af Somalia-konflikten. Dette vendte efter 11. september 2001 med interessen for at bekæmpe islamisk terrorisme. 

I 2013 oprettede FN’s sikkerhedsråd en politisk assistancemission i Somalia, UNSOM, som bistår regeringen i Somalia. UNSOM er ikke en militær mission og regnes derfor ikke som en fredsbevarende operation som UNOSOM.